Tag Archives: Mobilos

Det digitale fingeraftryk

Så skete det – endelig. Den mobile stenalder er for et øjeblik udskiftet med nutidens mobilitet, der allerede bliver forældet, medens disse linjer læses. Blogejeren formodes at være en af de allersidste; ja har måske overhalet et par folkepensionister i en forstad til Snave samt en iskagesælger og en hjemløs i Region Hovedstaden, men ellers nok blandt de sidste.

Blogejeren har omsider pensioneret sin ældgamle, knap 4-årige HTC mobilos og investeret i en trykfølsom moderne “intelligent” mobilos. Betragtes bybilledet, både i større byer og “Udkantsdanmark”, går store dele af de 2-benede i næsten alle aldre og skostørrelser rundt og trykker og stirrer på deres mobilos næsten 24/7. De ikke alene går, de sidder også i ventearealer, på cyklen, bag bilrattet (i fart!) og lejlighedsvis løber de også, medens de stirrer ned i displayen.

Bevares – mobilos kan også meget under skærmens følsomhed. APPS til downloading af sin gamle oldemoder i 3D, check af vejret i Vejle-forstaden Bredballe d. 12. november 1938, vandstanden målt i kilometer anno 2100 ved den jyske vestkyst, online oplevelsesorienteret psykoterapi, adgangskravene til negleartist-akademi-uddannelsen samt kontingentstørrelsen til de fremtidige robotters fagforening og irisanalysemulighed af sin livsstilcoach er dog ikke med; ……ihvertfald ikke i blogejerens mobiltelefon.

HTC Wildfire S er – måske – gloende hed. Der skal hapses flere apps, så der bliver mindre tid til…..rengøring, havearbejde, tøjvask og tilsvarende mentalt belastede og non-lystige pligter. ;-)

Tal- og indtryk

Der formodes i dag at være ca. 5, 8 milliarder mobilabonnementer i verden, hvoraf Danmark tegner sig for 7,87 mio. mobilabonnenter ( 141,4 stk. for hver 100 indbyg.). 3G -UMTS- har gennem nogle år været betragtet som dagens datanet. Nu kommer 4G – LTE – med forøgede hastigheder, så cirka 5-10 gange hurtigere end 3G-nettet. Det forlyder, at der allerede nu investeres 16,2 milliarder Dkr på verdensplan i 4G-master.

Den 1. oktober 1981 blev verdens første tværnationale mobilnet, det nordiske mobiltelefonnet , NMT, født. Det lagde standarden for dagens mobiltelefon i mange lande. Fra den tidsalder vil mange læsere huske de første “slæbbare mobiltelefoner”, der næsten – forinden anskaffelse – krævede et 3-måneders intensivt vægttræningsprogram i det lokale motionscenter (som det hed dengang i fattig-1980erne).

Refleksion

Højtryk – lavtryk – indtryk – håndtryk – modtryk – særtryk – blodtryk – akseltryk – mobiltryk – vi påvirkes hvert sekund. Mine bamser har brummet, at jeg bør begynde allerede nu at spare sammen til en robot til min alderdom, hvor det meste “såkaldte” ældreomsorg er udliciteret til kompetencetunge og letmetalagtige robotter. Måske kan investeringen trækkes fra i den skattepligtige indkomst eller modregnes i de lommepenge, der vil blive udbetalt til den tid.

Ikke til “livsfornødenheder” såsom Aalborg akvavit, cerutter, nisseøl og tandpasta samt en polyester plaid i samme farve som kamelgødning, som det engang vistnok var underforstået i det socialdemokratiske velfærdskoncept (flere generationer før teknokraten og talknuseren Bjarne Corydon og skabssocialdemokraten alias lille Thor Møver), men til robotolie og korttidsleasing (hvor længe lever man?) af robot-APPS.

