Category Archives: Filmanmeldelse

 

Baggrund

I 1988 rejser Aung San Suu Kyi (Michelle Yeoh) fra Oxford, hvor hun har boet i mange år, til hjemlandet Burma for at besøge sin syge mor. Landet er i oprør, fordi den siddende General Ne Win er trådt tilbage, og gaderne er fyldt med demonstranter, der kræver demokratiske reformer. Folkets stemme bliver holdt nede med vold og trusler af militærjuntaen, der nægter at opgive magten.

Den karismatiske Suu Kyis politiske engagement bliver vakt til live, og hun bliver hurtigt talskvinde for oprørsbevægelsen. Det totalitære styre slår hårdt ned på kritiske røster, og som symbolet på oppositionen anbringes Suu Kyi i husarrest i mere end 15 år uden mulighed for at se sin familie. Hendes navn bliver forbudt i offentligheden og hun bliver kendt som ‘The Lady from Rangoon’. Spærret inde i sit barndomshjem kæmper Suu Kyi en ensom kamp for at opretholde håbet om at gense sin familie og troen på at skabe et frit og demokratisk Burma. Aung San Suu Kyi modtog Nobels Fredspris in absentia i 1991 og stiller op til parlamentsvalget i Burma i april 2012.
 
 
 
 
 
Filmen The Lady
Filmen er en “biopic” (filmisk biografi). Den franske filmskaber Luc Besson er efterhånden verdenskendt som filmmager. Nogle biografatleter vil erindre Det femte element (1997), Nikita (1990), Leon (1994), Jeanne d´Arc (1999) m.fl. Denne 53 årige franske instruktør står bag filmen. Som ved hans andre film er musikken lagt i nodehæftet hos den også ret kendte og musikalsk spændende franske Eric Serra. Luc Besson (til pressen): “Jeg blev meget bevæget af denne kvindes historie. En historie, som jeg fandt ud af, jeg intet kendte til. Pressen fremstiller hende generelt som et hårdt menneske og kalder hende “stålorkideen”. Hun har bare elsket sin mand og sit land utroligt højt. Aung San Suu Kyi var oppe mod 200.000 soldater. Hun vejer 50 kg og er helt alene. Hun har holdt stand i 30 år. Hvilket andet våben kunne have haft sådan effekt? Hendes våben er det stærkeste nogensinde!”

Hovedrolleindehaveren Michelle Yeoh leverer en langt blødere profil i rollen, men gør det fremragende. Historien om den burmesiske ( eller myanmarske) Aung er en inderlig og fabelagtig historie fra et fjernt asiastisk land i det, vi danskere kalder for Bagindien. Filmen romantiserer vel rigeligt i såvel hendes blidhed som hendes forhold til omgivelserne, herunder sin ægtemand professor Michael Aris og deres to fælles teenagedrenge hjemme i Oxford. Ligeledes har det været fremført af kendere, at ægtemanden Michael Aris fremstilles forkert som en noget vattet britisk professor i stedet for en stærk maskulin modpol til Aung. Andre vinkler på dette forhold er naturligt hendes komplekse beslutning om at blive i Burma, medens hendes ægtemand udåndede på et hospice i Oxford på sin 53-års fødselsdag (prost. cancer).

De buddhistiske munke og deres holdninger samt militærets skånsesløse nedslagtning af nogle af dem (2007) er naturligt medtaget i en sekvens.

Der er mange spændende naturscener. Ligeledes nogle absolut barske som f.eks. fra Burma/Myanmars største fængsel Insein, hvis omgivelser og menneskesyn vil få den danske kriminalforsorg til at minde om Hilton hotel-koncernen. De stålsatte burmesiske generaler og befalingsmænd illuderes med en temmelig tydelighed, der kan virke overdrevet for en vesterlænding. I en stærk kontrast er filmens hovedperson omgivet næsten fra start til slut af de klassiske fire buddhistiske dyder: vilje – indstilling – vedholdenhed – visdom.

