Category Archives: Politik

Bling-bling og Hollande

Fransk politik er siden de Gaulles tid i 1960erne fulgt med stor interesse af blogejeren. Der er således lidt frankofil(ur) gemt i denne signaturs dna og som en ren naturlighed manifesteres dette også ved at have en mening fra en EU-tilskuers plads til det aktuelle franske valgresultat omkring den fremtidige lejer de kommende 5 år (og måske længere) af Élysée-palæet. Samme bolig har forøvrigt været ramme for Frankrigs præsidenter i knap 140 år. Nogle har boet der i hele præsidentperioden (f.eks. Jacques Chirac), andre har udelukkende anvendt det “som arbejdsplads”.

EUs største land (arealmæssigt) Frankrig betragter fortsat sig selv som helt særligt. Kendte danske ord er adopteret fra dette stolte område af EU. Rent tilfældigt kan nævnes “elegance” og “arrogance”. I samme digitale åndedrag den særlige frankofoni bedst institualiseret i L´Organisation Internationale de la Francophonie (http://www.francophonie.org/). Denne paraply-organisation rummer omkr. 1 mia. mennesker, hvoraf ca. 1/5 er fransk-talende. – Selve Frankrig er fortsat i toppen af turisternes hitlister, indeholder fabelagtige bygningsværker, særegne administrative strukturer fra Napoleons-tiden, en generel fremmedfrygt og konservatisme og i samme forbindelse ambivalenser som afskaffelsen af den verdenskendte betegnelse “mademoiselle” denne vinter. – Og samtidig et land, der har meget at bidrage med internationalt, trods det formodede faktum, at et flertal i deres hjerter (og hjerner?) ønsker en “démondialisation” (afglobalisering).

Nutidens franske præsidentvalg

Den nærmest traditionsrige filtrering fra vælgerne i første valgrunde (22/04/12) gav det forventede resultat, at Socialistpartien (PS) ved sin spidskandidat Francois Hollande vandt knebent over den siddende præsident Nicolas Sarkozy fra det konservative parti (UMP) med det nationalistiske højreorienterede parti Front Nationale (v. Marine le Pen (datter af stifteren Jean-Marie Le Pen)) på en lidt overraskende 3 plads foran venstrefrontens (Parti de Gauche) Jean-Luc Mélenchon og de øvrige opstillede præsident-kandidater.

De forslidte fraser, at det franske folk i første valgrunde stemmer med hjertet og i anden valgrunde med hjernen eller at første valgrunde er smag og behag og i anden valgrunde udelukker man den ene kandidat uden at være vild med den anden har nok et betydeligt skær af sandhed.

Exit Bling-Bling

Det ikke særlige næstekærlige øgenavn til Frankrigs nu afgående præsident Nicolas Sarkozy fortæller sit eget sprog. Næppe nogle af hans – iøvrigt – karismatiske forgængere i den femte republik kunne fortjene dette øgenavn, uanset hvad deres forskellige evner, beslutninger og personlige holdninger samt evidente egocentriske – og for nogle inderligt selvhøjtidelige – performances viste.

Som læseren måske vil erindre, besejrede Nicolas Sarkozy i 2007 den første kvindelige kandidat (PS) Marie-Ségolène Royal (nyligt “skilt” fra sin mangeårige samlever og far til deres 4 børn, nemlig Francois Hollande). Den gang oplevedes den nu detroniserede præsident som en energisk, velformuleret, tv-vant (ikke uvæsentlig for en politiker ;-) ) samt rimelig succesfuld indenrigsminister. Hans (efter danske forhold nærmest latterlige) “Tag mig, så laver vi sammen fremtiden for Frankrig” gik rent ind hos mange, der følte sig utrygge ved den (anderledes og lige så) temperamentsfyldte modkandidat fra socialistpartiet (PS) Ségolène Royal.

I valgkampens slutspurt anno april/maj 2012 oplevedes samme tidligere skråsikre Sarkozy nærmest skrigende slutte sine vælgertaler patetisk af med “Hjælp mig!”; modsat den vindende kandidat Hollande med det mere smarte “Hjælp ikke mig, men Frankrig”. – De kommende år skal vise, om det sker.

Samtidig vil det vise sig, om man (for en gangs skyld) kan stole på Sarkozys “løfte” om, at han i tilfælde af nederlag forlader fransk politik. Hans mange rige venner skal nok finde nogle sinecure-poster til ham, så han får mere tid til at aflaste sin langt yngre, mere sympatiske og ikke mindst mere velskabte italiensk-fødte model-hustru Carla Bruni i rollen som forældre.

Bortset fra Valéry Marie René Giscard d’Estaing (præsident 1974-1981) har den 5 Republik ikke oplevet, at en præsident kun fik en enkelt periode. Det er så sket. Næppe mange vil savne den semi-maniske, løftebrydende og gestikulerende Sarkozy, der – påstås det – bl.a. fik en valgdonation på 50 mio. kr fra den ny afdøde libyske diktator Gaddafi. Forholdet til lederne i EU, herunder kansler Merkel, siges at have været ambivalent (venligt sagt), men det er naturligvis en yderst subjektiv påstand af blogejeren. ;-)

François Hollande

Den knap 58-årige franskmand fra Rouen overtager nu det overordentlig magtfulde præsidentembede som den 7ende i “Den femte republiks kongerække ”. Hans baggrund er en borgerlig-katolsk familie. Hans afdøde moder var socialrådgiver og hans far læge. Hun venstreorienteret, han klart højreorienteret med vægt på det yderste højre. Bla. faderens forsvar for et fransk Algeriet bragte ham i stærk unåde i hjembyen og familien flyttede til Neuilly-sur-Seine (forstad i Paris) i 1968, stadig medens Charles de Gaulle styrede La France fra Élysée-palæet. Det nye præsidents uddannelse skete på nogle af Frankrigs eliteskoler – HEC (handelsskole) samt ENA (forvaltningshøjskole). Hollandes nærsynethed fritog ham for militærtjeneste. En politisk karriere fulgte i provinsen som ofte set; konkret med posten som parlamentsmedlem i Tulle, Corrèze, Limousin regionen i den sydvestlige del af Frankrig samt ikke mindst formandskabet for det franske socialistparti (1997-2008). Modsat sin ex-samleverske Royal fik han ikke nogen ministerpost hos den første socialistiske præsident F. Mitterand, der tydeligt ikke ønskede at have par i sin regering.

Efter bruddet med den karismatiske mangeårige samlever (og som nævnt præsidentkandidat i 2007) Ségolinè Royale lever han sammen med den 10 år yngre (journalist) Valèrie Trierweiler; sidstnævnte noget forskellig fra sin præsidentfrue-forgænger, fotomodellen Carla Bruni. At Francois Hollande gled fra overvægt til normalvægt, at han skiftede brillestel og tøjstil efter opstarten på samlivet med Trierweiler ses ikke sjældent i “den slags forhold”.

