Tag Archives: Berlin

Glienicker Brücke – 50 år senere

 

Fra “mit beskyttede danske værksted” kunne jeg – som x millioner af andre vesteuropæere – erfare om koldkrigstidens konfrontationer, hvor den delte hovedstad Berlin udmærkede sig med nogle ekstremt særlige historier og minder i perioden fra 2. verdenskrig og frem til Murens fald i november 1989. Nogle få “frivillige” rejser i DDR (Østberlin og Rostock) gav nogle input on location fra tiden før Murens fald.

Medio sept. 2009

Det var en overskyet september dag anno 2009 ved mit næstsidste besøg i Tysklands formidable hovedstad Berlin. Næstsidste kalenderkryds den eftermiddag var en stor – relativ kompakt og ikke særlig køn brokonstruktion i den vestlige del af Berlin. Senere – hvis jeg nåede det – var dagens sidste kalenderkryds et nuttet lille jagtslot Sans Souci i samme vestlige område. Selvom slottet blev nået og nydt til slut, var det broen i al sin rå metal, der skabte stemningen og faktisk også de livslange minder.

Da jeg steg ind i taxien i Berlin Mitte og nævnte adressen, var den engelsk-talende chauffør straks med. Han kiggede på mig via bakspejlet, inden han satte Merseren i gear “heading west”. Der var mange røde lys på vejen. Derfor blev der tid til erfaringsudveksling. Det var – til en undtagelse – ikke en tyrkisk chauffør, men en tysk indfødt. Vi var næsten jævnaldrende og snakken gik lystigt mellem os, indtil hans spørgsmål: “Hvilken side af broen skal stoppe?”

“DDR-siden – naturligvis”, var mit svar og han smilede let op i bakspejlet.

Vi nåede frem, medens vores intensive snak udgjorde en ekstra dynamisk energi på Merseren. Jeg stod ud – tog nogle fotos – gik frem og tilbage på broen – stod og resignerede – og satte mig underligt forstemt ind i taxien igen. Jeg opdagede, at taxametret var slået fra. Vi så på hinanden. “Gary Francis Powers” blev udvekslet for ……jeg gjorde en pause og den tyske taxichauffør havde mesterligt fanget stemningen og svarede, “Rudolf Abel”.

Enhver, der besidder 50+ årringe eller mere i DK og ikke mindst har beskæftiget sig over tid med emner som spionage og tilsv. vil forstå, at navne som – “Powers” og “Abel” og “Vogel” – var noget særligt.

10. februar 1962

Det fortælles, at der var lys i vinduerne om aften og natten i Det Hvide Hus, hvor præsident John F. Kennedy og hans nærmeste stab sad i det ovale værelse og afventede besked fra de amerikanske poster i Vestberlin. Det var den første store spionudveksling på den gamle tyske bro, hvis metal havde gennemgået mange udfordringer i det 20 århundredes tyske historie.

Francis Gary Powers (1929-1977) var en pilot i USAirforce. I det dengang berømte Lockheed U-2 fly, der kunne nå en højde på knap 20 kilometer, overfløj han på spionage-fototogter såvel det daværende USSR som Cuba.

Amerikanerne følte sig den gang sikre på, at de sovjetiske raketter ikke kunne nå den højde. Men de tog fejl og Powers blev skudt ned over Sovjetunionen d. 1. maj 1960. Han tog ikke sin medbragte giftpille og blev fængslet i USSR. Knap to år senere blev han udvekslet med en af historiens største spionprofiler, nemlig den sovjetrussiske…

Rudolf Abel (f. Vilyam Genrikhovich Fisher i Storbrit. 1903 – d. 1971 i USSR) var en sovjetrussisk mesterspion (her gælder klichéen virkelig!) i USA gennem mange år, indtil han blev stukket af en anden kommunistisk agent.

Abel stod til 30 års fængsel. Men i begyndelsen af 1960erne startede det, som gennem resten af den kolde krig blev kendt som egentlige spionudvekslinger primært i Vest-/Østberlin. Ofte diskuterede den vestlige presse, hvem der profiterede mest på disse udvekslinger. Og ganske tit så det ud til, at Vesten købte sine borgere for dyrt retur fra USSR og de øvrige “broder-lande” i det kommunistiske paradis i Østeuropa.