Refleksion

I 2010 kom den danske dokumentarfilm “Aung San Suu Kyi – Lady of No Fear” (instruktør Anne Gyrithe Bonne og producer Helen Ulsteen). Denne dokumentarfilm vinkler den fabelagtige Aung noget anderledes og formodentlig mere realistisk som bl.a. en veluddannet (Oxford-UK) og viljefast kvinde, der absolut besad en kærlighed til sin nære familie, men også besad det gen, der gjorde hendes far general Aung San berømt i Burma. Samme far, der i 1947 forhandlede en fred hjem med Storbritannien og i det efterfølgende forløb blev myrdet af rivaler.

“Det politiske gen” kan optræde i forskellige forklædninger, meget af afhængig af landområde, kultur, religion og traditioner. Set fra en vesterlandsk tilskuerplads ses paralleller til f.eks. Indira Gandhi (Indien) og Benazir Bhutto (Pakistan). Enhver, der har fulgt deres karrierer til de respektive attentater kan se de mange lighedstegn; dog har Aung overlevet (indtil nu) og hendes plads i det nylagt valgte parlament i Yangun (Rangoon) står klar.

Blogejeren har været gift med en asiatisk officersdatter og i den forbindelse gennem to årtier i forskellige varianter oplevet asiatiske mindretals holdninger og ikke mindst nærmest kompromisløse indstilling til begrebet “modstand”. Dette har været stærkt medvirkende til, at der “åbnede sig et særligt vindue” ifm. Nobeloverrækkelsen i Oslo en decemberdag anno 1991 på Oslos rådhus. – Siden er “The Lady” blevet fulgt via inden- og udenlandske medier, hvor det var muligt.

Modsat hendes to sammenligninger (Gandhi og Bhutto), er den sidste linie på CVet hos den nu 65-årige Aung San Suu Kyi ikke skrevet endnu. Den stadig nydelige burmeser/myanmarer synes fortsat at rumme nogle kapitler og måske en ny film. Nogle sammenligner hende med den indiske sagfører, politiker og fredsaktivist Gandhi, andre med Afrikas største statsmand – stadig nulevende – Nelson Mandela. Fællesnævnerne er “politisk idealisme – personligt mod – fabelagtig viljestyrke”.

Orkideen er en inderlig sart og smuk blomst. Det samme er Aung San Suu Kyi – også, men i en helt særlig art. En realistisk botaniker – samt x milllioner andre betragtere – ville nok præcisere hendes personlighed som

Stålorkideen

Note:

Youtube-trailer: http://www.youtube.com/watch?v=SMYAzQC3UjI

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Filmanmeldelse

The Iron Lady

Storbritannien har leveret tre premierministre siden 2. verdenskrig, der aldrig vil blive glemt. Det bør erkendes af enhver, hvadenten denne eller disse er enige eller uenige i disse politikeres holdninger. De tre personligheder, herunder viljer og ego´ers (anseelige) størrelser samt deres – lejlighedsvise – store visioner og resultater giver rammerne om deres konstante faktor i såvel den britiske som verdenshistorien.

De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 – 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis

Margaret Thatcher

The Iron Lady

Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Er filmen god? – Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.

IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.

Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren – den gale/geniale (vælg selv) – Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. – Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival – mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.

Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.

Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.

Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.

Refleksion

Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.

Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.

Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.

Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.

Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis – in real life – nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere – den aktuelle David Cameron – forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.

Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).

Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt ;-) )større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.

“Mr. President” siges – modsat sine forgængere – ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. – Men – indrømmet – han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.

Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!

Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia – direct port!”