Hollande har ikke just den samme karisma som sin tidligere samleverske, ej heller som den indtil sidste sommer (2011) formodede socialist-kandidat, Dominique StraussKahn (DSK). Men som de fleste læsere er bekendt med, ødelagde DSK sine chancer, da hans mildest talt non-konservative og flamboyante privatliv blev blotlagt og centrifugeret (sker stadigvæk) i mediernes flittige møller. Samme (bl.a. tidl. finansminister og IMF direktør) Strauss-Kahn havde mange – såvel i socialistpartiet som udenfor – hellere set som en stærk og yderst kvalificeret fransk præsident.

Da (den engang magtfulde EU-kommissionsformand Jacques Delors´ datter) Martine Aubry også frasagde sig positionen som PS-frontfigur, stod Francois Hollande pludselig støttet op af mange trods sin – mildt sagt – noget lavere politiske profil.

????? til Hollande

I sin seneste torsdagsudgave (03/05/12) formulerede dagbladet Børsen fem interessante spørgsmål med overskriften:

“Mere skat- og mere arbejde

1) Hvorfor stemmer franskmændene på Hollande, når han vil øge skatterne?

2) Hvor meget vil Hollande stramme skatteskruen?

3) Hvordan vil han nedbringe de offentlige udgifter?

4) Kan Hollande reducere budgetunderskudet tilstrækkeligt hurtigt?

5) Hvordan vil Hollande skabe den vækst, der er hans hovedtema?”

De franske vælgere – som os andre – kender ikke de “rigtige”, men kun de “mulige” svar. Adderende kan man fra tilskuerspladsen tænke tanker over, hvor meget af hans publicerede politiske program, der er realiserbart, når den benhårde praktiske hverdag indfinder sig på regeringskontorerne. (Den wake-up-call kendes bla. fra SRSF-regeringen). Om den berømte stabilitetspagt bliver genforhandlet, om finanstransaktionerne bliver beskattet, om der oprettes 60.000 nye stillinger i skolesystemet (som kompensation for Sarkozys nedskæringer), om alle par skal have lov til at gifte sig og adoptere, om der sker en total (bemærk ordet “total”) tilbagetrækning fra Afghanistan i 2012 osv.osv.

– Time will show!

 

Refleksion

De kommende 5 år skal vise, om den mere afbalancerede Francois Hollande i et – som sædvanligt – stærkt partnerskab med Tysklands kansler kan reetablere tidligere tiders stærke – og for EU helt nødvendige – politiske akse.

Problemer er der nok af. Euroen, den manglende vækstfaktor, den (katastrofal) høje ungdomsarbejdsløshed i mange af EUs lande. I denne massive slipstrøm af udfordringer (eller som man før i tiden benævnte “problemer”) skal bestemt heller ikke glemmes det resultat, som det franske parlamentsvalg giver d. 10 og 17 juni 2012.

Sammen med afdøde præsident Francois Mitterrand var stadig levende (og i ånden friske) snart 87-årige tidligere EU-kommissionsformand (1985-1995) Jacques Delors fyrtårnene i det franske socialistparti i Den femte Republik. Samme Delors har gennem en årrække været en slags mentor for Hollande. Skal EU overleve – iflg. Delors – er en føderalstat og en ny vækstmotor fundamentale nødvendigheder.

Forstår den nyvalgte EU-venlige (trods alt) præsident disse udsagn i sin yderste konsekvens, kan han overraske ikke bare Frankrig, men også omverdenen positivt. Imodsat fald kan det blive starten på ikke bare Euroen, men også EUs opløsning og noget meget mere tåget og uforudsigeligt i dette og de næste årtier, eftersom ej heller Tyskland er stærk nok solo til at løfte EU eller værre – på længere sigt i dette århundrede alene klare den brutale konkurrence fra Asien og hele det amerikanske kontinent med sin aldrende befolkning.

Skæbnen har genereret, at der anno 2012 er valg til statschef-posten i adskillige af de betydende stater i verden. Således Rusland, Kina, USA og netop afholdt i Frankrig. Nye profiler og nye navne skal læres, ihvertfald foreløbig i Kina og Frankrig

Le futur est excitant! ;-)

 

Note:

Øv. foto: parisguiden.dk

Ned.foto: The Telegraph

Kilder: Information – Dagbladet Børsen samt private franske kilder

 

Reklamer

62 kommentarer

Filed under Politik

Glienicker Brücke – 50 år senere

 

Fra “mit beskyttede danske værksted” kunne jeg – som x millioner af andre vesteuropæere – erfare om koldkrigstidens konfrontationer, hvor den delte hovedstad Berlin udmærkede sig med nogle ekstremt særlige historier og minder i perioden fra 2. verdenskrig og frem til Murens fald i november 1989. Nogle få “frivillige” rejser i DDR (Østberlin og Rostock) gav nogle input on location fra tiden før Murens fald.

Medio sept. 2009

Det var en overskyet september dag anno 2009 ved mit næstsidste besøg i Tysklands formidable hovedstad Berlin. Næstsidste kalenderkryds den eftermiddag var en stor – relativ kompakt og ikke særlig køn brokonstruktion i den vestlige del af Berlin. Senere – hvis jeg nåede det – var dagens sidste kalenderkryds et nuttet lille jagtslot Sans Souci i samme vestlige område. Selvom slottet blev nået og nydt til slut, var det broen i al sin rå metal, der skabte stemningen og faktisk også de livslange minder.

Da jeg steg ind i taxien i Berlin Mitte og nævnte adressen, var den engelsk-talende chauffør straks med. Han kiggede på mig via bakspejlet, inden han satte Merseren i gear “heading west”. Der var mange røde lys på vejen. Derfor blev der tid til erfaringsudveksling. Det var – til en undtagelse – ikke en tyrkisk chauffør, men en tysk indfødt. Vi var næsten jævnaldrende og snakken gik lystigt mellem os, indtil hans spørgsmål: “Hvilken side af broen skal stoppe?”

“DDR-siden – naturligvis”, var mit svar og han smilede let op i bakspejlet.

Vi nåede frem, medens vores intensive snak udgjorde en ekstra dynamisk energi på Merseren. Jeg stod ud – tog nogle fotos – gik frem og tilbage på broen – stod og resignerede – og satte mig underligt forstemt ind i taxien igen. Jeg opdagede, at taxametret var slået fra. Vi så på hinanden. “Gary Francis Powers” blev udvekslet for ……jeg gjorde en pause og den tyske taxichauffør havde mesterligt fanget stemningen og svarede, “Rudolf Abel”.