Bekymringen kunne være, at man glemmer de enkelte og nærende daglige muligheder. Noget så simpelt (og sundt) som at samtale direkte med et medmenneske, at gå, cykle eller løbe en tur, opleve naturen – og 4G-masterne – gennem de fire årstider…..men det kan sikkert også virtuelt findes via en apps. :-)

Reklamer

8 kommentarer

Filed under Kommunikation

Skærsilden

Påsken med alle dens traditioner er netop overstået. Mad og drikke i volumiøse mængder er forlængst bearbejdet i vores respektive fordøjelsessystemer, herunder (eventuelt) påskesilden. Den mærkeligste af alle “sild” er ikke påskesilden, kryddersilden eller den marinerede sild eller spegesilden eller den stegte sild, men derimod Skærsilden, som selv den mest kompetente havbiolog intet aner om.

Skærsilden (latin: purgatorium “renselsessted”) er i den romersk-katolske kirkes dogmatik en tilstand mellem døden og saligheden, hvor afdøde gennemgår den renselse, der er nødvendig, før de kan komme i himlen. Skærsilden er således et “forstadium” til himmelen og må derfor skelnes klart fra de lidelser, som de fordømte tænkes at lide i helvede. (Wiki-delcitat)

S-togslinie B – en forårsdag

En fuldmoden quinde, der aldersmæssigt havde passeret sin 50 års fødselsdag, men stadig manglede nogle år før hun (eventuelt) kunne hæve sin efterløn, sad og fyldte en del af et 3-mandssæde. Hendes eksorbitant velpostrede quinde-krop bevægede sig i en sær takt, medens hun nærmest skreg ind i sin mobilos. Stemmeføringen varierede fra middelhøjt til skærende højt. Det var hendes (aldrende) grædende mor, der blev telefonisk bearbejdet.

Stemninger skiftede ubesværet fra nærmest snerrende overbevisende sætninger til stationen før næstekærlighed. Hendes rødligt farvede hår synes nogle gange at stå i flammer, medens hendes anseelige corpus, der mindede om en lettere feminiseret udgave af Michelin-manden, rokkede frem og tilbage som en ekstra understregning af hendes suverænitet overfor hendes gamle mor. To gange røg den medbragte krykkestok på gulvet – ikke just lydløst. Og så kom den gyldne sætning, medens hun kiggede listigt på sine medpassagerer, herunder blogejeren:

“Jeg garanterer dig….mor…du kommer i-k-k-e i Skærsilden”

3-4 sætninger senere gentog denne imposante quinde det i sin mobilos, denne gang efterfulgt af et “nåååh..nåååh”. Den rødhårede kropsdue tog herefter en dyb indånding, så fibrene i det stramsiddende tøj blev strakt til det yderste og lidt til. Enhver hoftevrikkende stylist kunne risikere et apopleksisk anfald, hvis ha/un betragtede tøjets sammensætning og farver; sidstnævnte bragte tanker om en knust farvelade i de sidste timer af børnefødselsdag.

Årsagen til denne imposante quindes telefon-skrigeri til sin grædende mor skyldtes også i den grad et klart forsøg på at overdøve en yngre mand af negroid race, hvis mere dybe stemmeleje forsøgte at overdøve den rødhårede, medens han med sit eget sprog (swahili eller andet) nærmest skreg ind i sin mobilos på 2-mandssædet lige overfor.

Refleksion

Lykken ville, at jeg kun skulle køre 3 stationer til næste kalenderkryds. Men det var rigeligt….inderligt ri-ge-ligt til at bebrejde min ellers ret driftssikre indre GPS, at den ikke forlængst havde dirigeret mig til “hold-kæft-kupéen” (=stillekupéen).

Skæbnen ville, at jeg ved indstigningen i S-togstogslinie B denne solbeskinnede forårsdag i det Herrens/Fruens år netop havde overstået 3 forskellige kirkegårdsbesøg i Hovedstaden. Det satte ligesom “Skærsilden” i et særligt relief. Og samtidig genererede det en massiv forundring over, at denne quinde kunne være så sikker på, at hendes gamle mor i-k-k-e kom i Skærsilden.

S for Skærsilden eller S for S-tog. Måske kommer der en dag de samme strenge regler for mobiltelefoni i offentligt rum som der er for rygeforbud….ja…ik´ sandt?!

Note:

Næste planlagte indlæg: “Verdens største……”

2 kommentarer

Filed under Moral