Praktiske bemærkninger:
Bestilling via boghandel har “Magien i Magdeburg” (paperback): ISBN-nr. 978-87-7114-731-5. Bogen kan også bestilles som e-bog.
GENEREL INFORMATION
Blogaktiviteter (gælder blogindlæg og kommentering) er indstillet indtil videre. Blogejeren kan træffes på
http://www.facebook.com/hulegaard eller http://www.hulegaard.dk
Gemt i Boganmeldelse
Een af blogejerens (afdøde) svigerforældre var asiatisk officer. Denne stålsatte personlighed satte sig spor såvel oprindeligt i Indonesien i forbindelse med (afdøde) præsident Sukarnos erobring af magten som senere i forskellige sammenhænge i sit nye hjemland Nederlandene (Holland).
Vi var ikke just på hinandens top-1000 liste, men ved det sidste møde for mange år siden forstod vi begge – hver med vores erfaringsmæssige ballast og på trods af racemæssige forskelligheder – at vise en gensidig respekt for hinanden forårsaget af en semi-dramatisk privat begivenhed. Det sidste håndtryk og øjenkontakt mellem os glemmes aldrig!
Dynamik – bevægelighed – beslutningskraft
Ligeledes glemmes aldrig den nu 100-årige stadig levende vietnamesiske general Vo Nguyen Giap (f. 25.aug. 1911). Et navn, som enhver historieinteresseret kender alene ved at nævne den vietnamesiske lokation “Dien Bien Phu” samt senere den såkaldte Vietnam-krig, der afsluttedes medio 1970erne. Overskriftens tre ord danner en trekantet ramme om ham.
Giap var den mest betydningsfulde strateg i de vietnamesiske befrielseskampe. Som ung student deltog han i studenterstrejken i forbindelse med oprøret i 1930 imod det franske koloniregime. I 1937 fik han sin doktorgrad i Hanoi og var senere historielærer. Han sluttede sig til kommunistpartiet i 1930erne og måtte flygte til Kina i 1939. Hans professor-datter af hustru blev arresteret og døde i fængsel. Hendes søster blev henrettet af franskmændene.
Under krigen opbyggede han Viet Minhs guerillastyrker, og rykkede i august 1945 ind i Hanoi sammen med Ho Chi Minh (præsentation unødvendig for enhver historieinteresseret 
). Giap havde hovedæren for sejren over Frankrig ved Dien Bien Phu i 1954, hvor det franske militære hovedkvarter ved Dien Bien Phu blev belejret i 55 dage, hvor 3.000 franske soldater blev dræbt, og de resterende 8.000 franske tropper måtte overgive sig.
Giap opbyggede den vietnamesiske hær til at være den bedst organiserede styrke i Sydøstasien. På dens højde var den verdens 4 største hær med ca. 1. mio mand under våben. I 1961 publicerede han en håndbog i guerillakrigens taktik og strategi: “Folkets krig, folkets hær”. Han spillede i sandhed også en ledende rolle i befrielseskampen i Sydvietnam.
Fra 1954 var Vo Nguyen Giap øverstkommanderende for de vietnamesiske styrker, fra 1955 forsvarsminister frem til 1980, hvor han gik på pension. Han var dog formelt vice-premierminster frem til 1991. Han var stærkt medvirkende til, at verdens stærkeste militærmagt USA oplevede sit vel største militære nederlag ifm. Vietnam-krigen.
Refleksion
Min meget tiltalende vietnamesiske købmand få hundrede meter fra mit byhus på Vestfyn tæt ved Lillebælts friske vand har aldrig kæmpet ved Dien Bien Phu. Han flygtede som stor dreng med sin familie som titusindevis andre efter Sydvietnams kollaps i både fra det sydlige Vietnams kyster. Han husker det tydeligt, trods det nu er en menneskealder siden. Den nu modne vietnamesers mening om europæere holder han for sig selv indpakket i asiatens uudgrundelige lette smil. Han lever disciplineret i en fremmed verdensdel. Vi har en god kemi – trods diplomatisk udtrykt forskellige personligheder.
Forleden nævnte jeg, at general Giap nu var > 100 år. I samme åndedrag tilføjedes 2 andre nu afdøde vietnamesiske personligheder, såvel afdøde ministerpræsident Pham Van Dong (1906 – 2000) og ikke mindst Nordvietnams leder Ho Chi Minh (1890-1969). Min vietnamesiske købmand kæmpede med at finde den rigtige grimasse. På den ene side had overfor disse tre mænd, på den anden side en skjult beundring.