Enhver, der besidder 50+ årringe eller mere i DK og ikke mindst har beskæftiget sig over tid med emner som spionage og tilsv. vil forstå, at navne som – “Powers” og “Abel” og “Vogel” – var noget særligt.

10. februar 1962

Det fortælles, at der var lys i vinduerne om aften og natten i Det Hvide Hus, hvor præsident John F. Kennedy og hans nærmeste stab sad i det ovale værelse og afventede besked fra de amerikanske poster i Vestberlin. Det var den første store spionudveksling på den gamle tyske bro, hvis metal havde gennemgået mange udfordringer i det 20 århundredes tyske historie.

Francis Gary Powers (1929-1977) var en pilot i USAirforce. I det dengang berømte Lockheed U-2 fly, der kunne nå en højde på knap 20 kilometer, overfløj han på spionage-fototogter såvel det daværende USSR som Cuba.

Amerikanerne følte sig den gang sikre på, at de sovjetiske raketter ikke kunne nå den højde. Men de tog fejl og Powers blev skudt ned over Sovjetunionen d. 1. maj 1960. Han tog ikke sin medbragte giftpille og blev fængslet i USSR. Knap to år senere blev han udvekslet med en af historiens største spionprofiler, nemlig den sovjetrussiske…

Rudolf Abel (f. Vilyam Genrikhovich Fisher i Storbrit. 1903 – d. 1971 i USSR) var en sovjetrussisk mesterspion (her gælder klichéen virkelig!) i USA gennem mange år, indtil han blev stukket af en anden kommunistisk agent.

Abel stod til 30 års fængsel. Men i begyndelsen af 1960erne startede det, som gennem resten af den kolde krig blev kendt som egentlige spionudvekslinger primært i Vest-/Østberlin. Ofte diskuterede den vestlige presse, hvem der profiterede mest på disse udvekslinger. Og ganske tit så det ud til, at Vesten købte sine borgere for dyrt retur fra USSR og de øvrige “broder-lande” i det kommunistiske paradis i Østeuropa.

Selve udvekslingen den kolde februardag nr. 10 i 1962 på Glienicker Brücke, samt hvad der efterfølgende skete for såvel Powers som Abel, skal ikke refereres her. Enhver interesseret har læst om den mindst et par gange, således også blogejeren, der næsten kan recitere det i søvne. Men det er væsentligt i denne kontekst at nævne en person mere, nemlig

Wolfgang Vogel (1925-2008) – I DDR-tiden var STASI det østtyske sikkerhedspoliti. Enhver med trang til fordybelse af dette emne har besøgt de historiske områder i det nuværende Berlin. To navne – nemlig Markus Wolf (chef for STASI) og Wolfgang Vogel spillede en potent rolle især i 1960erne og frem til Murens fald i 1989.

Dr. juris Wolfgang Vogel var ikke bare østtysk advokat. Han blev et fabelagtigt “link” mellem DDR (og USSR) versus Vestmagterne. Vogel var forhandleren om nogen af spion-/personudvekslinger. Det var således også ham, der forhandlede med USAs repræsentanter i Vesttyskland (=Vestberlin) omkring udvekslingen, der foregik i dag for nøjagtig 50 år siden.

Wolfgang Vogel besad advokatens kyniske sider i en sjælden raffineret cocktail, der passede som foldede hænder til såvel Vest som Øst´s officielle fornægtelser af spionhandler. Det muliggjorde adskillige mere eller mindre kendte “swaps” over tid (Greville Wynne vs. Konon Molody osv.osv.)

Det blev senere kendt (vistnok ved Vogels uofficielle mellemkomst), at der udviklede sig en særlig respekt og ligefrem et venskab mellem Vogel og Abel. Normalt ophørte enhver kontakt efter udvekslingen. Det skete også officielt planmæssigt den 10. februar 1962.

Nogle år senere efter begivenheden kom der pludselig en dag en bogpakke til Wolfgang Vogels kontor i Friedrichsfelde-bydelen i Østberlin. Den indeholdt en yderst unik og meget værdifuld bog om antikkens jura, der ikke var til salg hos nogen almindelig boghandler nogetsteds i verden. – Afsenderen var en kendt adresse i den russiske hovedstads centrum nærmere bestemt på Djerziinskijpladsen, hvor Abels chef alias Bødlen fra Budapest alias KGBs magtfulde chef (og senere en kort overgang USSR-leder) Jurij Andropov (1914-1984) residerede. – Den russiske sikkerhedstjeneste har altid haft en imponerende hukommelse og udvist loyalitet overfor sine tro medarbejdere. ;-)

Efter Murens fald i november 1989 mødte Vogel (som andre kendte DDR-notabiliteter (ingen nævnt, vistnok ingen glemt)) en “fleksibel indstilling” fra Vestmagterne, herunder Vesttyskland. Efter et kortere fængselsophold i 1990erne kunne Vogel frikendes og nød sine sidste år ved Schliersee i Bayern, inden han døde af et hjertetilfælde som knap 83-årig.

September 2009 – in reflexion

Den tyske taxichauffør havde – som mange erfarne taxichauffører i verdens byer – en særlig kunde-intuition. Da vi senere nåede til området ved jagtslottet Sans Souci, oplevede vi begge den herlige fløjtespiller, der sad og underholdte. Han så listig ud (Wolfgang Vogel havde synes om ham!), medens de sarte toner flængede turisternes råberi om fotoindstilling og guiding til Sans Souci.

Taxametret var forøvrigt blevet slået til igen, da jeg efter fotografering af Glienicker Brücke satte mig ind i vognen. Vi vidste begge, at den manglende taksering ville blive refunderet.

U2-piloten Gary Powers er død forlængst. Det samme er den russiske mesterspion Rudolf Abel og den fabelagtige (øst-)tyske advokat Wolfgang Vogel. Men broen eksisterer stadig som monument på den første af adskillige efterfølgende spion-udvekslinger mellem Øst og Vest.

I dag er det 50 år siden, at Powers og Abel blev udvekslet og startede en bølge, der med skiftende intensitet fortsatte ved forskellige check-points i Berlin indtil Murens fald. Der er skrevet et utal af bøger og filmatiseret en del om dette interessante tema. Blandt de ypperligste er to af verdens absolut største (og nulevende) britisk fødte spændingsforfattere 80-årige John Le Carré (David Moore John Cornwell, f. 19/10/31) og snart (18/02/29) 83-årige Len Deighton.

John Le Carré´s “Tinker, Tailor, Soldier, Spy” (bog fra 1974) er nu blevet genstand for en film, der er Oscar-nomineret anno 2012. Denne film toucher ovennævnte tema og er planlagt som næste (og længere) indlæg på bloggen indenfor en kort tidshorisont.