 

 

 

Bonusinfo:

Milestones for Margaret Thatcher pr. dato

1925 – Født i købstaden Grantham, Lincolnshire, Storbrit. som Margaret Hilda Roberts (datter af en købmand)

1943 – Optaget på Oxford University – kemistudie

1950 – Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber

1951 – Gifter sig med (den velhavende) forretningsmand Denis Thatcher

1953 – Bliver mor til tvillingerne Carol og Mark

1959 – Kommer ved valget i det britiske parlament

1970 – Minister for undervisning og videnskab

1975 – Vælges som partileder for de Konservative

1979 – Storbritanniens første kvindelige premierminister

1981 – Kraftige raceuroligheder især i de større britiske byer

1982 – Falklands-krigen

1984 – Den irske undergrundshær I(rish) R(epublican) A(rmy) mislykkes med en terrorbombe mod hende

under de Konservatives årskonference i Brighton

1990 – Træder tilbage som premierminister efter pres fra fraktioner i de Konservative

1992 – Sæde i det britiske overhus “House of Lords”

2002 – Efter flere hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligheden

2003 – Hendes ægtemand Denis Thatcher (f. 1915) dør (bugspytkirtel cancer) efter 52 års samliv

2012 – Dement – lever et tilbagetrukket liv i London

 

 

Grantham, Lincolnshire. UK

Grantham er lille, klassisk britisk by med mange hyggelige pubber og kroer. Angel & Royal siges at være den ældste såkaldte ”Inn” i England, ikke mindre end syv konger har boet her siden 1200-tallet. Charles Dickens og Daniel Defoe var også hyppige gæster.

Oxford University, UK

Universitetet i Oxford påstås at være verdens ældste. Kendte personligheder er uddannet her, bl.a. Margaret Thatcher, Bill Clinton, Indira Gandhi og Oscar Wilde. Universitetsmuseet er åbent for publikum, og her kommer ikke mindre end 1 millioner besøgende om året. Blogejeren kan varmt anbefale et besøg i byen, selvom inspector Morse (alias John Thaw – (1942 – 2002) og hans vidunderlige Jaguar Mark II) ikke længere eksisterer. ;-)

Links:

The Iron Lady – trailer

Oscar vinder 2012

Anmeldelse af bogen The Iron Lady – The Thatcher Years – Politiken 25/02/12

Margaret Thatcher Foundation

Note:

Næste uges planlagte indlæg “Jeg er Zlatan Ibrahimovic”

28 kommentarer

Filed under Filmanmeldelse

Dame, Konge, Es, Spion

“You won, George!”……”Did I?…” – replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef “Karla” var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det – om muligt – endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde – enten i bogen – eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS).

Det påstås, at “Karla” var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf. Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu “The Cambridge Five”, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.

I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum.

Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.

30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet

 

Handlingen i “pitch-essens”.

London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til ‘muldvarpen’. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Smiley-historik

Smiley optræder i otte bøger, men er ligesom stilen endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Han svæver over vandene i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking-Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Selve Quest for Karla-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion), The Honorable School Boy (1977, Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller). (Weekendavisen)

Filmoplevelse anno 2012

I en lettere udvidet version af ”pitch-essensen” ovenfor opleves The Circus (efterretningstjenestens bygning) i London ved Cambridge Circus (ikke langt fra Covent Garden) som centeret for det britiske secret service. (I virkeligheden lå den “rigtige” bygning for MI6 på sydsiden af Themsen i bydelen Lambeth og blev kaldt Century House).

Apropos geografien er sceneriet primært henlagt til London, Budapest samt Istanbul. Ikke nogle dårlige valg, især hvis biografgængeren selv har oplevet disse byer mere end et par minutter (som blogejeren).

En mission mislykkedes, da en britisk agent Jim Prideaux (Mark Strong) bliver sendt til Budapest for at få oplysninger om en sovjetisk agent (mulvarp) i den britiske Secret Service top. Chefen “Control” (John Hurt) mister sin post og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig. Han efterlader sine 4 souschefer Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Roy Bland (Ciarán Hinds) og Toby Esterhase (dansk-svenske David Dencik) om at afklare og opryde hele fadæsen samt genoprette tjenestens stabilitet.