“Uanset politisk overbevisning kan man kun blive imponeret af dette formidable trekløver” var mit kombinerede spørgsmål og svar. Min vietnamesiske købmand kiggede på mig og vi smilede lidt anderledes end sædvanligt til hinanden.
Den nu 100-årige vietnamesiske general mangler endnu det sidste slag, som han ikke kan vinde. “Old soldiers never die, they just fade away” – sagde den forlængst afdøde 5-stjernede US-general Douglas MacArthur (1880 – 1964), de allieredes øverstkommanderende i Asien, Oceanien og Stillehavet under 2. verdenskrig, øverstkommanderende i Korea-krigen osv.
General Giap er et enestående eksempel på MacArthurs militære statement. Den vietnamesiske fabelagtige leder var simpelthen en af det 20 århundredes største generaler! Sagt endnu mere præcist:
I relation til guerillakrig gennem hele verdenshistorien….vel
….. den største af dem alle!
Kilder:
Dansk-Vietnamesisk forening samt private vietnamesiske kilder
Note: Næste uges planlagte indlæg “En særlig bog” – er en omtale af min nye 352 siders spændingsroman “Magien i Magdeburg” (den første i en planlagt trilogi)
Gemt i Uncategorized
Phie Amboes interessante dokumentarfilm ”Free The Mind” om basale menneskelige spørgsmål har allieret sig med US-hjerneforskeren Richard Davidson, der eksperimenterer med alternative metoder som meditation og mindfulness-øvelser som middel mod svære psykiske lidelser.
Filmen følger tre personer i behandling for hver deres psykologiske problemer med Davidsons metoder: de to hjemvendte soldater Rich og Steve og den fem-årige Will, der har ADHD (=Attention Deficit/Hyperactivity Disorder= forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet).
De to soldater er traumatiserede af deres oplevelser og ikke mindst egne gerninger, og filmen belyser de mentale problemer, krigsveteraner vender hjem med, og som blandt andet resulterer i alarmerende mange tilfælde af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder = posttraumatisk belastningsreaktion) og selvmord.
Mange (lidt for mange) billedtekster redegør for helbredelsesprocenter og problemernes omfang, men afgjort massevis af stof til eftertanke. Selv for den mest kyniske iagttager.
Spørgsmålene står nærmest i kø:
1) Er ADHD en nutidig psykiatrisk (belejlig?) diagnose?
2) Er “Mindfulness” et nutidigt begreb og en refleksionsmetode, der om få år vil rubriceres i den utrolig store værktøjskasse af tidsmæssige arkiverede “varm-luft-metoder”?
3) Soldaters mentale krigsskader – er det prisen værd?
Fakta – additioner
Psykologi- og psykiatriprofessor (en sjælden kombination) Richard Davidson, f. 1951, direktør for Laboratory for Affecttive Neuroscience ved Univ. of Wisconsin, USA.
Denne akademiske profil bar i mange år på en hemmelighed, som han frygtede kunne ødelægge hans videnskabelige karriere. I al hemmelighed mediterede han dagligt!
Filmcut til Free The Mind: http://vimeo.com/41691784
Mindfulness (Wikipedia): http://da.wikipedia.org/wiki/Mindfulness
Gemt i Uncategorized
Årets sommerudflugt anno 2012 gik til Flakfortet for de overmodne Erik-seniorer kendt i blogosfæren og i andre digitale (og mentale) sammenhænge som den erfarne og professionelle kunstmaler alias den socialsurrealistiske penselvirtuos, Erik Korsgaard Christensen og blogejeren.
Trods d´herrers efterhånden anseelige årringe og hermed – nogle ville sige belastende og tungtvejende, erfaringsmæssige CVer – havde ingen af os været på Flakfortet.
Ganske flot af de 60+ at debuttere – ja, ikke sandt!
Flakfortet
Det hele startede d. 30. maj 1910, kl. 12.00. På bemeldte tidspunkt var der ingen bloggere, der levede. Men det gjorde et antal driftige mænd, der startede med at placere et stort antal sænkekasser af beton på Saltholm Flak (flak betyder i denne forbindelse sand). Disse sænkekasser blev sat ned i 5 m.vand. Det var grundlaget for det videre byggeri.