“Let them come to Berlin!” (John F. Kennedy – 26.06.63 – Rathaus Schøneberg)

 

 

 

 

 

 

 

 

Note:

Foto: Erik Hulegaard

2 kommentarer

Filed under Politik, Spionage

Venstre om

Finansloven 2012 er vedtaget med nye partier, kan man vist roligt fastslå uden at støde nogle. Tiderne med regimerne Rasmussen II og Rasmussen III er afløst af et SRSF-regime. Den debuterende, semiteknokratiske finansminister Bjarne Corydon – berømmet af nogle og foragtet af andre – har indtil flere gange affødt frustrationer hos den blå blok ved at præcisere, at  finansloven 2012 nærmest er blå. Det er sket samtidig med, at hans potentielle forgænger har ro(c)ket gevaldigt i Køge-regionen med lejlighedsvis mere eller mindre troværdige, men altid selvretfærdige, forklaringer om sin manglende PET-sikkerhedsgodkendelse.

Medens de politiske farver flyder rundt på paletten, er der rigelig grund til at hæfte sig ved det forhold, at det – ofte – opposionelle yderste venstre – Enhedslisten er stemmeleverende til finansloven 2012, efter de ifølge egne udsagn har fået en del indrømmelser.

Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) samt Socialistisk Arbejderparti (SAP). Partiet debuterede år 1994 i Folketinget. Partiet har især i de senere år oplevet en større medlemstilgang og har i dag omkring 8.000 medlemmer. Den magtfulde hovedbestyrelse består af 25 personer, hvor afgørelser træffes ved simpelt flertal (undtaget eksklusionsaftaler, der kræver 5/6 flertal).

Det er i finanslovs-konteksten (og andre) værd at bemærke sig, at de tre forhandlere Johanne Schmidt-Nielsen (politisk ordfører), Frank Aaen (finansordfører) og Per Clausen (gruppeformand) havde fået et mandat fra Enhedslistens hovedbestyrelse, som de skulle holde sig indenfor. Bemærk samtidig, at partiet ikke har nogen formand, men ledes kollektivt.  Faktuelt stemte 236.860 danskere på Enhedslisten ved FV-15.09.11. Det gav 6,7 procent af stemmerne og 12 mandater i Folketinget.

Venstre om

De nye tider på venstrefløjen i dansk politik kan tolkes forskelligt. Det kan være svært – selv for partimedlemmer – at se forskel på Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Den internationalt-interesserede socialdemokratiske partiformandinde og folkesocialisternes snu bannerfører har haft det mere end svært med valgløfterne. Om det er den radikale regeringspartner med de økonomiske (miljøvenlige og bæredygtige) håndjern, egen overvurdering, hullet i statskassen, udenlandske konjukturer eller en blanding, kan der tolkes rigeligt på.

Fakta er (bl.a.), at millionærerne slipper for ekstra skat, fremtidens undersøgelseskommissioner bliver decimeret; det samme gør kvadratmeterarealet på Svendborg sygehus, som den trinde “udkants-minister” Carsten Hansen ellers på blødt fynsk skriftligt havde garanteret en akutmodtagelse.

Sagt i al politisk og ironisk fredsommelighed: Der er massevis af politisk plads både til højre og ikke mindst til venstre på det politiske spektrum til at markere sig i.

Skandinaviske broderlande

Gennem mange år har Vänsterpartiet i Sverige markeret sig med skiftende magtpositioner. Partiet har siden sin fødsel i 1917 haft ialt fire navne, hvoraf det tidligere Vänsterpartiet Kommunisterne måske erindres af nogle læsere. Årsagerne til partiets lejlighedsvise stærke positionering skyldes flere forhold. Et fravær af et SF (som i Danmark og Norge), et større politisk råderum især i perioder, hvor det svenske socialdemokrati svingede mere mod højre samt sidst, men ikke mindst lejlighedvis karimatiske partiledere.

Norges kommunistiske parti har ikke markeret sig synderligt. Det har derimod Sosialistisk Venstreparti, der svarer til vores SF.  Nu er begge disse partier i en koalitionsregering. Sosialistisk Venstreparti har fået nogle gevaldige politiske skrammer, hvilket må stå som en alvorlig advarsel for danske SF i de kommende år.

Refleksion

I sit (tidligere) professionelle liv arbejdede blogejeren i en menneskealder på en større institution, hvor > 25 forskellige personalegrupper forsøgte at samarbejde. Sagt uden overdrivelse: Det var ikke altid nemt!  Årsagerne var mange. Faglig stolthed (ikke stivhed eller?), traditioner og…..javist…..forskellige politiske holdninger.

Da blogejeren i mange forhold havde en koordinerende funktion, skulle der samarbejdes på tværs af ikke bare faglige, men også (helt uofficielt naturligvis) politiske indstillinger. Paletten dækkede alle farver fra det yderste højre, hvor selv Djenkis Khan ville føle sig venstreorienteret til de yderste venstre flanker, hvor skolede (såvel i USSR, DDR som DK) hardcore kommunister markerede deres holdninger.  Og endelig var der de to – tilsyneladende – toneangivende grupper af socialdemokrater og “borgerlige”.  Radikale var nærmest et skældsord.

Det spændende i denne kontekst var den forskellige tilgang til resultater, der ofte indeholdt en sand virtuositet i form af elastisk opfattelse af begrebet “aftaler”, strategiske tankegange samt (skjult) magtanvendelse. Når blogejeren anskuer den aktuelle finanslovs-tilblivelse fra sin digitale lænestol, bekræftes nogle indtryk fra fortiden.

At 12 folkevalgte fra Enhedslisten pludselig har fået en potent magt i det danske folkestyre skyldes ikke kun deres frontfigur i form af den 27-årige kønne BA i Socialvidenskab fra RUC og mediedarling Johanne Schmidt-Nielsen med den ofte smukke, lyse skjortebluse og de klare øjne, der signalerer en masse budskaber afhængig af modtagerens evne til “visitation”. Det skyldes også nogle særdeles begavede og politisk kompetente modne herrer og damer i partiets gruppe, der har været med i mange år.

Den nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), med en fortid som jord- og betonarbejder, forfatter, forlagsindehaver samt – i denne kontekst – tidl. DKP-formand er et skoleeksempel netop på “skolingen”. Hans aktuelle ekvilibristiske hukommelse om DKPs bogholderi er blot et eksempel.

Og apropos samme ministers nuværende parti. Det regeringsdeltagende SF vil opleve deres politiske markører blive mere end truet af nogle meget skolede folk til venstre for de – til tider – noget flyvske og non-realistiske folkesocialister. Mange gange vil SF-formanden starte (som næsten altid) en udtalelse med “Ø…øh….øh…”, medens den politiske livrem vil stramme mere og mere frem til næste valg.