Det er nogle af Storbritanniens absolut tunge drenge, der er hentet ind på rollelisten. Bill Haydon i skikkelse af Colin Firth og Controllen i skikkelse af gamle, stadig vidunderlige John Hurt er begge – forskellige som de er – betagende. Og så glæder det enhver dansker at kunne sige – det samme er David Dencik i rollen som britisk-ungarnske spion Toby Esterhase. Han illuderer på fremragende vis magyarerens ofte splittede folkesjæl stortset altid med et lettere boblende lag af depressiv tragik. For dem, der har oplevet (nu 87-årige) Bernard Hepton i TV-rollen som Toby Esterhase anno 1982, var det næsten umuligt at forestille sig, at nogle kunne matche hans præstation. I udvalgte scener næsten overtrumfede Hepton (især i de schweiziske scenerier fra Bern) selveste Guinness. Mageløst! – Og ja – der må vente David Dencik noget stort med tiden.

Instruktionen af denne europæiske samproduktion er lagt i hænderne på den svenske Tomas Alfredson. Der er i filmen skruet meget ned for bogens (og BBC-TV-seriens) jargon a la honningfælder og babysittere. Selvfølgelig er romanen af John Le Carré fulgt, men langt fra slavisk. I genkommende flashback opleves f.eks. en julefest mange år tidligere (1950erne?) for næsten at betone the good old days in Secret Service. I et af de sidste flashback fra julefesten genkendes forøvrigt John LeCarré som statist. Sidstnævnte giver minder til “Inspector Morse”, hvor seriens forfatter Colin Dexter altid optrådte som statist.

Mangler filmen noget? Ja, det er beklageligt, at George Smiley´s semi-nymfomaniske og velaflagte hustru Ann ikke ses i en synlig rolle.

For biografgængere, der foretrækker hurtige biler, Heckler og Koch-skydevåben i manisk aktivitet, sensuelle nougatfarvede quinder i opslidsede cocktailkjoler med tatoveringer på uartige steder samt gorilla-lignende 2-meter mænd med kulsorte bælter (10 dan) i samtlige asiatiske kampsportsgrene – lad vær med at købe billet.

For biografgængere, der foretrækker underspillede karakterroller, der appellerer til tilskuerens hjernefunktion i forsøgsvis dechiffrering af indforståede og flerlags-agtige svig og plots, mageløse mimiske artisterier, kostskoledrenge alias knudemænd med barndommens traumer emballeret i akademiske eksamensbeviser båret i den imaginære rygsæk støttet op af indestængte ambitioner, tåge såvel inden- og udenfor, nikotinfarvede lædermøblerede kontorer, sindrige gangsystemer og ofte underspillede replikker, der serveres med et kraftigt drøs af desillusioneret menneskesyn – tøv ikke et nanosekund – køb billetten snarest mulig!

 

TVoplevelse anno 1982

Enhver læser, der erindrer start-1980erne med bare et minimum af bagage af livets rygsæk, husker BBC-TV-serierne med Alec Guinness, der over mange (men ikke for mange) afsnit lod os følge den akavede, intellektuelle, anti-Bondske spion George Smiley. Det gjaldt for Gensynet med Brideshead som for TV-serien med John Le Carré´s romaner om spionchefen George Smiley: Gaderne var tit øde, kun vilde katte, hundeluftere og diverse ignoranter anedes lejlighedsvis under gadelygternes ubarmhjertige lysskær.

Blogejeren erhvervede TV-indspilningerne om George Smiley ved sit seneste besøg i London for nogle år siden. De er blevet genset x antal gange. Hvorfor? – fordi det både er action, kunst og på set og vis virkelighed om en tid, som man nærmest skal have oplevet for at forstå.

Som forældre til nutidens +50 og +60 m.m. fortalte om 2. verdenskrig, dels i historik, dels i private oplevelser, forstod efterkrigstids-generationen aldrig helt dette. Det gælder måske også for næste generations afkom, der aldrig helt kan fatte “koldkrigs-tiden”. I sin yderste konsekvens kunne “koldkrigs-tiden” have aktiveret en endnu – uforståeligt eller ej – mere dødbringende krig end 2. verdenskrig.

Alec Guinness oplevede ikke bare 2. verdenskrig, men i sandhed også den efterfølgende kolde krig. Han fejrede store triumfer på såvel teaterscener som på film. Af TV-produktioner var rollen som George Smiley hans absolut ypperligste. Guinness tilhørte Storbritanniens daværende “BIG FIVE”.