Fem år senere blev der hejst kommando på Flakfortet, der skulle rumme 550 mand i krigsberedskabet (1. verdenskrig raserede udenfor Danmarks grænser). Meget krig er det ikke blevet til gennem årene. Et enkelt skud blev løsnet mod 6 tyske flyvemaskiner den 9. april 1940. Efterfølgende blev øen gjort fuldt kampklar af den tyske besættelsesmagt. Det fortælles, at tyskerne ved krigens afslutning glemte en soldat (Helmuth), der blev agterudsejlet i krigens sidste dage. Sidenhen har Helmuth huseret på øen som spøgelse.
I 1960erne forlod det danske forsvar øen, der i mange år var udsat for hærværk. Manglende vedligeholdelse, “sørøvere”, vind og vejr gjorde, at Flakfortet lå som en sølle lille ø. Men så skete der (igen) noget. I 1975 samledes en gruppe af privatpersoner, sejlklubber, Københavns kommune og (ikke at forglemme) nogle fonde.
Det kan mange gæster ca. 7 km eller 4 sømil øst fra Københavns havn glæde sig over. I læ bag granitmolerne ligger nu en af Øresunds største lystbådehavne. Men også mange landkrabber er siden 1983 ved hjælp af den gamle norske kystfærge (bygget 1950) M/S Langø med plads til 140 pass. bragt til den efterhånden underholdende ø. “Underholdende”, fordi øen også udfordrer til teambuilding, mødevirksomhed, kurser, skattejagt – ja sågar kan man overnatte (vandrerhjemsniveau).
Refleksion
2 x Erik voksede op i det samme (Lindevangs-)kvartér på Frederiksberg. Måske har vi leget med hinanden i Lindevangsparken? Måske har vi sloges om at sidde ved den gamle røde brandbils rat ved soppebassinet i Lindevangsparken? Måske har vi siddet på den samme række i den herlige (nu nedlagte) lokale Windsor biograf til en søndageftermiddags forestilling, hvor cowboydere og indianere red i vild fart på det store, gamle lærred? – Vi husker det ikke helt.
Kunstmaleren Erik Korsgaard Christensen
Derimod kan nu erindres en frisk solskinstur med ilagt hård vind, god frokostbuffet, let motion, moden mandesnak samt yderst sigtbar perspektivering af Øresund fra alle verdenshjørner tæt ved Københavns havn.
Noter:
Kunstmaleren Erik Korsgaard Christensen i oversigt
Illustr.: Erik Hulegaard
Gemt i Personligt
Mange danskere har besøgt Nederlandenes (Hollands) mest kendte by Amsterdam. Nogle har også besøgt andre byer som Rotterdam, den Haag og Harlem. Blomsterelskere har naturligvis været et smut forbi den kendte Keukenhof i april/maj. Langt færre kender to andre – yderst kontrastfyldte – destinationer, hvorfor overskriften NL alternativer.
Almere
Almere, der grænser op til den mere kendte Lelystad, er en af de yngste byer i Nederlandene. Det første hus blev færdig i 1976 og Almere blev først egentlig kommune otte år senere. Nu er den største kommune i Flevoland med ca. 180.000 indb. (den 8ende største i Nederlandene). I oktober 2007 vedtog byrådet en plan om at udvide byen til 350.000 indbyggere i 2030.
Byggeriet (og ikke mindst arkitekturen) har virkelig haft frie rammer. Der er mange spændende arkitektoniske varianter i denne nye by. Almere er (og har været) et sandt paradis også for byplanlæggere. Og der bygges nærmest konstant. Selvom det hele forekommer nutidigt og fremtidigt uden en sjæl eller fællesnævner, kan den opmærksomme gæst (eller naturligvis beboer øjne tematiserede kvarterer.
Den ret kontroversielle nederlandske byplanlægger Rem Koolhaas har afgjort sat sit præg på området. Det gør CASLa (arkitekturinst.) med interessant udstillingsrum. Også De Paviljoens bør fremhæves. Tre smalle kanaler, en sti og en bro krydser hinanden og danner symmetrisk form bestående af fem lige linier.
Eftersom mange af de nye indbyggere arbejder i Amsterdam, tales der allerede om at anlægge en ny bro over Ijsselmeer for at etablere en mere direkte forbindelse mellem de to “A-byer”.