Man kan så kun håbe som almindelig oplyst dansker, at SF-udenrigsministeren udtaler Ø som ørken (og ikke urskov) i Syrien; ihvertfald ville det næppe være sket med en velorienteret fremstående personprofil fra liste Ø, der bestemt ikke – gentager – IKKE skal undervurderes.

Enhedslisten eller En(ig)hedslisten…..time will show!

Skriv en kommentar

Filed under Politik

Mindernes mur i Kastellet

Mandag d. 31. oktober 2011 slutter Danmarks luftbårne F-16 jagerfly-arrangement i den NATO-ledede aktion i Libyen. Samme dag runder vores klodes befolkning 7 milliarder mennesker. Flere behov, flere muligheder og i visse områder flere potentielle konflikter, der kalder på brandslukning og politiske tiltag a la boksesprogets “break”.

Blogejeren var et smut forbi Kastellet for nylig. Billederne blev taget en oktoberdag anno 2011, medens en masse tanker passerede i revy.

Det danske statsoverhoved Margrethe II indviede sammen med statsministeren m.fl. det nationale monument for dem, “der ikke kom hjem”.  Det skete mandag d. 5. september 2011. Forinden var forløbet en beslutningsproces, som det danske forsvar opstartede i 2007. I 2009 enedes en dommerkomité om at vælge billedhuggeren Finn Reinbothes forslag til nationalmonument.  Den 7. april 2011 lagde statsministeren grundstenen på Kastellet.

Monumentets pris er totalt ca. 14 mio. kr., der også indkluderede en kostbar fjernelse af forurenet jord på området. – Selv for danskere, der synes at følge med i historien kan det undre (ihvertfald for blogejeren), at Danmark har sendt personel til ialt 52 lande. Det skal dog adderes, at også redningsarbejde (jordskælv) o.l. medtages i denne statistik. Foreløbig står der 107 navne på udsendte, der er omkommet under tjenesten siden 1948.

På væggene er der plads til nogle hundrede flere. Om dette bliver aktuelt, kan man kun gisne om. Personkredsen, der kan komme på tale, kan groft sagt omsluttes af det forhold, at der skal være tale om en officiel mission vedtaget af Folketinget eller Udenrigspolitisk Nævn. Uniformeringen er ligegyldig, dvs. soldater, politifolk, toldere, samt fra Beredskabsstyrelsen osv.

I går d. 30.10.11 havde Kastellet igen fødselsdag (347 år).  Det blev fejret med nærmest åbent hus og forskellige orkestre, der underholdt denne typiske efterårsdag. Den 307-årige kønne Kastelkirke (ned. bill.) havde også åben. I Kastels sogn bor der ca. 6.500 mennesker. Hertil kommer yderligere ca. 30.000 mennesker, der arbejder i Forsvaret, og som har et særligt tilhørsforhold til Kastelskirken.

Refleksion

Der er riiiiiiigeligt at reflektere over. Yderpunkterne er vel en top-engageret deltagelse i enhver NATO-ledet indsats sammen med et toptunet beredskab på dansk grund; modsat at vi nøjes med Tivoligarden og holder os ude af ethvert internationalt militært arrangement.

Når tankerne passerer den enkelte, kan det ikke undgås, at også begrebet “tab” skal have en temmelig tung vægt, når der afvejes for og imod militære engagementer. Tab materialiseret ved “Mindernes mur”. Tab af menneskeliv, tab af lemmer og psykiske men, for nogle livsvarige.  Tab for pårørende osv.

Når de politiske og menneskelige faktorer er nævnt, kommer vi heller ikke uden om en “økonomisk tilpasning”.  SRSF-regeringens forsvarsminister Nick Hækkerup var varslet besparelse i niveau 3 mia.kr. Den tidligere VK-regering opererede med ca. 2 mia. kr. i deres “fokuseret administration” (genopretningsplanen).

Og som altid, når et nyt forsvarsforlig skal udmyntes, kæmper de tre værn indbyrdes om at beholde flest mulige ressourcer. Såkaldte eksperter mener her, at Søværnet denne gang kommer i mindst bølgegang. De nye store fregatter er i søen og der er en forøget fokus på Nordatlanten og Arktis.  En erstatning for de efterhånden overmodne, men stadig durable F-16 jagerfly vil smadre mange sparegrise på Forsvarministeriets i forvejen volumiøse budget. (Vi vil ikke bruge tid på at snakke budgetstyring….).

Og som helt uvant vendes også tanker om, at lade andre lande (f.ex. Sverige og Tyskland) “passe det danske luftrum”, medens vi investerer i andet udstyr (helikoptere, transportfly osv.).  Skyttegravene er i fuld gang med at blive afstivet til de kommende års politiske (og militærlobbyagtige) kampe.

Det overordnede spørgsmål må naturligvis være:

Har Danmarks engagementer været prisen værd?

og specifikt eksemplificeret:

Burde Danmark have afstået fra at deltage i Iraq II-krigen?

Burde Danmark have “nøjes” med at bidrage med humanitær og socialt-støttende hjælp i Afghanistan?

Havde de danske tropper noget at bidrage med i 1990ernes ex-Jugoslavien?

og

er tidspunktet kommet, hvor værnepligt bl.a. i medfør af ovennævnte burde afløses af et professionelt forsvar?

Svarene er mange og forskellige alt efter, hvem der spørges med hvilken kompetence og politisk indstilling.  Og ikke uvæsenligt – der lægges op til (nødvendige?) mia. besparelse på det danske forsvar ved det kommende (forventede) forsvarsforlig, hvilket næppe vil bidrage til at engagere sig massivt i kommende internationale konflikter, hvadenten det er FN eller NATO eller en given koalition, der svinger den militære taktstok.

“Vi må følge med udviklingen” er en af de mest anvendte fraser.  Der kunne måske adderes: “(….) i forhold til vores menneskelige og økonomiske formåen!”

Note:

Foto:  Erik Hulegaard

Skriv en kommentar

Filed under Militær, Politik

En halv dansker

Blogejeren kender flere udlandsdanskere. Det gør læseren måske også.  Årsagerne kan være forskellige. Aktualiseret af det nyligt afholdte danske valg til Folketinget (15/09/11) rejste den tidligere danske ambassadør (bl.a. i Kina) Christoffer Bo Bramsen i en kronik i Politiken forskellige spørgsmål omkring udlandsdanskeres (manglende) rettigheder.

Baggrund

En gruppe af danskere, nemlig de danskere, der ikke har fast bopæl i Danmark,  har som udgangspunkt ikke mulighed for at afgive stemme – hverken til  folketingsvalg eller folkeafstemninger.

