Tag Archives: Film

Lisbeth Movins sidste tæppefald

Der er skuespillere og der er skuespille-r-i-n-d-e-r. De findes i alle aldre og former og affarvninger og talentmasse. Nogle huskes en tid, mange glemmes hurtigt og få huskes altid.

Til den sidste kategori hører Lisbeth Movin. Når navnet nævnes, fokuserer “Det individuelle scenelys” på en helt
særlig kunstner!

Skuespillerinden Lisbeth Movin
Det sluttede i d. 7. november 2011 på Hillerød sygehus i en alder af 94 år. Det begyndte d. 25. aug. 1917 i Odense. Professionelt fulgte en scenisk uddannelse på Det Kgl. Teaters elevskole 1939-41, med et arrangement
sammesteds indtil 1943. Herefter Det Nye Teater indtil 1950, igen samme steds fra 1968 efter free-lance årene.

Første film var “Et skud før midnat” (1942) – sidste kendte film var ”Barbettes gæstebud” (1987) og den allersidste var “Sidste akt” (1987 af Edvard Flemming). I 1995 deltog hun i en portrætudsendelse om Carl Th. Dreyer “Min metier”.

En af hendes største præstationer var rollen som den præstefrue i Carl Th. Dreyers mesterværk fra 1943 “Vredens Dag”. Hendes nærmest brændende øjne huskes af enhver, der har set denne film. I den modsatte ende af skalaen (kan man næsten sige) sås hun en ganske kort tid hos Stig Lommer på ABC teatret på Frederiksberg i midten af 50′erne; gensidigheden stammede fra, da hun havde været “mimose” i en af 40′ernes Hornbæk-revyer. Men ellers var det filmen, der skulle blive hendes domæne. Andre titler er besættelsestidsdramaet, “De røde enge”, en af de bedre frihedskæmperfilm.

Ægteskabet med hendes livspartner siden 1945 den særdeles produktive, indflydelsesrige og karismatiske  filminstruktør, Lau Lauritzen jr., (direktør for ASA-studierne), gjorde, at der var langt mellem den sceniske aktivitet.  Moderskabet med de tre børn skulle også passes, hvoraf den ene Lone Lau senere fik en karriere som bl.a. revyskuespillerinde.

På teatret blev det til et comeback i slutningen af 60′erne, ligesom hun påtog sig flere sceneroller efter sin ægtemands død i
1977.

På film var Lisbeth Movins næstsidste rolle som en af middagsgæsterne i “Babettes gæstebud”, i øvrigt smukt genforenet med
elevskolekammeraten Preben Lerdorff-Rye, der for øvrigt spillede hendes stedsøn og elsker i mesterværket “Vredens dag”.

“Trivia”
Hendes forældre var henholdsvis lektor Rasmus Movin (bl.a. lærer på Schneekloths gynm., Værnedamsvej på Frederiksberg-siden af den delte vej i Kbhvn.) og skuespillerinde (Fernanda Rauch). Hendes tre år ældre storebroder (Rasmus) var en succesrig, kendt (bl.a. for sin indsats på hospitalskibet Jutlandia under Koreakrigen) og for længst afdød overlæge (specialist i alm. kirurgi og ortopædkirurgi) på Frederiksberg Hospital. I disse dna-fora initieredes en person, der med årene skulle blive en helt særlig skuespillerinde.

I tre år var Lisbeth Movin konservativt medlem af byrådet i Hørsholm, men fandt ud af som mange andre kunstnere, at politik ikke lige var hende.

Refleksion


Lisbeth Movin havde en sjælden klassisk stil. Ansigtet, øjnene og stemmen var aldeles eminente effekter, der i kombination med en periodevis næsten underspilning kunne få tilskueren til at nærmest stigmatisere
i gys og beundring.

Hendes medfødte talent blev over de kunstneriske år kultiveret af to mænd, nemlig en af den danske films allerstørste instruktører Carl Thorvald Dreyer (Nilsson) samt hendes livspartner, Lau Lauritzen jr – en af dansk films daværende “tunge drenge” (ASA film og Kinopalæet).

Mesterinstruktøren Carl Th. Dreyer kunne som den eneste afdække kvinden Lisbeth Movins talenter fra det nærmest barnligt uskyldige til det katteagtige dæmoniske.  En enestående kunstnerisk spændvidde!

Talent og ikke mindst det nærmest udefinerlige begreb “karisma” kan aldrig nogensinde læres på nogen
uddannelsesinstitution.

“Kvinden” og “Kunstnerinden” Lisbeth Movin personificerede tilmed de to alt for sjældne begreber“Karisma” og “Klasse” !


….scenelyset er nu slukket for sidste gang, undtagen i vores erindring, hvor det vil lyse tilpas dæmpet, stilfuldt og dog intenst med en sjælden styrke i meget lang tid!

(foto Anders Askegaard)

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Minde

Filmen Dirch

Filmen ‘Dirch’ er et biografisk drama om den danske komiker Dirch Passer. Filmen følger ham fra han ikke meget mere end 30 år gammel, og allerede en myte. Med et blik, en enkelt replik har han publikum i sin hule hånd, og sammen med sin makker, sin sjæle ven, sin åndelige bror, Kjeld Petersen, er han på toppen af verden.