Illustrationerne giver blot nogle indtryk af dette nybyggerområde, der måske først bliver færdig om en menneskealder.
.jpg)
Enkhuizen
Og så til noget helt andet, som de ofte si´r i medierne, nærmeste bestemt den charmerende og på sin vis typiske havneby ved Zuidersøen i Vestfriesland. Enkhuizen er navnet.
Byen var en af havnebyerne for det kendte (og engang meget magtfulde) Forenede Østindiske kompagni sammen med den nærliggende Hoorn og ikke mindst Amsterdam. Sagt enkelt: Et af de centrale områder i midten af det 17 århundrede, hvor Nederlandene havde sin absolutte storhedstid med bl.a en blomstrende handel med Asien. Af flere årsager, heriblandt tilsanding af havnen, mistede Enkhuizen sin position til Amsterdam.
I nutiden har byen genoprettet sin position som havneby og har en af de største marinaer i landet. Den huser blandt andet Zuiderzeemuseum, der er et frilandsmuseum, som viser livet i landsbyerne ved Zuiderzee gennem historien.
En mindre passagerbåd bringer besøgeren over til frilandsmuseet Zuiderseemuseum. At gå rundt i denne museumsby er som at være ca. 100 år tilbage i tiden. Der findes også et større indendørsmuseum, der er anbragt i 12 bygninger fra 1600-tallet. Sidstnævnte ligger nogle minutters gang fra museumsparken tættere ved selve byen Enkhuizen.
Refleksion
I et land, der arealmæssigt er lidt mindre end Danmark og rummer ca. 3 gange så mange indbyggere af mange forskellige etniciteter er der rig lejlighed til at afprøve begreberne “variationer” og “kontraster”.
Viel plezier en reizen!
Note:
http://www.zuiderzeemuseum.nl/
Illustr: Erik Hulegaard
Gemt i Rejser
Fransk politik er siden de Gaulles tid i 1960erne fulgt med stor interesse af blogejeren. Der er således lidt frankofil(ur) gemt i denne signaturs dna og som en ren naturlighed manifesteres dette også ved at have en mening fra en EU-tilskuers plads til det aktuelle franske valgresultat omkring den fremtidige lejer de kommende 5 år (og måske længere) af Élysée-palæet. Samme bolig har forøvrigt været ramme for Frankrigs præsidenter i knap 140 år. Nogle har boet der i hele præsidentperioden (f.eks. Jacques Chirac), andre har udelukkende anvendt det “som arbejdsplads”.
EUs største land (arealmæssigt) Frankrig betragter fortsat sig selv som helt særligt. Kendte danske ord er adopteret fra dette stolte område af EU. Rent tilfældigt kan nævnes “elegance” og “arrogance”. I samme digitale åndedrag den særlige frankofoni bedst institualiseret i L´Organisation Internationale de la Francophonie (http://www.francophonie.org/). Denne paraply-organisation rummer omkr. 1 mia. mennesker, hvoraf ca. 1/5 er fransk-talende. – Selve Frankrig er fortsat i toppen af turisternes hitlister, indeholder fabelagtige bygningsværker, særegne administrative strukturer fra Napoleons-tiden, en generel fremmedfrygt og konservatisme og i samme forbindelse ambivalenser som afskaffelsen af den verdenskendte betegnelse “mademoiselle” denne vinter. – Og samtidig et land, der har meget at bidrage med internationalt, trods det formodede faktum, at et flertal i deres hjerter (og hjerner?) ønsker en “démondialisation” (afglobalisering).
Nutidens franske præsidentvalg
Den nærmest traditionsrige filtrering fra vælgerne i første valgrunde (22/04/12) gav det forventede resultat, at Socialistpartien (PS) ved sin spidskandidat Francois Hollande vandt knebent over den siddende præsident Nicolas Sarkozy fra det konservative parti (UMP) med det nationalistiske højreorienterede parti Front Nationale (v. Marine le Pen (datter af stifteren Jean-Marie Le Pen)) på en lidt overraskende 3 plads foran venstrefrontens (Parti de Gauche) Jean-Luc Mélenchon og de øvrige opstillede præsident-kandidater.
De forslidte fraser, at det franske folk i første valgrunde stemmer med hjertet og i anden valgrunde med hjernen eller at første valgrunde er smag og behag og i anden valgrunde udelukker man den ene kandidat uden at være vild med den anden har nok et betydeligt skær af sandhed.