Da man ved vedtagelsen af grundloven tilbage i 1849 skulle definere, hvem der  var berettiget til at stemme, besluttedes det at holde borgerne i Slesvig og  Holsten udenfor. De fik således ikke valgret til det nye politiske system i Danmark. Det blev  indført i grundlovens paragraf 29, at man skal have »fast bopæl i riget« for  at have valgret. Selv om der i dag ikke længere består nogen begrundelse for  dette krav, er bestemmelsen blevet stående i grundloven (husk det – ny grundlovskommission!).

Siden 1970 har Folketinget i valgloven dog lukket op for, at visse  grupperinger af vælgere i udlandet, blandt andet danske diplomater, vil  kunne gives mulighed for at stemme.

Norden

I lande som eksempelvis Sverige og Finland har statsborgere i udlandet fuld  stemmeret, uden at der stilles nogen tidsmæssige begrænsninger eller krav  om bopæl i udøvelsen af valgretten. En svensker vil således kunne stemme til  riksdagsvalg i Sverige, uanset hvor mange år han eller hun har boet i  udlandet. En nordmand i udlandet kan stemme til valg i Norge i op til otte år, efter at  han har forladt Norge.

I Danmark har vi vedtaget en toårsregel. En dansker  kan således stemme i op til to år, efter at ha/un har forladt Danmark. Reelt mangler danskere i udlandet rettigheder på to områder:  Den manglende mulighed for at kunne stemme ved Folketingsvalg, og den  manglende mulighed for at kunne bevare sit danske statsborgerskab, når man  søger om et fremmed statsborgerskab.

Dobbelt statsborgerskab

Der findes i skrivende stund omkring 200 nationalstater. I praksis har samkvemmet mellem nationerne vist, at der ikke længere består  væsentlige problemer ved at acceptere, at millioner af mennesker har  statsborgerskab i mere end ét land.

Området er kompliceret.  Vinklen her er u-d-e-l-u-k-k-e-n-d-e danskere (og ikke fremmede, der søger statsborgerskab, asyl m.v. i Danmark).

Delcitat fra kronikken: “Tusinder af danskere rejser hvert år  ud i verden – for at arbejde (ofte for danske virksomheder) og for at  studere og deltage i dansk og internationalt humanitært og fredsbevarende  arbejde. Som medlem af FN, EU og Nato søger vi selvsagt at sikre Danmarks  interesser ved blandt andet at få danske statsborgere anbragt i stillinger i  disse organisationer rundt omkring i verden.

Det er karakteristisk, at disse udedanskere er med til at repræsentere og  styrke de værdier, som vi lægger vægt på i opbygningen af et samfund  (demokrati, velfærd, ligestilling, respekt for miljø og klima, uddannelse,  sundhed, samarbejde og meget mere). Disse mange danskere er i høj grad også  med til at fremme dansk eksport samt turisme, investeringer og studieophold  i Danmark. Alt sammen aktiviteter, der er med til at sikre den vækst og høje  levefod, vi har bygget op i Danmark gennem de sidste årtier.

Danskere i udlandet møder i en række tilfælde et væsentligt behov for at kunne  blive statsborger i opholdslandet, idet mange lande stiller som betingelse  for at udøve aktiviteter på en række områder, at man skal være statsborger i  landet.”
Refleksion

Skal Danmark fortsætte sin restriktive praksis overfor udlandsdanskere eller følge f.eks. vores nordiske broderlandes eksempler?  Er der mon grundlag for nytænkning i form af f.eks. 1 nationalt og 1 EU-pas ?  Det sidste er nok for vovet og bør gemmes til senere i dette århundrede, når de europæiske lande ser de asiastiske ”højhastighedstog” kører forbi de mange slidte europæiske stationer uden at holde. ;-)

Men lidt mere end et nationalt pas sendes hermed til digital modning. ;-)

 

Note:

Kilde: Politiken – kronikken – 05/10/11

Link:  http://www.danes.dk/

Foto: Internet

Næste planlagte indlæg “Gensynet med Helen”

 

Skriv en kommentar

Filed under Jura, Politik

Det krumme C

konservative1.jpg

 

Den rødternede mediestorm med regeringsgrundlag og forventede skræddersyede ministerhabitter vil få næsten enhver til at glemme, at det lille afgående regeringsparti KONSERVATIVE netop afholdt partikongres denne weekend i Herning kongrescenter. Det generelle indtryk var en naturlig frustration over det nylige (15/09/11) katastrofale resultat for det gamle godsejerparti, der sendte det ned på sidstepladsen blandt det nye folketings partier.  Den nyligt tiltrådte partiformand og jurauddannede, eks-justitsminister Lars Barfoed brugte mange ord – både i valgkampen og nyligt – for at fortælle om den konservative uundværlighed.

“Vi ønsker ikke blogpolitik (husk håndtrykket mellem RV-Margrethe Vestager og K-Lars Barfoed!)”….”Vi ønsker et opgør med forsørgersamfundet, og vi vil dreje Danmark yderligere mod et selvforsørgersamfund ( tænk blot på den offentlige sektors volumen i de seneste knap 10 års regeringstid….)”.  At valgresultatet blev så magert tilskrives slidtagen ved at være regeringsparti (jf. Venstres fremgang…! ), at partiet har haft tre formænd på fire år, samt at forskellige politiske og taktiske udmeldinger kunne være gjort bedre (burka-sag f.eks. osv.osv.).

Selektiv historik

Lad bogstaverne hvile et øjeblik. Lad os betragte en talrække:

1984 – 42 mandater

1987 – 38 mandater

1988 – 35 mandater

1990 – 30 mandater

1994 – 27 mandater

1998 – 16 mandater

2001 – 16 mandater

2005 – 18 mandater

2007 – 18 mandater

2011 – 8 mandater

Tal kan være taknemmelige, fordi man ved at formulere forskellige forudsætninger kan få forskellige resultater. Men uanset hvor ekvilibristisk og konservativ-grøn i ansigtet en betragter eller læser kan være, taler ovennævnte talkolonne sit tydelige sprog.

Personer

I disse timer, hvor en ny socialdemokratisk-ledet regering opstartes, understreges igen, at det er personer – ofte mere end politisk indhold – der bestemmer værdier, fremdriften og (ikke mindst) troværdigheden.

Enhver, der har fulgt Konservative over de seneste årtier, vil vide, at personprofilerne betyder – om muligt endnu mere – i et parti, der nærmest pr. definition har haft to fløje i mange år. Sidstnævnte har medført nogle skadelige personlige og politiske rivegilder i partiet.  Kun perioderne med Poul Schlüter og senest Bendt Bendtsen har medført et – udadtil – enigt parti uden for meget slinger i udmeldinger og ikke mindst personlige (oftest ulidelige) profileringer.