The Big Five

Enhver safarijæger ved, at “The Big Five” er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Enhver psykolog(-interesseret) ved, at “The Big Five” er udadrettethed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed. Og enhver skuespilinteresseret, der bekender sig til britisk dramatik ved, at “The Big Five” var Laurence Olivier (1907-1989), Ralph Richardson (1902-1983), John Gielgud (1904 – 2000), Michael Redgrave (1908 – 1985) og Alec Guinness (1914 – 2000). Rækkefølgen i eksemplerne er tilfældige, som smagen er det hos den, der betragter, tænker, kvalificerer og udtaler indholdet af “The Big Five”.

De fem nævnte (afdøde) britiske skuespillere mestrede nærmest alt lige fra Shakespeares tunge repertoire over Harold Pinters geniale og psykologisk mættede samtidsdrama til det mest letbenede, hvor uforpligtende sex og grin var i ledtog med mere eller mindre kvalificerede tekster og (ikke mindst) andre skuespillere af begge køn, liv- og brystmål.

Refleksion

Det kan synes næsten umuligt (og forkert?) at sammenligne en TV-serie og en film, men samtidig er det næsten umuligt ikke at foretage den. Det samme gælder naturligvis hovedrolle-indehaverne.

Den 54-årige britiske skuespiller og instruktør Gary Oldman er rundet af den britiske (verdens bedste?) skuespiluddannelse. Hans roller har været mange, oftest har han begejstret med sin nærmest borderline-lignende intensitet og magnifikante accent-skift i forskellige roller. Får han en Oscar 2012 for bedste mandlige hovedrolle, bør det ikke undre. Hans nærmest “nedbremsede” diktion og mimik er i øjeblikke aldeles fremragende. Mange betragter Oscar-statuetten som verdens ypperligste pris, måske med rette, måske overdrevet.

Alec Guinness spillede TV-rollen som George Smiley i en anden tid, meget tættere på “virkeligheden”. Samtidige kunne (og gjorde det ) tænke sammenligningen med en af Storbritanniens spionchefer i “de kolde år”, nemlig Sir Maurice Oldfield. Netop i de år (start-1980erne) var den kolde krig dødensfarlig. Alec Guinness var også i den grad rundet af britisk skuespil-uddannelse. Han havde en lang og inderlig varieret karriere såvel på teater som film bag sig. Dertil kom, at han var ca. 10 år ældre end Oldman, da han spillede “George Smiley-rollen”.

“Smileys people” (en senere udgave af Dame, konge, es, spion) afsluttes ved en bro i Berlin. Replikskiftet, som startede dette indlæg, fortæller uendelig meget i al sin monumentale enkelthed. Det samme gør et af Alec Guinness yndlingsudsagn:

“Failure has a thousand explanations. Success doesn’t need one”

Successen er helt på plads hos Gary Oldman, måske som verdensmester (=Oscar), hvilket bringer Alec Guinness et lille skridt højere på den gyldne skammel med den i sjældne tilfælde i sportsverdenens anvendte metafor “over verdensklassen”.

Og medens vi således befinder os lettere højstemt i de øverste artificielle luftlag, lad så den verdensberømte 80-årige forfatter John Le Carré alias David Cornford få det sidste ord fra et interview (2011):

“For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog”.

Samme John LeCarré har udover 2 ægteskaber og 4 sønner på sit private CV ejerskab af nogle få kilometer af klippen ud mod Lands End med domicil i den lille by cornwallske by St. Buryan i det yderste sydvestlige hjørne af England. Forhåbentlig bidrager den friske atlanterhavsluft til flere velkomponerede sætninger ad futura.

Go´ fornøjelse til 2 timer og 7 minutters topunderholdning!