Exit Bling-Bling
Det ikke særlige næstekærlige øgenavn til Frankrigs nu afgående præsident Nicolas Sarkozy fortæller sit eget sprog. Næppe nogle af hans – iøvrigt – karismatiske forgængere i den femte republik kunne fortjene dette øgenavn, uanset hvad deres forskellige evner, beslutninger og personlige holdninger samt evidente egocentriske – og for nogle inderligt selvhøjtidelige – performances viste.
Som læseren måske vil erindre, besejrede Nicolas Sarkozy i 2007 den første kvindelige kandidat (PS) Marie-Ségolène Royal (nyligt “skilt” fra sin mangeårige samlever og far til deres 4 børn, nemlig Francois Hollande). Den gang oplevedes den nu detroniserede præsident som en energisk, velformuleret, tv-vant (ikke uvæsentlig for en politiker ) samt rimelig succesfuld indenrigsminister. Hans (efter danske forhold nærmest latterlige) “Tag mig, så laver vi sammen fremtiden for Frankrig” gik rent ind hos mange, der følte sig utrygge ved den (anderledes og lige så) temperamentsfyldte modkandidat fra socialistpartiet (PS) Ségolène Royal.
I valgkampens slutspurt anno april/maj 2012 oplevedes samme tidligere skråsikre Sarkozy nærmest skrigende slutte sine vælgertaler patetisk af med “Hjælp mig!”; modsat den vindende kandidat Hollande med det mere smarte “Hjælp ikke mig, men Frankrig”. – De kommende år skal vise, om det sker.
Samtidig vil det vise sig, om man (for en gangs skyld) kan stole på Sarkozys “løfte” om, at han i tilfælde af nederlag forlader fransk politik. Hans mange rige venner skal nok finde nogle sinecure-poster til ham, så han får mere tid til at aflaste sin langt yngre, mere sympatiske og ikke mindst mere velskabte italiensk-fødte model-hustru Carla Bruni i rollen som forældre.
Bortset fra Valéry Marie René Giscard d’Estaing (præsident 1974-1981) har den 5 Republik ikke oplevet, at en præsident kun fik en enkelt periode. Det er så sket. Næppe mange vil savne den semi-maniske, løftebrydende og gestikulerende Sarkozy, der – påstås det – bl.a. fik en valgdonation på 50 mio. kr fra den ny afdøde libyske diktator Gaddafi. Forholdet til lederne i EU, herunder kansler Merkel, siges at have været ambivalent (venligt sagt), men det er naturligvis en yderst subjektiv påstand af blogejeren.
François Hollande
Den knap 58-årige franskmand fra Rouen overtager nu det overordentlig magtfulde præsidentembede som den 7ende i “Den femte republiks kongerække ”. Hans baggrund er en borgerlig-katolsk familie. Hans afdøde moder var socialrådgiver og hans far læge. Hun venstreorienteret, han klart højreorienteret med vægt på det yderste højre. Bla. faderens forsvar for et fransk Algeriet bragte ham i stærk unåde i hjembyen og familien flyttede til Neuilly-sur-Seine (forstad i Paris) i 1968, stadig medens Charles de Gaulle styrede La France fra Élysée-palæet. Det nye præsidents uddannelse skete på nogle af Frankrigs eliteskoler – HEC (handelsskole) samt ENA (forvaltningshøjskole). Hollandes nærsynethed fritog ham for militærtjeneste. En politisk karriere fulgte i provinsen som ofte set; konkret med posten som parlamentsmedlem i Tulle, Corrèze, Limousin regionen i den sydvestlige del af Frankrig samt ikke mindst formandskabet for det franske socialistparti (1997-2008). Modsat sin ex-samleverske Royal fik han ikke nogen ministerpost hos den første socialistiske præsident F. Mitterand, der tydeligt ikke ønskede at have par i sin regering.
Efter bruddet med den karismatiske mangeårige samlever (og som nævnt præsidentkandidat i 2007) Ségolinè Royale lever han sammen med den 10 år yngre (journalist) Valèrie Trierweiler; sidstnævnte noget forskellig fra sin præsidentfrue-forgænger, fotomodellen Carla Bruni. At Francois Hollande gled fra overvægt til normalvægt, at han skiftede brillestel og tøjstil efter opstarten på samlivet med Trierweiler ses ikke sjældent i “den slags forhold”.