Selve udvekslingen den kolde februardag nr. 10 i 1962 på Glienicker Brücke, samt hvad der efterfølgende skete for såvel Powers som Abel, skal ikke refereres her. Enhver interesseret har læst om den mindst et par gange, således også blogejeren, der næsten kan recitere det i søvne. Men det er væsentligt i denne kontekst at nævne en person mere, nemlig

Wolfgang Vogel (1925-2008) – I DDR-tiden var STASI det østtyske sikkerhedspoliti. Enhver med trang til fordybelse af dette emne har besøgt de historiske områder i det nuværende Berlin. To navne – nemlig Markus Wolf (chef for STASI) og Wolfgang Vogel spillede en potent rolle især i 1960erne og frem til Murens fald i 1989.

Dr. juris Wolfgang Vogel var ikke bare østtysk advokat. Han blev et fabelagtigt “link” mellem DDR (og USSR) versus Vestmagterne. Vogel var forhandleren om nogen af spion-/personudvekslinger. Det var således også ham, der forhandlede med USAs repræsentanter i Vesttyskland (=Vestberlin) omkring udvekslingen, der foregik i dag for nøjagtig 50 år siden.

Wolfgang Vogel besad advokatens kyniske sider i en sjælden raffineret cocktail, der passede som foldede hænder til såvel Vest som Øst´s officielle fornægtelser af spionhandler. Det muliggjorde adskillige mere eller mindre kendte “swaps” over tid (Greville Wynne vs. Konon Molody osv.osv.)

Det blev senere kendt (vistnok ved Vogels uofficielle mellemkomst), at der udviklede sig en særlig respekt og ligefrem et venskab mellem Vogel og Abel. Normalt ophørte enhver kontakt efter udvekslingen. Det skete også officielt planmæssigt den 10. februar 1962.

Nogle år senere efter begivenheden kom der pludselig en dag en bogpakke til Wolfgang Vogels kontor i Friedrichsfelde-bydelen i Østberlin. Den indeholdt en yderst unik og meget værdifuld bog om antikkens jura, der ikke var til salg hos nogen almindelig boghandler nogetsteds i verden. – Afsenderen var en kendt adresse i den russiske hovedstads centrum nærmere bestemt på Djerziinskijpladsen, hvor Abels chef alias Bødlen fra Budapest alias KGBs magtfulde chef (og senere en kort overgang USSR-leder) Jurij Andropov (1914-1984) residerede. – Den russiske sikkerhedstjeneste har altid haft en imponerende hukommelse og udvist loyalitet overfor sine tro medarbejdere. ;-)

Efter Murens fald i november 1989 mødte Vogel (som andre kendte DDR-notabiliteter (ingen nævnt, vistnok ingen glemt)) en “fleksibel indstilling” fra Vestmagterne, herunder Vesttyskland. Efter et kortere fængselsophold i 1990erne kunne Vogel frikendes og nød sine sidste år ved Schliersee i Bayern, inden han døde af et hjertetilfælde som knap 83-årig.

September 2009 – in reflexion

Den tyske taxichauffør havde – som mange erfarne taxichauffører i verdens byer – en særlig kunde-intuition. Da vi senere nåede til området ved jagtslottet Sans Souci, oplevede vi begge den herlige fløjtespiller, der sad og underholdte. Han så listig ud (Wolfgang Vogel havde synes om ham!), medens de sarte toner flængede turisternes råberi om fotoindstilling og guiding til Sans Souci.

Taxametret var forøvrigt blevet slået til igen, da jeg efter fotografering af Glienicker Brücke satte mig ind i vognen. Vi vidste begge, at den manglende taksering ville blive refunderet.

U2-piloten Gary Powers er død forlængst. Det samme er den russiske mesterspion Rudolf Abel og den fabelagtige (øst-)tyske advokat Wolfgang Vogel. Men broen eksisterer stadig som monument på den første af adskillige efterfølgende spion-udvekslinger mellem Øst og Vest.

I dag er det 50 år siden, at Powers og Abel blev udvekslet og startede en bølge, der med skiftende intensitet fortsatte ved forskellige check-points i Berlin indtil Murens fald. Der er skrevet et utal af bøger og filmatiseret en del om dette interessante tema. Blandt de ypperligste er to af verdens absolut største (og nulevende) britisk fødte spændingsforfattere 80-årige John Le Carré (David Moore John Cornwell, f. 19/10/31) og snart (18/02/29) 83-årige Len Deighton.