Og så tager vi de direkte punches:

Hvor mon Konservative havde været i dag, såfremt Hans Engell havde kunnet styre sin livslyst og sin bil?

Var Lene Espersen den rigtige formand?  Nej – blogejeren kan ikke hidse sig op over hendes Mallorca-ferie og lignende private stunts.  Derimod egnede hun sig ikke – trods hendes selvbevidste performance i mange sammenhænge – som den samlende kraft.  Er Lars Barfoed den rigtige formand?  Afgjort nej! – mener blogejeren.  Hvem så? –  I de yngre årgange kunne en person være den samlende kraft, nemlig (Frederiksbergs tidligere borgmester) Mads Lebech. Jamen han har jo trukket sig fra politik, vil den observante læser sige.   Jovist – men se nu blot en anden potentiel stemmemagnet og ikke mindst formidlende person i regeringspartiet: (Aarhus eks-borgmester) Nikolai Wammen.

Hvis det er attraktivt nok, ringer klokken og aktiverer politiker-genet –  læs: Lysten til magt og at bruge den for sine idéer!

Refleksion

I blogejerens familie var der i mange år en overvægt af medlemmer, der trofast stemte på det Konservative Folkeparti. Det samme gjaldt i høj grad på en senere arbejdsplads, hvor blogejeren ved at klistre bogstaver og tal sammen i forskellige formationer, udøve diplomati og lejlighedsvis nødvendig (og brutal) handlekraft skabte sin beskedne professionelle karriere.

Langt de fleste i familien tilhørte, hvad nogle forstår ved “den social-konservative fløj”.  I blogejerens ungdom – kort efter bronzealderen – blev han af begejstrede familiemedlemmer indmeldt i KU, Frederiksbergafd.

Det førte til nogle interessante oplevelser i form af aftenmøder. Ved det sidste (vi befinder os i midt-1960erne) blev en yngre taler præsenteret som et stort konservativ håb. Navnet var Henning Dyremose (af adskillige TDC-ansatte erindret som “Fyremose”).  Selvom blogejeren stod ved starten på sit voksenliv og naturligvis var jomfruelig, hvad angik erfaring, tilsagde “hans konservative instinkt” denne aften flere ting. Tændsatsen var den lovende Dyremose, der (allerede dengang) personificerede flere betydninger af ordet “selv-“.

Havde begrebet (blogejeren elsker det!) “selvironi” været fremherskende (eller bare til stede ), kunne  meget måske være gået anderledes. Men på vejen hjem fra aftenmødet iklædt pæn konservativ habit, hvid skjorte og silkeslips (men ikke grøn i ansigtet) gik det intuitivt op for blogejeren, at perspektiverne i en tiltagende kompleks verden var langt mere bredspektrerede….og denne betragtning – doseret sidenhen med livets erfaring – har været et solidt og nærmest kinetisk kompas for blogejerens politiske overbevisning.

Det skal blive interessant at se, hvordan det nuværende Konservative runder 100 års dagen i  2015; ja faktisk bliver det endnu mere interessant at betragte fra tilskuerpladsen, hvorvidt partiet kender sin besøgelsestid eller sagt mere brutalt og mindre humant: 

Enten revideres og opstrammes alvorligt på konceptet eller også dør det snart  – grønt eller ej.

Næste planlagte indlæg “Den rigtige straf?”

Skriv en kommentar

Filed under Politik

Rasmussen-dynastiets fremtid

 

 

Den politiske bøddel i et demokrati, vælgeren, har talt. De mange opinionsmålinger slapper af nogle minutter. De (for) mange (eks-)spindoktorer, kommentatorer og analysemagere holder vejret nogle sekunder. De danske vælgere har ønsket en ny regering. Skyldes det et hedt ønske om en S-R-SF-regering eller måske i virkeligheden snarere et fravalg af den nu afgående V-K(-O) regering?

 

Venstre er stadig landets største parti. Partiet opretholdt – i sandhed modsat sin konservative regeringspartner – mandattallet plus 1, men tabte statsministerposten.  Den røde bloks store parti – Socialdemokratiet – tabte et mandat og har efter det ringeste valg i 100 år alligevel som landets næststørste parti leveret Danmarks første kvindelige statsminister. 

Alt efter temperament kan vælgeren smile, le, rynke panden eller decideret få kvalme af den manglende realitetssans, som danske politikere indimellem serverer i medierne og til møder.

Måske bortset fra Anders And og tilsvarende inspirerende og for nogle stimulerende lekture er blade, aviser og medier fyldt med asiatiske vækstrater og skræmme-scenarier, hvad især Kina og Indien og de øvrige BRIICS-lande er i stand til dette århundrede samt i samme tråd, hvor dybt gamle Europa vil synke ned i armod og kulturel forfald, medens bureaukraterne i EU spidser de digitale blyanter for at udfylde repræsentationsbilagene og de mere erfarne af dem ønsker sig stærkt tilbage til Jacques Delors´ tid.

For nogle politikere har ordet vækst nærmest været tatoveret ned i hver eneste sætning, for andre har grøn energi og igen for andre har uddannelse været mantraet, der (næsten) kunne bringe Danmark tilbage i den internationale superliga.

Rasmussen 3 har i sin regeringsdeltagelse på forskellige poster lanceret begreber som “Verdens bedste skole” og “Et sundhedsvæsen i verdensklasse” osv.

Enhver erfaren og rimelig realistisk dansk borger har været foruroligende tæt på at blive skrevet op til en ortopæd-kirurgisk operation, så meget som mange tæer er blevet krummet i de danske hjem grundet politisk inderlig manglende realitetssans eller vælgerbedrag eller selvbedrag (vælg selv!).

Refleksioner om exit Rasmussen

En smilende, tilsyneladende jovial nordsjællænder overbevist om landsdelens økonomiske suverænitet og rigtighed tilsat et tilpas drøs af tidligere (amts-)kommunal absolut erfaring, betydeligt temperament og sandelig også arrogance forlader nu statsministeriet.

Denne blogejer er særdeles bekendt med Nordsjælland og holder inderligt meget af udvalgte postnumre i denne danske landsdel. Men for enhver dansker (inkl. blogejeren), der har gennemrejst hele Danmark på kryds og tværs, samt kender offentlige administrative strukturers opbygning og sammenhænge, opstår en foruroligende klarhed af, hvor de store potente kraftcentre virkelig befinder sig. Det er ikke Nordsjælland!

Danmark skal leve af realistiske mål og ambitioner. Disse befinder sig primært i andre postnumre, især i Hovedstaden, Aarhus kommune, 3-kantsområdet (Kolding-Fredericia-Vejle kommuner), Herning og Ikast-Brande kommuner samt i visse sammenhænge også i Odense, Aalborg og Sønderborg kommuner!!!!

