Archimedes og Helena

Lad os overstå det kedelige og faktuelle først:

“Archimedes’ lov, siger, at når et legeme helt eller delvis nedsænkes i en væske, taber det lige så meget i vægt, som den fortrængte væskemængde vejer.”

De fleste af os husker det med blandede følelser fra vores barndoms fysik (og kemi-)timer.  Fysikken i dette indlæg er imidlertid relateret sig til dyreriget, nærmere bestemt græske landskildpadder.

En aktuel og recidiverende TV-reklame med en vandrende landskildpadde fik blogejeren til at gå i barn- og ungdommens tænkeboks. ;-)

Zoologiske overvejelser

Alle læsere har trods meningsforskelle en eneste ting tilfælles: Vi har alle være børn engang. Det gælder også blogejeren i en inderlig fjern fortid. Mange børn får opfyldt et ønske – enten naturligt eller gennem vedvarende plageri af de voksne – om at få et dyr. Hunde og katte er øverst på scorelisten. Det var de også hos blogejeren, dengang i en lille udgave.

Men nej – det blev afvist af matrikelejerne. Ikke fordi foderudgifterne ville ruinere husholdningsbudgettet, men altid med den undskyldning (?), at “man blev så afhængig af sådanne nogle firbenede dyr!”.

Mange af blogejerens voksne familiemedlemmer var det, som nogle kalder for “hjemmefødninge”.  At opleve andre lande og byområder, hvadenten disse befandt sig i det sortsværtede Ruhr-distrikt eller en uforskammet lækker solskinsplet på en caribisk ø, interesserede ikke “de voksne”. Samme persongruppe var flydende i flere sprog, men foretrak at holde denne kompetence hjemme i Dannevang, enten i selskabelige sammenhænge eller i selskab (eller duel) med en bog eller en kryds og tværs m.m.; helt modsat blogejeren, da han fik sit eget pas.

Denne manglende rejselyst og glæde ved “Domus” kunne nok retfærdiggøre, at det ikke blev en kolossal belastning med en hund eller en kat, tænkte den lille blogejer, men barnlig logik vejede ikke tungt i beslutningsprocesserne. ;-)

Blogejerens moder var en livslang fugleelsker. Derfor skortede det ikke på alternative tilbud om alskens fuglearter til at “pynte op” i drengeværelset. Men den lille blogejer brød sig ikke om det svineri og de evindelig og høje hvine-/piplyde, uanset hvor smukke farverne var og uanset om en papegøje med sin begavelse kunne have løftet den lille blogejers intellektuelle og/eller lingvistiske niveau osv.osv. :-)

Kompromiset blev i starten akvariefisk. Men hvor interessant deres farver end var, hvor smukt et akvarie kan se sig ud, hvor stille dyrene er – ja, så rummede de ikke det interaktive behov mellem dyr og menneske, som blogejeren (og mange andre børn) efterspurgte/-spørger.  Derfor “forhandlede” den lille blogejer sig frem til noget mere terrængående, nemlig en græsk landskildpadde, der dengang kunne importeres uden problemer.

Archimedes

Det blev til flere gennem årene, da det danske klima og den forholdsvis ensartede kost ikke just forlængede deres levetid. På et tidspunkt – skal retfærdigvis nævnes – blev den lille blogejers lommepenge-donation midlertidig pristalsreguleret, så han også kunne forsøge sig med sumpskildpadder.  Men selvom disse blev passet i et kønt lille bassin med en plastikpalme, døde de hurtigt. Måske var det plastikpalmens skyld, måske kosten osv. 😉

Men der var en undtagelse, nemlig den græske landskildpadde Archimedes.  Han var stor og stærk ligesom modelskildpadden på illustrationen. Han var aktiv i de efterhånden flere frederiksbergske lejligheder af forskellig størrelser, som han kom til at opleve. Archimedes fulgte med i blogejerens unge år, i hans egne nye lejligheder og til sidst i hans sommerhus.

Flere af blogejerens quindelige bekendte, hvoraf nogle blev mere end det, var aldrig jaloux på Archimedes.  Sikkert heller ikke omvendt; ihvertfald fungerede han-skildpadden upåklageligt trods urovækkende quindelige elementer indimellem. Et af disse fruentimmere foreslog, at også Archimedes “skulle være lykkelig” eller omskrevet: “skulle have en hun-skildpadde”.

Således blev det. I Lyngby Storcenter lå en dyreforretning (ligger der vist endnu) ;-) .  Her var ved ihærdig og systematisk ringen-rundt-til-dyreforretninger-i- Storkøbenhavn indkredset, at dyrehandleren havde en hun-skildpadde (græsk) af et passende antal leveår.  For ikke at rode for meget rundt i den græske mytologi – og Archimedes var sikkert også inderligt ligeglad – valgte blogejeren at kalde hende Helena.

