Baggrund

I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.

Den karismatiske Suu Kyis politiske engagement bliver vakt til live, og hun bliver hurtigt talskvinde for oprørsbevægelsen. Det totalitære styre slår hårdt ned på kritiske røster, og som symbolet på oppositionen anbringes Suu Kyi i husarrest i mere end 15 år uden mulighed for at se sin familie. Hendes navn bliver forbudt i offentligheden og hun bliver kendt som ‘The Lady from Rangoon’. Spærret inde i sit barndomshjem kæmper Suu Kyi en ensom kamp for at opretholde håbet om at gense sin familie og troen på at skabe et frit og demokratisk Burma. Aung San Suu Kyi modtog Nobels Fredspris in absentia i 1991 og stiller op til parlamentsvalget i Burma i april 2012.

 

 

 

 

 

Filmen The Lady

Filmen er en “biopic” (filmisk biografi). Den franske filmskaber Luc Besson er efterhånden verdenskendt som filmmager. Nogle biografatleter vil erindre Det femte element (1997), Nikita (1990), Leon (1994), Jeanne d´Arc (1999) m.fl. Denne 53 årige franske instruktør står bag filmen. Som ved hans andre film er musikken lagt i nodehæftet hos den også ret kendte og musikalsk spændende franske Eric Serra. Luc Besson (til pressen): “Jeg blev meget bevæget af denne kvindes historie. En historie, som jeg fandt ud af, jeg intet kendte til. Pressen fremstiller hende generelt som et hårdt menneske og kalder hende “stålorkideen”. Hun har bare elsket sin mand og sit land utroligt højt. Aung San Suu Kyi var oppe mod 200.000 soldater. Hun vejer 50 kg og er helt alene. Hun har holdt stand i 30 år. Hvilket andet våben kunne have haft sådan effekt? Hendes våben er det stærkeste nogensinde!”

Hovedrolleindehaveren Michelle Yeoh leverer en langt blødere profil i rollen, men gør det fremragende. Historien om den burmesiske ( eller myanmarske) Aung er en inderlig og fabelagtig historie fra et fjernt asiastisk land i det, vi danskere kalder for Bagindien. Filmen romantiserer vel rigeligt i såvel hendes blidhed som hendes forhold til omgivelserne, herunder sin ægtemand professor Michael Aris og deres to fælles teenagedrenge hjemme i Oxford. Ligeledes har det været fremført af kendere, at ægtemanden Michael Aris fremstilles forkert som en noget vattet britisk professor i stedet for en stærk maskulin modpol til Aung. Andre vinkler på dette forhold er naturligt hendes komplekse beslutning om at blive i Burma, medens hendes ægtemand udåndede på et hospice i Oxford på sin 53-års fødselsdag (prost. cancer).

De buddhistiske munke og deres holdninger samt militærets skånsesløse nedslagtning af nogle af dem (2007) er naturligt medtaget i en sekvens.

Der er mange spændende naturscener. Ligeledes nogle absolut barske som f.eks. fra Burma/Myanmars største fængsel Insein, hvis omgivelser og menneskesyn vil få den danske kriminalforsorg til at minde om Hilton hotel-koncernen. De stålsatte burmesiske generaler og befalingsmænd illuderes med en temmelig tydelighed, der kan virke overdrevet for en vesterlænding. I en stærk kontrast er filmens hovedperson omgivet næsten fra start til slut af de klassiske fire buddhistiske dyder: vilje – indstilling – vedholdenhed – visdom.

Refleksion

I 2010 kom den danske dokumentarfilm “Aung San Suu Kyi – Lady of No Fear” (instruktør Anne Gyrithe Bonne og producer Helen Ulsteen). Denne dokumentarfilm vinkler den fabelagtige Aung noget anderledes og formodentlig mere realistisk som bl.a. en veluddannet (Oxford-UK) og viljefast kvinde, der absolut besad en kærlighed til sin nære familie, men også besad det gen, der gjorde hendes far general Aung San berømt i Burma. Samme far, der i 1947 forhandlede en fred hjem med Storbritannien og i det efterfølgende forløb blev myrdet af rivaler.

“Det politiske gen” kan optræde i forskellige forklædninger, meget af afhængig af landområde, kultur, religion og traditioner. Set fra en vesterlandsk tilskuerplads ses paralleller til f.eks. Indira Gandhi (Indien) og Benazir Bhutto (Pakistan). Enhver, der har fulgt deres karrierer til de respektive attentater kan se de mange lighedstegn; dog har Aung overlevet (indtil nu) og hendes plads i det nylagt valgte parlament i Yangun (Rangoon) står klar.

Blogejeren har været gift med en asiatisk officersdatter og i den forbindelse gennem to årtier i forskellige varianter oplevet asiatiske mindretals holdninger og ikke mindst nærmest kompromisløse indstilling til begrebet “modstand”. Dette har været stærkt medvirkende til, at der “åbnede sig et særligt vindue” ifm. Nobeloverrækkelsen i Oslo en decemberdag anno 1991 på Oslos rådhus. – Siden er “The Lady” blevet fulgt via inden- og udenlandske medier, hvor det var muligt.

Modsat hendes to sammenligninger (Gandhi og Bhutto), er den sidste linie på CVet hos den nu 65-årige Aung San Suu Kyi ikke skrevet endnu. Den stadig nydelige burmeser/myanmarer synes fortsat at rumme nogle kapitler og måske en ny film. Nogle sammenligner hende med den indiske sagfører, politiker og fredsaktivist Gandhi, andre med Afrikas største statsmand – stadig nulevende – Nelson Mandela. Fællesnævnerne er “politisk idealisme – personligt mod – fabelagtig viljestyrke”.

Orkideen er en inderlig sart og smuk blomst. Det samme er Aung San Suu Kyi – også, men i en helt særlig art. En realistisk botaniker – samt x milllioner andre betragtere – ville nok præcisere hendes personlighed som

Stålorkideen

Note:

Youtube-trailer: http://www.youtube.com/watch?v=SMYAzQC3UjI