Category Archives: Højtid

Jule- og nytårs-blogfaste

Den traditionsrige jule- og nytårs-blogfaste er nu indtrådt.  Læseren ønskes hermed en individuel glædelig kalorieholdig jul samt et promillebaseret nytår.

Bloggen er scheduleret til forventet opstart i uge 4/2012

Foto: Erik Hulegaard ( Antibes – Côte d´Azur – Frankrig)

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Højtid

Julemand-en

En dag i julemåneden december passeredes Superbrugsen, hvor det blev heftigt annonceret, at julemanden ville komme i flere timer om søndagen. Fint nok!   Men det blev et problem, da blogejeren samme dag kunne læse i en distriktsavis, at julemanden også kom i andre større varehuse s-a-m-t-i-d-i-g.

Som barn lærte man(d), at julemand-en var bestemt ental, altså kun 1 person?  Som barn forsøgte de voksne forøvrigt også at bilde blogejeren ind, at julemanden ville komme den 24. december med gaver.  Det blev yderligere styrket, når blogejeren i en barnlig og mindre udgave blev hevet med i diverse af Københavns stormagasiner for bl.a. at hilse på julemand-en.

Forvirringen kunne have været invaliderende :-) , ja i vore terapeut- og coachingtider ligefrem behandlingskrævende :-) .  Men med barnlig snusfornuft holdt blogejeren i mange år på en hemmelighed:

Han troede aldrig på julemanden!

Han følte, at det var noget slemt pjat, men nænnede ikke at sige det til de voksne, der var så glade og feststemte ved tanken om den hvidskæggede herre med den dybe røst og sækken, forøvrigt klædt i dannebrogsfarvede tekstiler og tov rundt om maven.

Den eneste virkelige “givende” oplevelse med julemand-en indtraf for mange år siden i et forlængst lukket varehus i Københavns centrum. Caféen i hjørneejendommen med navnet “Dalle Valle” er det eneste minde om et – i tidernes morgen – hæderkronet koncept af stormagasin med inkluderet større postordreforretning. Hvert år kom et IKEA-tykt program med Dalle-Valle-fristelser. De kæmpestore laksefarvede korsetter på “damesiderne” i forskellige mega-sizes gjorde altid indtryk; unægtelig en skærende kontrast til nutidens mode og quindeidealer……gennemskærende!

Blogejerens plettede hukommelse visualiserer med fuld blus på de CO2 neutrale (?) julelys en julemand i Daells Varehus i slut-60erne, der var noget ganske særligt.  Han var ikke alene støjende og brummende og grinende, han var simpelthen skide fuld :-) .   Børnene synes det var herligt, nogle forældre det samme og mange andre veg tilbage i “næstekærlig forargelse”.

Der må skrides ind på en eller anden måde,” nærmest vrinskede en velemballeret, let overvægtig quinde i en alder skræmmende få millimeter fra (eller efter ?) klimakteriet. Og andre omkringstående i forskellige køn, aldre, livmål, skostørrelser og ikke mindst livsindstillinger nikkede bekræftende, men stod alligevel nærmest stigmatiseret.

Julemanden råbte op og dinglede rundt mellem butiksafdelingerne.  Med en ihærdig skovlen af brunkager ud fra en medbragt fletkurv grinede han semimanisk højt og det off-white farvede skæg rystede. Adskillige af disse små brunkager ramte forskellige udstillingsvarer og butiksgulvet med sære knasende lyde. Nogle børn bøjede sig hastigt ned og med små hænder omsluttede deres fingre lynhurtigt de halvbeskidte 1-2 brunkager fra butiksgulvet. Nogle nano-sekunder senere så de stolt op på deres voksne ledsager og puttede de indfangne brunkager hastigt i munden, inden de voksne kunne nå at standse disse bakterie-bombers indtrængen i barnets fordøjelsessystem.

Refleksion

Den fede julemad kan ofte forårsage maveonde. Men den dag stod blogejeren ude på Nørregade i lang tid med kraftige mavesmerter…..af grin!  Den dag troede han på julemand-en, fordi eventyret var blevet til virkelighed :-) .

Hils endelig Julemand-en, hvis læseren møder the one and only i julemåneden.

Link til blogejeren som Julemand :-)

7 kommentarer

Filed under Højtid