Note:

Næste uges planlagte indlæg har danske rødder og er anderledes “fængslende”

2 kommentarer

Filed under Filmanmeldelse

Gensynet med Helen

Mit første møde med Helen var lørdag d. 8 maj 1993. Hun virkede lettere træt og anonym og helt alene denne formiddag i København. Men ved den lejlighed gjorde et bestemt øjeblik, at hun sendte mig et ægte og meget varmt smil, der huskes. Årsagen er tidligere beskrevet i blogindlægget The Queen (link).

Så gik der 18 år og 5 måneder og nogle dage. Denne gang modtog København hende anderledes standsmæssigt.  Massiv presseopbud og rød løber. Medierne har flittigt refereret både igår og idag.

Datoen er den 18. oktober 2011. Stedet er kvalitetsbiografen i Københavns centrum, af mange kendt som Grand Teatret. Sceneriet er Vinderen af Nordisk Råds Filmpris 2011, der blev kåret mandag den 17. oktober af ingen ringere end en kendt britisk skuespillerinde.

Vinderen svenske Beyond baseret på romanen Svinalangorna havde instruktørdebutanten (og den kendte skuespillerinde) Pernilla August (foto ve.) og den svensk-indiske debutantmanuskriptforfatter Lolita Ray (foto højre) som spydspidser.

Prisoverrækkeren er en meget stor ynder af skandinavisk filmkunst samt også såkaldt smalle film. Sidstnævnte er interessant, eftersom dansk film økonomisk hiver efter vejret (vel ligesom så mange andre brancher).

Enhver, der denne oktober-eftermiddag i 2011 var få meter fra prisoverrækkelsens hovedrolleindehaver i den gamle hæderkronede Grand Teatret følte sig også som en vinder. Een af Storbritanniens i nutiden allerstørste skuespillerinder gæstede den lille københavnske strøgbiograf, ganske som andre (f.ex. Charlotte Rampling m.fl.) har gjort det i de senere år.

 

Helen havde taget sin mand, US-instruktøren Taylor Hackford med denne gang til Wonderful Copenhagen. En stor maskulin mand – rolig som klippe – en balance til den mere sensible Helen.

 

I 2007 fik hun fortjent den ultimative største filmpris – Oscar-statuetten – som bedste kvindelige hovedrolle i The Queen. Rollen som Det.supt. Jane Tennison og mange andre roller har vist hendes spændvidde, der er genereret og ikke mindst raffineret gennem ca. 40 år. “Dronningen” med russiske aner har omsider fundet (velfortjent) ro og synes lykkelig med den amerikanske instruktør Taylor Hackford.

Fødenavn: Ilyena Lydia Vasilievna Mironoff – Kælenavn: Popper – men kendt af de fleste som

HELEN MIRREN

Fotografen Michael Caulfield har foreviget hendes kunstneriske finest hour en februar-aften, 2007 på scenen i 

Kodak Theatre, 6801 Hollywood Blvd., Los Angeles, USA

 

Note:

Øv. foto:  Erik Hulegaard

Næste planlagte indlæg “Munkene og Amelia i Malmö”

Skriv en kommentar

Filed under Filmanmeldelse

Headhunterne

Luksusvanerne driver levemanden Roger, som er Norges mest succesrige headhunter, ud i en indbringende sideforretning som kunsttyv. Og da han introduceres for den dansk-hollandske elitebusinessmand Clas Greve og hans uvurderlige Rubens-maleri, øjner Roger chancen for at gøre sit største og sidste kup. Men planen går dog ikke som planlagt .. (Scope).

Headhunterne eller som den hedder på norsk Hodejegerne er en filmatisering af den kendte norske forfatter Jo Nesbøs bog (2008) af samme navn, forøvrigt en af de få gange, hvor Nesbø ikke anvender sin kendte detektiv Harry Hole. Blogejeren har ikke (denne gang) læst bogen, men udelukkende koncentreret sig om film-thrilleren. Filmen er i sit hjemland indtil nu set af mere end 400.000 tilskuere og overgås kun i vort broderland Norge af filmen Max Manus.