Hollande har ikke just den samme karisma som sin tidligere samleverske, ej heller som den indtil sidste sommer (2011) formodede socialist-kandidat, Dominique Strauss-Kahn (DSK). Men som de fleste læsere er bekendt med, ødelagde DSK sine chancer, da hans mildest talt non-konservative og flamboyante privatliv blev blotlagt og centrifugeret (sker stadigvæk) i mediernes flittige møller. Samme (bl.a. tidl. finansminister og IMF direktør) Strauss-Kahn havde mange – såvel i socialistpartiet som udenfor – hellere set som en stærk og yderst kvalificeret fransk præsident.
Da (den engang magtfulde EU-kommissionsformand Jacques Delors´ datter) Martine Aubry også frasagde sig positionen som PS-frontfigur, stod Francois Hollande pludselig støttet op af mange trods sin – mildt sagt – noget lavere politiske profil.
????? til Hollande
I sin seneste torsdagsudgave (03/05/12) formulerede dagbladet Børsen fem interessante spørgsmål med overskriften:
“Mere skat- og mere arbejde
1) Hvorfor stemmer franskmændene på Hollande, når han vil øge skatterne?
2) Hvor meget vil Hollande stramme skatteskruen?
3) Hvordan vil han nedbringe de offentlige udgifter?
4) Kan Hollande reducere budgetunderskudet tilstrækkeligt hurtigt?
5) Hvordan vil Hollande skabe den vækst, der er hans hovedtema?”
De franske vælgere – som os andre – kender ikke de “rigtige”, men kun de “mulige” svar. Adderende kan man fra tilskuerspladsen tænke tanker over, hvor meget af hans publicerede politiske program, der er realiserbart, når den benhårde praktiske hverdag indfinder sig på regeringskontorerne. (Den wake-up-call kendes bla. fra SRSF-regeringen). Om den berømte stabilitetspagt bliver genforhandlet, om finanstransaktionerne bliver beskattet, om der oprettes 60.000 nye stillinger i skolesystemet (som kompensation for Sarkozys nedskæringer), om alle par skal have lov til at gifte sig og adoptere, om der sker en total (bemærk ordet “total”) tilbagetrækning fra Afghanistan i 2012 osv.osv.
- Time will show!
Refleksion
De kommende 5 år skal vise, om den mere afbalancerede Francois Hollande i et – som sædvanligt – stærkt partnerskab med Tysklands kansler kan reetablere tidligere tiders stærke – og for EU helt nødvendige – politiske akse.
Problemer er der nok af. Euroen, den manglende vækstfaktor, den (katastrofal) høje ungdomsarbejdsløshed i mange af EUs lande. I denne massive slipstrøm af udfordringer (eller som man før i tiden benævnte “problemer”) skal bestemt heller ikke glemmes det resultat, som det franske parlamentsvalg giver d. 10 og 17 juni 2012.
Sammen med afdøde præsident Francois Mitterrand var stadig levende (og i ånden friske) snart 87-årige tidligere EU-kommissionsformand (1985-1995) Jacques Delors fyrtårnene i det franske socialistparti i Den femte Republik. Samme Delors har gennem en årrække været en slags mentor for Hollande. Skal EU overleve – iflg. Delors – er en føderalstat og en ny vækstmotor fundamentale nødvendigheder.
Forstår den nyvalgte EU-venlige (trods alt) præsident disse udsagn i sin yderste konsekvens, kan han overraske ikke bare Frankrig, men også omverdenen positivt. Imodsat fald kan det blive starten på ikke bare Euroen, men også EUs opløsning og noget meget mere tåget og uforudsigeligt i dette og de næste årtier, eftersom ej heller Tyskland er stærk nok solo til at løfte EU eller værre – på længere sigt i dette århundrede alene klare den brutale konkurrence fra Asien og hele det amerikanske kontinent med sin aldrende befolkning.
Skæbnen har genereret, at der anno 2012 er valg til statschef-posten i adskillige af de betydende stater i verden. Således Rusland, Kina, USA og netop afholdt i Frankrig. Nye profiler og nye navne skal læres, ihvertfald foreløbig i Kina og Frankrig
Le futur est excitant!