Alt hvad Dirch nogensinde har drømt om er virkelighed, han og Kjeld nyder livet som berømtheder til fulde. Endeløse byture, letlevende damer, og konstant arbejde. Men i kulisserne lurer dæmonerne. Sceneskræk, druk, jalousi og spirende ambitioner om at spille seriøse roller kaster skygger i de to komikeres venskab. Snart er de skilt ad, og den konfliktsky, generte Dirch Passer må prøve at tage sit liv i egne skrøbelige hænder.

Rollebesætning

Nikolaj Lie Kaas har hovedrollen som Dirch Passer. Lars Ranthe spiller skuespilmakkeren Kjeld Petersen, og den yderligere rolleliste byder bl.a. på Lars Brygmann som Stig Lommer, Morten Kirkskov som Ove Sprogøe, Martin Buch som Preben Kaas (Nikolaj Lie Kaas’ far). Martin Zandvliet har instrueret “Dirch.

Refleksion

Blogejeren hører til de (over-)modne årgange, der har oplevet Dirch Passer og Kjeld Petersen på ABC-teatret samt senere Dirch Passer i Cirkusrevyen. Samme blogejer har efterfølgende set, hørt og lejlighedsvis nydt efterkommere som Preben Kaas og Jørgen Ryg, Claus Ryskjær, Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl m.fl. – Dette sammenholdt med diverse informationer fra skuespilverdenen omkring bl.a. Dirch Passer fra storset samme tidsalder har produceret et indtryk af dette helt særlige eksemplar af skuespil-racen. Ligeledes har blogejeren oplevet Stig Lommer i privatsfæren.

Sidstnævnte giver anledning til den ene af to negative oplevelser med filmen Dirch.  Den ofte anvendte skuespiller Lars Brygmann forekommer helt fejl-castet som Stig Lommer.  Samme afdøde runde og favnende teaterdirektør kunne mageligt samstilles med såvel Aage Stentoft som Volmer Sørensen i deres særlige evner for talentdyrkning, show business i nærmest alle genrer, værdien af marketing samt en absolut glæde ved såvel quinder som livets øvrige fristelser. Hertil kom Lommers sans for livets finurligheder; evner der med hans tænd-sluk charme kunne over- eller underspilles.

Den anden mindre gode ting ved filmen er slutningen, der sagtens kunne være stoppet ved Passers dramatiske kollaps i Glassalen i Tivoli.

Udover disse to forbehold tøver blogejeren ikke sekund med at udnævne filmen Dirch til “Bodil-materiale”; ihvertfald bør en af Danmarks absolut største talenter i de yngre årgange Nikolaj Lie Kaas var selvskrevet til normineringen “Bedste mandlige hovedrolle”.  “Bedste mandlige birolle” burde tilegnes den aldeles fremragende Lars Ranthe som “Kjeld Petersen”.  Rolleindehaverne på spinnesiden – Sigrid Horne Rasmussen, Hanne Bjerre Pedersen, Judy Gringer m.fl. er ikke særlig fremherskende i en film, hvor “Dirch Passer” og “Kjeld Petersen” samt “Stig Lommer” stjæler al scenelyset.

Selv heteroseksuelle mænd som Dirch Passer og Kjeld Petersen fremstilles i filmen kan elske hinanden som brødre. Men i broderskabet lurer også jalousien. Således også med Kjeld Petersen, hvis talent måske i virkeligheden var større end Dirchs, fordi det var mere varieret.

Dichs talent var komikken i mange variabler. Det sås tydeligt i fiaskoen, som Lommer satte op for hans skyld. Hans (enfoldige) Lennie-rolle i John Steinbecks “Mus og Mænd” (1937). Publikum grinede, bare han kom ind og fiaskoen var tydelig.

I næste generation tegner filmen gode portrætter af såvel Dirchs sidste samleverske, unge Bente samt hans døtre Dorte (f.1951 – med Sigrid Horne-Rasmussen) og Josefine (f.1966 – med Hanne Bjerre).

Nogle af Cirkusrevyens nuværende hovedaktører må anses for leverandører af den absolut bedste scenekomik i vor tid. Alligevel er der stadig et stykke – de indrømmer det selv – op til det mærkværdige sammensatte, følsomme og fabelagtige komiske talent, der kollapsede på scenen i Københavns Tivolis Glassalen onsdag d. 3. september 1980 og efterfølgende døde på Kommunehospitalet i en alder af 54 år. 

Filmen illustrerer på fremragende vis, at revydirektøren Stig Lommer havde “casting-blikket”. I filmen siger Lommer til Dirch: “Der er ingen, der har dit talent! I-n-g-e-n!”  Det var en udtalelse, der umiddelbart synes fraseret.  En udtalelse, der bruges så frygtelig ofte af teater- og filmfolk for at smigre og/eller piske skuespillere frem til en bedre præstation.

Den illustrerer også, hvad mange danskere – især i de (over-)modne årgange – fornemmede den gang, mange stadigvæk fornemmer og temmelig mange altid vil huske:

Dirch Hartvig Passer var ikke bare stor –

han var den største af dem alle!

Note:  Næste planlagte blogindlæg “Bella Vista og Bella Donna”.

Skriv en kommentar

Filed under Filmanmeldelse