Hovedrolleindehaveren i Headhunterne 36-årige Aksel Hennie spillede forøvrigt også i kassesuccessen Max Manus. Samme norske skuespiller er afgjort velcastet til hovedrollen som den 168 centimeter høje (eller lave) headhunter Roger Brown. Hans billedskønne, modellignende og noget højere hustru Diana spilles af 35-årige Synnøve Macody Lund. Headhunteren Roger har svært ved at tro på, at denne billedskønne, blonde østrogenkryddersild virkelig ønsker at være sammen med ham. Han overdænger hende med velstand i form af (for dyrt) hus, hypet levefod samt et nyt galleri; altimedens han ikke giver hende det eneste, hun virkelig brænder for: et barn.

En af headhunter Rogers nærmest tvangstanker er, at værdi er baseret på en illusion om renommé. Eksempelvis gør en chef sig uundværlig og et kunstværk bliver uerstatteligt i kraft af kunstnerens renommé. En interessant tanke. Den gælder i mange af livets andre forhold og kan yderligere perspektiveres, såfremt læseren (ligesom blogejeren) har oplevet fænomenet headhunting i professionel sammenhæng.

I andre roller ses den – for de fleste quinder – absolut attraktive danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldau som forhenværende jægersoldat og aktuelt netop fratrådt fra en nederlandsk chefstilling. En anden meget moden og erfaren dansk skuespiller med norsk tilhørsforhold – Baard Owe – er passende støvet af til en rolle som fjerntboende norsk bonde.

Refleksion

Den uopslidelige egenskab “grådighed” tilpas mixed med “egoisme” bliver i et periodevis afsindigt tempo centrifugeret. Det sker i regier af slagsmål, hurtige og dyre biler, sensuelle, velskabte og hårdtslående damer, en grådig kamphund, ulovlige maleriombytninger, smarte management udsagn, frakturer, slagsmål, forskellige skydevåben, forretnings-grimasser, blod og menneskelort i en latrinkasse altsammen lejlighedsvis omsluttet af den ofte betagende norske natur.

Er læseren udelukkende til smuk poesi, kammermusik af J. Bach siddende på umagelige rokokostole i slotsrum eller stille fordybning i filosofiske emner i et universitetsbibliotek og/eller Morten Korch-lignende hjerteskærende handlingsmønstre, lad for Guds skyld være med at købe en billet.

Imodsatfald……er de 98 minutters spænding i norsk medlevende regie absolut godkendt og afgjort en billetafrivning værd.

Skriv en kommentar

Filed under Filmanmeldelse

Filmen Dirch

Filmen ‘Dirch’ er et biografisk drama om den danske komiker Dirch Passer. Filmen følger ham fra han ikke meget mere end 30 år gammel, og allerede en myte. Med et blik, en enkelt replik har han publikum i sin hule hånd, og sammen med sin makker, sin sjæle ven, sin åndelige bror, Kjeld Petersen, er han på toppen af verden.

Alt hvad Dirch nogensinde har drømt om er virkelighed, han og Kjeld nyder livet som berømtheder til fulde. Endeløse byture, letlevende damer, og konstant arbejde. Men i kulisserne lurer dæmonerne. Sceneskræk, druk, jalousi og spirende ambitioner om at spille seriøse roller kaster skygger i de to komikeres venskab. Snart er de skilt ad, og den konfliktsky, generte Dirch Passer må prøve at tage sit liv i egne skrøbelige hænder.

Rollebesætning

Nikolaj Lie Kaas har hovedrollen som Dirch Passer. Lars Ranthe spiller skuespilmakkeren Kjeld Petersen, og den yderligere rolleliste byder bl.a. på Lars Brygmann som Stig Lommer, Morten Kirkskov som Ove Sprogøe, Martin Buch som Preben Kaas (Nikolaj Lie Kaas’ far). Martin Zandvliet har instrueret “Dirch.