Den feminine udlængsel

Sommeren 1979 var vejrmæssigt langt mere ustabil end den smukke 1978-sommer. Om det var meteorologiske påvirkninger eller at Helena var tæt på sin skildpadde-menopause, forbliver et evigt mysterium. Ihvertfald – under en iøvrigt balsamisk sommerweekend mellem blogejeren og hans daværende nære partnerske – gik Helena amok på Archimedes, der gennem mange år havde været vant til en anderledes respektfuld, regelmæssig og skildpadde-venlig hverdag på de frederiksbergske matrikler (og i sommerhuset).

Til dyreelskere, ph.d´er i skildpadder o.lign. skal præciseres, at der var bygget et omhegnet ude-areal til de to græske landskildpadder, så de også følte, at de “boede på landet”.

“Når nu blogejeren var lykkelig, skulle Archimedes også være det!”, sådan cirka var tankerne på det tidspunkt og skildpadder er nemme at passe; kosten er rimelig enkel og de larmer ikke. Man skal ikke lufte dem i det danske ustabile vejr og de svarer aldrig igen på den uforskammede måde, som f.eks. nogle mennesker kan gøre.   Flere større beslutninger i blogejerens yngre liv blev truffet i en sær artificiel nærmest overjordisk forståelse med Archimedes.

Afslutning

Det hele endte i et sandt kaos. Helena flygtede ved at grave sig ud under hegnet, men blogejeren fik fat i hende på den nærliggende grusvej og det var ikke pæne, zoologisk-venlige tillægsord, der flød mod Helenas skildpaddeører, indtil hun blev sat ned i skildpaddegården sammen med efterhånden noget nervøse Archimedes.

Da blogejeren med sin yderst let påklædte feminine ledsager kom ud næste morgen, var Helena igen forsvundet ved at grave sig ud et andet sted.  Archimedes havde skrammer.  Han kom efterfølgende i behandling hos en dyrlæge.  Archimedes døde fredfyldt året efter og blev begravet på et “hemmeligt sted”; måske skulle han være forblevet ungkarl – har blogejeren mange gange efterfølgende bebrejdet sig selv, hjulpet af en god fransk rødvin fra Skjold (Burne).

Siden den oplevelse har blogejeren aldrig spist forloren skildpadde m/u sherry…..det kunne jo være Helena….ik´ sandt! ;-)

Note: 

Foto: Olesen – Peter Hove

Reklamer

6 kommentarer

Filed under Personligt

6 responses to “Archimedes og Helena

  1. #.ehu
    Der røg så een af kommentatorens illusioner – illusionen og at være nogenlunde habil ingen for fysikkens verden – har altid troet at “Archimedes’ lov” hed “at når man nedsænker et legeme i vand, så ringer telefonen”… 😉

    Stakkels “Archimedes’, der i en sen alder skulle erfare på den hårde måde at kvindeligt selskab ikke er risikofrit… 😉

    Som landeligt opdraget så har alverdens forskellige dyr altid været en del af tilværelsen – til stort behag og fornøjelse – hunde, katte, nymfeparakit og fedekalve – det sidste skyldes at i stedet for lommepenge så fik den “grimme ælling” en lille nyfødt fedekalv – øvelsen gik så ud på at ved hjælp af en række pligter måde før skoletid og efter – at ‘købe’ foderet til denne fedekalv – når så fedekalven efter en 6’7 månder var vokset sig stor og fed – ja så blev den efter grundige forhandlinger (i starten overvåget af den “gamle general” siden på egen hånd) med den lokale handelsmand solgt til slagtning – så det blev i alt til 5-6 opfedningsprojekter – så var der højvande i kassen – og faktisk også mange sjove oplevelser med et lidt større kæledyr der alle var meget skikkelige – men de havde det nu også godt… 😉

    Mit nuværende kæledyr er en yorkshireterrier på 14½ år – en meget berejst ‘dame’ der faktisk kan gø på både tysk, dansk, fransk og engelsk – den har nemlig sine rejseformalia i orden og har været med på de ture der var af længere varighed og hvor tilladelsen gjaldt ellers har den taget på kurophold hos kommentatorens forældre – hvor den lille ‘dame’ har et meget godt tag på deres lidt større hunde… 😉

    Måske ‘Archimedes’ havde foretrukket en hængekøje hængt op mellem plastpalmerne fremfor at blive ‘pålemret’ med kvindeligt selskab… ‘hahaha’

  2. @Le Drake Noir#171211-2145:

    Det sidste afsnit først: Oprigtigt talt er det præcist ramt…..skildpaddelogik, så selv den mest belæste (og belastede) zoolog ville nikke anerkendende og ile ned i den lokale Skjold Burne butik efter en dram for at understrege rigtigheden .