Note:
Øv. foto: parisguiden.dk
Ned.foto: The Telegraph
Kilder: Information – Dagbladet Børsen samt private franske kilder
Gemt i Politik
Baggrund
I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.
Hovedrolleindehaveren Michelle Yeoh leverer en langt blødere profil i rollen, men gør det fremragende. Historien om den burmesiske ( eller myanmarske) Aung er en inderlig og fabelagtig historie fra et fjernt asiastisk land i det, vi danskere kalder for Bagindien. Filmen romantiserer vel rigeligt i såvel hendes blidhed som hendes forhold til omgivelserne, herunder sin ægtemand professor Michael Aris og deres to fælles teenagedrenge hjemme i Oxford. Ligeledes har det været fremført af kendere, at ægtemanden Michael Aris fremstilles forkert som en noget vattet britisk professor i stedet for en stærk maskulin modpol til Aung. Andre vinkler på dette forhold er naturligt hendes komplekse beslutning om at blive i Burma, medens hendes ægtemand udåndede på et hospice i Oxford på sin 53-års fødselsdag (prost. cancer).
De buddhistiske munke og deres holdninger samt militærets skånsesløse nedslagtning af nogle af dem (2007) er naturligt medtaget i en sekvens.
Der er mange spændende naturscener. Ligeledes nogle absolut barske som f.eks. fra Burma/Myanmars største fængsel Insein, hvis omgivelser og menneskesyn vil få den danske kriminalforsorg til at minde om Hilton hotel-koncernen. De stålsatte burmesiske generaler og befalingsmænd illuderes med en temmelig tydelighed, der kan virke overdrevet for en vesterlænding. I en stærk kontrast er filmens hovedperson omgivet næsten fra start til slut af de klassiske fire buddhistiske dyder: vilje – indstilling – vedholdenhed – visdom.
Refleksion
I 2010 kom den danske dokumentarfilm “Aung San Suu Kyi – Lady of No Fear” (instruktør Anne Gyrithe Bonne og producer Helen Ulsteen). Denne dokumentarfilm vinkler den fabelagtige Aung noget anderledes og formodentlig mere realistisk som bl.a. en veluddannet (Oxford-UK) og viljefast kvinde, der absolut besad en kærlighed til sin nære familie, men også besad det gen, der gjorde hendes far general Aung San berømt i Burma. Samme far, der i 1947 forhandlede en fred hjem med Storbritannien og i det efterfølgende forløb blev myrdet af rivaler.
“Det politiske gen” kan optræde i forskellige forklædninger, meget af afhængig af landområde, kultur, religion og traditioner. Set fra en vesterlandsk tilskuerplads ses paralleller til f.eks. Indira Gandhi (Indien) og Benazir Bhutto (Pakistan). Enhver, der har fulgt deres karrierer til de respektive attentater kan se de mange lighedstegn; dog har Aung overlevet (indtil nu) og hendes plads i det nylagt valgte parlament i Yangun (Rangoon) står klar.
Blogejeren har været gift med en asiatisk officersdatter og i den forbindelse gennem to årtier i forskellige varianter oplevet asiatiske mindretals holdninger og ikke mindst nærmest kompromisløse indstilling til begrebet “modstand”. Dette har været stærkt medvirkende til, at der “åbnede sig et særligt vindue” ifm. Nobeloverrækkelsen i Oslo en decemberdag anno 1991 på Oslos rådhus. – Siden er “The Lady” blevet fulgt via inden- og udenlandske medier, hvor det var muligt.
Modsat hendes to sammenligninger (Gandhi og Bhutto), er den sidste linie på CVet hos den nu 65-årige Aung San Suu Kyi ikke skrevet endnu. Den stadig nydelige burmeser/myanmarer synes fortsat at rumme nogle kapitler og måske en ny film. Nogle sammenligner hende med den indiske sagfører, politiker og fredsaktivist Gandhi, andre med Afrikas største statsmand – stadig nulevende – Nelson Mandela. Fællesnævnerne er “politisk idealisme – personligt mod – fabelagtig viljestyrke”.
Orkideen er en inderlig sart og smuk blomst. Det samme er Aung San Suu Kyi – også, men i en helt særlig art. En realistisk botaniker – samt x milllioner andre betragtere – ville nok præcisere hendes personlighed som
Stålorkideen
Note:
Youtube-trailer: http://www.youtube.com/watch?v=SMYAzQC3UjI
Gemt i Filmanmeldelse