Man erindrer flere high lights fra den afgående statsminister. Lad os blot udvælge to. Lige før Venstre-”systemskiftet” i 2001 var Lars Løkke Rasmussen tændt på idéen om at udvikle den offentlige sektor ved udlicitering og privatisering. Som daværende amtsborgmester i Frederiksborg amt var han pavestolt over en af amtets sydligste kommuner,  nemlig Farum, hvor hans daværende gode ven Peter Brixtofte alias “Kong Peter” alias så meget andet med sit kommunale rige repræsenterede “juvelen i kronen”.  Læseren erindrer sikkert, hvordan historien endte. Aktuelt er en stadig arbejdende kommission igang med at udrede forløbet, foreløbig til en bogført udgift på 52 mio. kr.

Vækstforum-tanken var et andet eksempel. “Et forum af morgendagens tænkere og praktikere (….)”.  Man kan få helt tårer i øjnene af begejstring over perspektiverne. Men resultaterne?  –  Konceptet “Vækstforum” og “Farum-modellen” rummede interessante og kreative tanker, men resultaterne…….?

Headhuntere vil givetvis erindre Rasmussen 3s – venligt sagt – eksorbitant lidet imponerende internationale indsats med “den bangende hammer under COP15 klima-topmødet i Bella Center december 2009″. Det bliver næppe til nogen international (sinecure-)post.  

Apropos internationalt. Det ansete britiske The Economist skrev forleden om Rasmussen III:”Han er en farveløs skikkelse, som kun fik jobbet, fordi hans forgænger trådte tilbage for at blive generalsekretær i NATO. Hans forkludrede håndtering af klimatopmødet i København i december 2009 tiltrak hån fra udlandet. En afslappet holdning til udgifter ophidsede vælgerne derhjemme.”

Vil Rasmussen III affinde sig med rollen som oppositionsleder?  Måske for en tid. Klarer den “røde regering” mere end første valgperiode, vil det indenlandske erhvervsliv sikkert finde et (vellønnet) job til den tidligere statsminister, hvorved der fortsat vil blive råd til frikadeller fra Superbest på en Græsted-matrikel nærmere bestemt hos en helt almindelig, ualmindelig familie af raske børn og ikke mindst en uhyre sympatisk og nydelig færørsk-født hustru, der vil forsøge at balancere ejendomsbelåningen.

Lars Løkke Rasmussen har qua sine mange år i de danske politiske maskinrum såsom kommunalbestyrelse, amtsråd og ikke mindst årene som resortminister erhvervet sig en naturlig platform af basal viden, der iblandet hans mange års politiske fernis helt klart burde kunne generere en toppost i det private erhvervsliv, eventuelt i et OPP-koncept.

Samme Rasmussen III er – ganske som Rasmussen I (modsat Rasmussen II) – kendt som en politiker, der går ned i detaljen og gennem en betydelig arbejdsevne slider mange timer op på kontoret. Den administrative strukturreform (2007) var et sådant eksempel. I nyere tid sås Rasmussen III i sin glæde over detaljer som statsminister agere “undervisningsminister” med sit “360 graders eftersyn af folkeskolen”. Sammenligningen med Rasmussen I er nærliggende. Også han begravede sig i deltaljer, f.eks. om forsvarets udskiftning af tanks o.m.a. Svagheden ved denne arbejdsform er oftest et manglende overblik.  Men en lang større svaghed er den evige tvivl om den tilstrækkelige analyse for beslutningsgrundlaget, der ses især hos akademikere i mange sammenhænge.

Enhver toppolitiker rummer to sider, nemlig sin personlighed og den politiske substantielle platform. Meningerne om den afgående statsminister er naturligt delte. Blogejerens egen er baseret på mange års betragtning af personen i de forskellige politiske fora, samt troværdige kilder. Meget kunne siges, men lad det være kort og godt: – Blogejeren bøjer sig derfor i afgrundsdyb respekt for den afgående statsminister, når hans eget slogan “..lille Lars fra Græsted” erindres. Det er så smukt præcist udtrykt – hele kompasset rundt!

 

Rasmussen-dynastiet (1991-2011) er endeligt forbi…..enhver dansker har en mening om dem alle tre; lad de digitale historiebøger udvise det sande vidnesbyrd om tre forskellige personligheder i såvel politiske som personlige holdninger, når danskerne i en fremtid reflekterer over indholdet på e-bogens eller smartphonens skærmareal.

 

Den første havde de bedste resultater, men var kramagtig afhængig af omgivelserne, den næste forsøgte kramagtigt i en enestående perfektioneret iscenesættelse at være den bedste og den sidste var den dårligste i sine kramagtige forsøg på at være jovial og samtidig afsløre en manglende personlig og politisk autoritet – sidstnævnte med eller uden bilag.

 

Ifølge Danmarks Statistik (2011) bærer 97.811 efternavnet “Rasmussen”. Kun 15.849 bærer navnet “Schmidt”. Danmarks første quindelige statsminister ser nu dagens lys. Det bliver ikke nemt – hverken for hende selv eller Danmark. Men det er en ny start….meget gerne også for Danmark. I Socialdemokratiet præciseres det nu og da, at hjertet sidder til venstre.

 

Det vigtigste bliver imidlertid, at det politiske blod i en tilstrækkelig iltet version kan transporteres nogenlunde uhindret rundt uden for meget arteriosklerotisk modstand i fremtiden. Dannebrog skulle gerne fortsat blafre i en vejrbestandig version på en flagstang, der kan modstå såvel klimatiske som globale forandringer i de kommende generationer i det nye årtusinde.

Når valgresultatets jubel har lagt sig og den politiske hverdag i de respektive maskinrum opstartes, skal en formodet SRSF-regering navigere ikke bare mod Enhedslisten og frustrerede borgerlige partier, men måske også indbyrdes. De kommende år vil vise, om det lader sig gøre. I historiens perspektiv kunne det tyde på enten en enkel valgperiode eller et socialdemokratisk-ledet regering resten af dette årti.

 

Enhver læser, der har pakket sin kuffert mere end et par gange og ikke mindst sat en udenlandsk adresselabel på, kan reflektere over, hvorvidt Danmark er et godt land at vende hjem til. Der venter en stor udfordring for den nye regering med at videreudvikle den nuværende danske stat. De økonomiske inden- og udenlandske realiteter vil fremadrettet gøre opgaven mere end vanskelig!  

 

Note:  

Foto:  Polfoto/ Erik Egvad Petersen Link til The Economist: http://www.economist.com/node/21528667 

 

Inspirationskilder:  “projekt LØKKE” ( af Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen) samt private kilder.

 

Næste planlagte blogindlæg “NL alternativer”.    

Skriv en kommentar

Filed under Politik