    Archimedes havde – ligesom hans zoologiske efterfølger perserhankatten Basil – en drømme-liv. Snotforkælet – eget værelse – regelmæssige dyrlæge-konsultationer osv.osv. – blogejeren er en stor dyreelsker og de to nævnte har stået hans hjerte nær gennem mange år.

    Og lad det være sagt meget hurtigt: Blogejeren kunne sagtens “falde for” en Yorkshire-terrier – sagtens! De er vidunderlige!

    Man(d) forestiller sig, at kommentatorens feminine 14,5 årige har fået maltrakteret sit hundepas af “EU-stempler” grundet de mange rejser, som kommentatoren har foretaget over tid; alternativt passet og luftet af familie, venner, quinder o.lign.

    Såfremt kommentatoren også har nogle heste i en stald på Samsø, må han endelig huske at erhverve et pas til dem pr. 01.01.12. 😉 – En blogkollega i Region Midtjylland er blevet bekræftet i dette juridiske forhold grundet hendes hippologiske interesse. 😉

  3. #.ehu
    Næh der står ingen krikker på Kattegat’s perle on venter – det var den noget yngre lillesøster’s afdeling – kommentatoren blev dog hjemkaldt til assistance når krikkerne skulle tilrides – andrikker er meget meget mere vedholdende end genstridige halvsblods – og stort set umulige at ryste af hesteryggen – søsteren havde godt nok også temperament, men de heste hun gerne ville har havde mere og troede i starten at de bestemte… 😉

  4. @ledrakenoi#171211-2233:

    Blogejerens sydlige (og glimrende) nabo (jævnaldrende med kommentatoren) er gammel garderhusar. Hans kompetencer udi hippologien strækker sig til diverse undervisning på Vestfyn, så ungmøer m.fl. kan have glæde af hestens fysik og bevægelser i den friske vestfyenske luft.

    Kommentatorens nærmest Wild West-agtige kompetencer tyder på, at d´herrer kunne få en hippologisk dialog; men papirarbejdet med hestepas m.m. skal naturligvis iagttages (si´ r den gamle embedsmand). 😉

    “Kattegats perle” – nogle Læsø- og Anholt-beboere ville nok rynke lidt med pandelapperne. Blogejeren har besøgt Samsø 2 gange i forskellige anledninger, begge gange i 1 kvartal. – Det kunne måske være en god idé at gense “Kattegats perle” under lidt mere klimatisk venlige forhold, som f.eks Læsø blev nydt en smuk forårsdag for nogle år siden, hvor lejebilen bragte blogejeren rundt på den særegne “saltø”. – Anholt er stadig på “to-do-listen”.

    • #.ehu
      Det var i gymnasietiden, der på kollegiet, et evigt diskussionsemne mellem de der boende læsøboere og samsingere – om Læsø eller samsø var størst – påstanden fra de sidste om at Læsø sikker var størst af de 2 øer ved lavvande – vakte ikke begejstring hos de første… 😉

      Kommentatoren var for stor, altså i højden til at blive garderhusar og til den gamle “general”s ærgerelse valgte kommentatoren ikke at ‘nøjes’ med at blive garder – på trods af et mega meget lille nummer udtrukket ved sessionen, så der var frit valg på alle hylder… 😉

      Heste er til tøser… ‘hahahahahaha’

  5. @Le Drake Noir#181211-1840:

    Havde Achimedes stadig levet, ville han have undret sig over første afsnit. Så det vender vi tilbage til om lidt, som studieværterne siger.

    Det noteres, at 1,89 m var for højt som garderhusar. Min nabo er cirka på min højde – dvs. 1,80-1,82. Og hans beretninger fra hans mange undervisningstimer på diverse matrikler understreger så sandelig kommentatorens sidste sentens om “tøser”.

    Archimedes ville have tænkt, at Læsø-boere ville studere på AAC (indviet i 1974), men blogejeren ville have fortalt ham, at kommentatorens studiekammerater fra Læsø søgte merkantile-/økonomiske fakulteter/akademier, som kun på den tid ( 1980erne) fandtes i Aarhus. 😉

    Og ja – et aktuelt internet-opslag fortæller, at Læsø er en anelse større end Samsø; til gengæld bor der nærmest dobbelt så mange mennesker på (den smukke) Samsø.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s