Refleksion

Blogejeren hører til de (over-)modne årgange, der har oplevet Dirch Passer og Kjeld Petersen på ABC-teatret samt senere Dirch Passer i Cirkusrevyen. Samme blogejer har efterfølgende set, hørt og lejlighedsvis nydt efterkommere som Preben Kaas og Jørgen Ryg, Claus Ryskjær, Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl m.fl. – Dette sammenholdt med diverse informationer fra skuespilverdenen omkring bl.a. Dirch Passer fra storset samme tidsalder har produceret et indtryk af dette helt særlige eksemplar af skuespil-racen. Ligeledes har blogejeren oplevet Stig Lommer i privatsfæren.

Sidstnævnte giver anledning til den ene af to negative oplevelser med filmen Dirch.  Den ofte anvendte skuespiller Lars Brygmann forekommer helt fejl-castet som Stig Lommer.  Samme afdøde runde og favnende teaterdirektør kunne mageligt samstilles med såvel Aage Stentoft som Volmer Sørensen i deres særlige evner for talentdyrkning, show business i nærmest alle genrer, værdien af marketing samt en absolut glæde ved såvel quinder som livets øvrige fristelser. Hertil kom Lommers sans for livets finurligheder; evner der med hans tænd-sluk charme kunne over- eller underspilles.

Den anden mindre gode ting ved filmen er slutningen, der sagtens kunne være stoppet ved Passers dramatiske kollaps i Glassalen i Tivoli.

Udover disse to forbehold tøver blogejeren ikke sekund med at udnævne filmen Dirch til “Bodil-materiale”; ihvertfald bør en af Danmarks absolut største talenter i de yngre årgange Nikolaj Lie Kaas var selvskrevet til normineringen “Bedste mandlige hovedrolle”.  “Bedste mandlige birolle” burde tilegnes den aldeles fremragende Lars Ranthe som “Kjeld Petersen”.  Rolleindehaverne på spinnesiden – Sigrid Horne Rasmussen, Hanne Bjerre Pedersen, Judy Gringer m.fl. er ikke særlig fremherskende i en film, hvor “Dirch Passer” og “Kjeld Petersen” samt “Stig Lommer” stjæler al scenelyset.

Selv heteroseksuelle mænd som Dirch Passer og Kjeld Petersen fremstilles i filmen kan elske hinanden som brødre. Men i broderskabet lurer også jalousien. Således også med Kjeld Petersen, hvis talent måske i virkeligheden var større end Dirchs, fordi det var mere varieret.

Dichs talent var komikken i mange variabler. Det sås tydeligt i fiaskoen, som Lommer satte op for hans skyld. Hans (enfoldige) Lennie-rolle i John Steinbecks “Mus og Mænd” (1937). Publikum grinede, bare han kom ind og fiaskoen var tydelig.

I næste generation tegner filmen gode portrætter af såvel Dirchs sidste samleverske, unge Bente samt hans døtre Dorte (f.1951 – med Sigrid Horne-Rasmussen) og Josefine (f.1966 – med Hanne Bjerre).

Nogle af Cirkusrevyens nuværende hovedaktører må anses for leverandører af den absolut bedste scenekomik i vor tid. Alligevel er der stadig et stykke – de indrømmer det selv – op til det mærkværdige sammensatte, følsomme og fabelagtige komiske talent, der kollapsede på scenen i Københavns Tivolis Glassalen onsdag d. 3. september 1980 og efterfølgende døde på Kommunehospitalet i en alder af 54 år. 

Filmen illustrerer på fremragende vis, at revydirektøren Stig Lommer havde “casting-blikket”. I filmen siger Lommer til Dirch: “Der er ingen, der har dit talent! I-n-g-e-n!”  Det var en udtalelse, der umiddelbart synes fraseret.  En udtalelse, der bruges så frygtelig ofte af teater- og filmfolk for at smigre og/eller piske skuespillere frem til en bedre præstation.

Den illustrerer også, hvad mange danskere – især i de (over-)modne årgange – fornemmede den gang, mange stadigvæk fornemmer og temmelig mange altid vil huske:

Dirch Hartvig Passer var ikke bare stor –

han var den største af dem alle!

Note:  Næste planlagte blogindlæg “Bella Vista og Bella Donna”.

Skriv en kommentar

Filed under Filmanmeldelse