John Le Carré´s “Tinker, Tailor, Soldier, Spy” (bog fra 1974) er nu blevet genstand for en film, der er Oscar-nomineret anno 2012. Denne film toucher ovennævnte tema og er planlagt som næste (og længere) indlæg på bloggen indenfor en kort tidshorisont.

“Let them come to Berlin!” (John F. Kennedy – 26.06.63 – Rathaus Schøneberg)

 

 

 

 

 

 

 

 

Note:

Foto: Erik Hulegaard

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Politik, Spionage

Berlinmuren – 50 år

Lige efter midnat d. 13. august 1961 begyndte østtyske soldater at bygge,
hvad DDRs daværende statsoverhoved Walter Ulbrecht kaldte “en anti-fascistisk
beskyttelses-barriere”.

Cirka to måneder (15.juni 1961) forinden dette “imponerende
fæstningsværk” tværs gennem Berlin blev bygget, havde samme statsoverhoved
erklæret: “Ingen har til hensigt at bygge en mur.” Det skete som reaktion på den
tiltagende østtyske udvandring, især gennem Øst til Vestberlin.

To dage efter Murens start – d. 15. august 1961 – sprang den kun
19-årige østtyske soldat Conrad Schumann over pigtrådshegnet og hoppede
bogstaveligt forstand ind i Vestberlin. Billedet (ovf.) blev verdenskendt. Ingen
spindoktor kunne rede den situation for DDR!

Historien om Schuman endte knap så vellykket. Mennesker på den
vestlige side råbte “Kom” til ham, og Conrad smed sit gevær, hoppede over
pigtråden og blev i hast kørt væk i en vesttysk politibil.  Conrad Schumann
bosatte sig senere i Bayern og blev gift. Han led af depressioner og d. 20. juni
1998 hængte han sig selv.

Muren

Den 45,9 km lange mur gik tværs gennem
Berlin (ialt 155 km. mur rundt om Vestberlin). Den adskilte på en
ganske tilfældig måde bydele i den delte tyske, tidligere og nu igen, hovedstad.
“Muren” var det vesttyske udtryk; det østtyske “den moderne bygrænse”. Set fra
vest mod øst bestod muren af en 3,5 m høj betonvæg eller tætmasket
pigtrådshegn. Muren var belyst fra projektører. Dertil kom et 40 m bredt
græsstykke, afgrænset af en 2,5 m dyb grav. Derefter fulgte en planeret stribe
med sand, hvor fodspor let kunne afsløres. Langs muren gik der endvidere en
asfalteret vej for overvågningsbiler, og enkelte steder fandtes der “løbeanlæg”,
med hunde som brugtes mod mennesker, automatiske skydeanlæg, vagttårne og hegn,
som udløste lys- og lydsignaler ved berøring.

Mellem 136 og 245 mennesker blev i perioden
fra 1961 dræbt ved denne specielle grænse. Alligevel lykkedes det ca. 5.000
mennesker at flygte over Muren fra Øst til Vest. (leksikon.org)

Checkpoint Charlie – Berlin
2011

Mauermuseum

Den tyske ildsjæl
Rainer Hildebrandt (1914-2004) skal ikke glemmes i
denne forbindelse. Han var med tysk præcision, grundighed og udholdenhed manden,
der skabte Mauermuseum – et stenkast fra Checkpoint Charlie
(Friedrichstrasse).

Det startede den 19. oktober 1962
i en 2,5 værelses lejlighed i den berømte gade op til Muren ved navn Bernauer
Strasse. Enhver (inkl. blogejeren), der besøgte Muren i perioden 1961-1989, vil
vide, at Bernauer Strasse var delt. I den østlige del var bygningerne (og
vinduerne) muret til, i den vestlige del kunne vestberlinere opleve den
forfærdelige kontrast. Museet i lejligheden havde vinduer til Muren. I 1963 blev
museet flyttet til tæt ved grænseovergangen Checkpoint Charlie. Der var gennem
årene tema-udstillinger foruden det substantielle sigte, at informere om
Muren.

Kommer læseren til Berlin og blot
har nogle millimeters interesse i Muren, besøg “Verdens første museum af
ikke-voldelig protest”, som det lejlighedsvis også er blevet kaldt
(Kochstrasse U-bahn nærmeste station).

Refleksion

Berlin-muren mellem
Øst- og Vestberlin var den mest besøgte af de to Berlin-bydeles seværdigheder.
Ingen ved – selv ikke tyskerne – med nøjagtighed, hvor mange besøgende der var
gennem de 28 år. Muren kunne fra Vestberlin følges fra Zobel-Krüger-Damm i nord
til Waltersdorfer Ch. i syd.

Blandt mange store
øjeblikke i efterkrigstidens Berlin rangerer tre begivenheder i den
klassifikation, der kaldes unik.  Den første var luftbroen 1948/49. Den sidste
var Murens fald d. 9. november 1989. Imellem disse to store øjeblikke var der
endnu et. Det kom onsdag d. 26. juni 1963.

Når kendte
statsoverhoveder besøgte Berlin (øst som vest), var et besøg ved Muren en fast
indlagt begivenhed. De mest berømte besøg stod to af USA mest karimatiske
præsidenter for.

Den solbeskinnede 26.
juni 1963 var en særlig dag i Berlins historie. Ingen, der oplevede den live
eller senere på film, vil glemme den. En stor limousine kom kørende i den
amerikanske sektors sydlige bydel Schöneberg på vej til rådhuset, hvorfra
Vestberlins senat ledede Vestberlin.

På bagsæderne sad tre
meget forskellige mænd. Den ene var USAs knap 46-årige præsident John F. Kennedy
(JFK), den anden var Vesttysklands magtfulde forbundskansler 87-årige Konrad
Adenauer og den sidste var Vestberlins overborgmester 50-årige Willy
Brandt.

Ifølge tyske medier
var ca. 1 million mennesker til stede i gaderne, da JFK sagde de berømte ord
“Ich bin ein Berliner” fra balkonen på Rathaus Schöneberg ved
Rudolph-Wilde-Platz i Vestberlin.
(Rådhuspladsen blev senere navngivet
John-F-Kennedy-Platz og der er placeret en mindetavle ved rådhuset for Kennedys
tale)

Senere samme dag ved
afrejsen i Tempelhof-lufthavnen (Vestberlins daværende hovedlufthavn (lukket
nov. 2008)) sagde Kennedy til sin taleskriver Ted Soerenson (med de danske
aner):

“Vi vil aldrig mere
få en sådan dag, så længe vi lever!”

Amerikas 35te
præsident John Fitzgerald Kennedy fik ret!

Næsten nøjagtig 24 år
(12.juni 1987) senere stod en amerikansk præsident på en talerstol foran
Brandenburger Tor i centrum af Berlin. USAs 40ende præsident den 76-årige Ronald
Reagans tale indeholdte de gyldne ord (og ønsker): “Hr. Gorbatjov, riv denne mur
ned!” –  Ronald Wilson Reagan fik sin vilje cirka 2 år senere i en
verdenshistorisk begivenhed, som få troede muligt.

Den 9. november 1989
fortalte DDRs næstsidste statsleder Egon Krenz (=formand for Statsrådet –
Manfred Gerlach (1989-90) blev den sidste) til partiet, at alle østtyskere kunne
tage til Vesten fra næste dag, hvis de søgte visum. Ved midnat strømmede
hundrede tusinder over grænseovergangene fra Øst mod Vestberlin. Berlinmuren
faldt. Tyskland blev året efter genforenet d. 3. oktober 1990.

Et af den nyere
verdenshistories store kapitler blev skrevet, uden at der blev løsnet et skud.
At det blev muligt skyldes i høj grad en herre, der i år fyldte 80 år
(02/03/31). 

Hans navn er
Mikhail Sergejevitj Gorbatjov – “The Man, who changed the World”. Han
blev fortjent hyldet ved en gallaconcert i Storbritanniens fornemste showarena –
Royal Albert Hall.

  ( http://www.guardian.co.uk/world/gallery/2011/mar/30/gorby80-mikhail-gorbachev-birthday-gala )

PS. – Muren
mellem Øst og Vest i Berlin skal genopføres, dog kun på udvalgte steder. F.eks.
har souvenirjægere (ikke blogejeren!) hakket så meget af den gamle mur ved
Bernauer Strasse, at det sammen med almindelig erosion nødvendiggør en
nybygning. En del af arbejdet finansieres af penge, der blev beslaglagt fra
DDR-styret efter den tyske genforening i 1990 (The Independent).

Note:

Foto: 1 og 3 s/h billede
(internet) – øvrige: Erik Hulegaard

Link til Mauermuseum

Næste planlagte blogindlæg
“Løvebilen bag tremmer”

                      

Skriv en kommentar

Filed under Politik