1600 Pennsylvania Avenue NW Washington, DC 20500 er adressen på en verdenskendt “Bara(c)k” eller mere præcist Det Hvide Hus i Washington D.C., USA. I den politiske leje-kontrakt står der, at den indflyttende hovedperson og ledsagende familie maximalt kan bo der i 8 år.
Foreløbig har Barack Obama – USAs 44ende præsident – boet der med familie siden d. 20. januar 2009. Det har ikke været nogen nem tid, men torsdag d. 4. august 2011 kan Obama for en stund forsøge at glemme besværlighederne ved jobbet, medens den store fødselsdagslagkage med de 50 lys forsøges pustet ud af
ham selv, måske med hjælp af fru Michelle og døtrene Malia Ann og lillesøster Natasha.
Familien, dele af hans kabinet og stab samt US-demokrater, hans samarbejdspartnere i Canada, Storbritannien, Asien, Mellemøsten, Sydamerika samt udvalgte i EU og andre FN-lande (rækkefølgen er ikke tilfældig 
) vil naturligt efter protokol og individuelle følelser hylde ham.
Mange af disse vil erindre det venligt sagt betydeligt dårligere forhold til Obamas forgænger, der er tæt på at fortjene prisen som USAs ringeste præsident i mands/kvindes minde. Men dette forhold gjorde også, at
forventningerne til dagens fødselar blev skruet op i nærmest himmelske og dermed urealistiske højder.
“Denne sejr er ikke den forandring, vi søgte. Den er muligheden for at skabe forandring.” Sådan var ordene i Grant Park, Chicago efter sejren, udtalt af USAs første afro-amerikanske præsident med den mest velorganiserede valgkampagne i mands minde!
Den aktuelle vedtagelse af USAs statsbudget kunne såmænd også inkluderes i talens statement fra Grant Park.
Første tid
Barack Obama blev nærmest båret ind i Det Hvide Hus efter den markante valgsejr i november 2008 over republikanernes særegne og ældre senator, krigshelten John McCain. Obama blev sammenlignet med demokratiske forgængere som Bill Clinton og John F. Kennedy. Fællestrækkene er der. Den intellektuelle kapacitet. Det oratoriske talent. Visionerne. Charmen. Den aktive motorik, også reelt i den analytiske tilgang til problemløsning. Det påstås, at især Clinton og Obama har det til fælles, at analysen tit tager overhånd; noget, der ikke sjældent ses hos akademikere i alle samfundsfunktioner.
Evnen til at skære igennem, tage de brutale beslutninger og stå fast var mere kendetegnet hos Kennedy, der også – ligesom Obama – havde sammensat et særdeles kompetent kabinet, hvoraf hans broder Robert var en enestående med- og modspiller for JFK. – ”Beslutnings-kompetencerne” var dog klart mest synlige hos Harry S. Truman af alle (demokratiske) præsidenter i forrige århundrede.
De politiske nødder
Den næsthårdeste af Obamas udfordringer som præsident var at få et nyt US-sundhedssystem igennem den amerikanske kongres´ 2 kamre. Det lykkedes med hiv og håndsving til sidst at få en noget decimeret sundhedsreform vedtaget.
Det hårdeste er den økonomiske situation. Faktisk var det tæt på, at 50-års fødselaren kunne have fejret dagen, medens hans land reelt var gået i (teknisk) betalingsstandsning. Noget af et fødselar-antiklimaks. Men i næsten sidste øjeblik blev de stridende republikanere og demokrater på Capitol Hill enige om et kompromisforslag, således at der kunne etableres en aftale om USAs
statsbudget.
Langt sværere end at puste 50 lagkagelys ud er det at tage en dyb indånding og recitere de mange talstørrelser, der de seneste uger er slynget gennem mediernes platforme. Kilderne til tallene er ofte forskellige og det samme er i sandhed udlægningen af årsagerne til problemerne. Demokraterne har deres. Republikanerne har deres. Og så er der alle mellemregninger og – ynspunkter
imellem disse. Skal USAs aktuelle statsgæld nævnes, drejer det sig om ca. 15.000 mia. USDollars ( http://www.usdeptclock.org). Lettere centrifugeret svarer dette tal til, at hver USborger skylder i omegnen af 240.000 kr. Den aktuelle danske statsgæld (2010) udgjorde ca. 385 mia Dkr., hvilket igen betyder, at hver dansker skylder 70.000 kr.
Wonderful Copenhagen
Apropos danskere – dagens fødselar tænker nok især på to begivenheder i det Herrens/Fruens år 2009, når der forventelig indløber gratulationer fra det mindste af de tre skandinaviske lande.
Den 13 Olympiske kongres og 121 IOC-session blev afholdt i perioden 1-9.oktober 2009. Resultaterne på kongressen var flere. Det kendteste var naturligvis, at Rio de Janeiro fik tilkendt værtsskabet for OL 2016 og Frederik (uden efternavn) blev indlemmet i “Ringenes Herrer” alias Den internationale Olympiske komité. Forinden var foregået et sandt drama, hvor Chicago med
præsident-parret Obama som orale og prestigemæssige støtter så ud til at få værtsskabet OL 2016, men sandelig blev stemt ud allerede i første runde!
Gruppearbejde i Wonderful Copenhagen – COP 15 – dec.
2009
“Hr. Præsident, dette er det værste møde, jeg har
været til, siden elevrådet i 8. klasse”
Det efterhånden (beklageligvis) berømte citat fra USAs (snart afgående, men intelligente og glimrende) udenrigsminister Hilary
Rodham Clinton til præsident Barack Obama ved hans ankomst til COP15 i København. Husker vi det? Jovist – det var ikke en af de dage, hvor man var stolt af at være dansker. Obama husker det sikkert også; ellers kan staben diskret placere billedet af
gruppearbejdet i BC, hvor bl.a. den internationalt urutinerede danske statsminister forsøgte uden held at blive lidt mere rutineret.
Den noble pris
Barack Obama blev 9. oktober 2009 tildelt Nobels fredspris 2009. Det kan diskuteres, om det var berettiget efter så kort tid i præsidentembedet, hvilket det i sandhed også blev. I samme kontekst stod Norges statsminister Jens Stoltenberg og Barack Obama og kiggede ud af vinduet i Oslo rådhus mod Oslo-fjorden d.10. december 2009. Stoltenberg fortalte bl.a. Obama, at sejltiden med “Danmarks-fergen” tog ca 8 timer til København (den tager 16, 5 time). Sidenhen har de begge oplevet mangt og meget uden at overdrive!
Refleksion
Undtagelsesvis startes med et citat fra et nyligt interview (Politiken – ATS):
“Barack Obama, er du taknemmelig over, at det omsider lykkedes
at få en aftale på plads om Amerikas Forarmede Staters fremtidige
økonomi.
“Ja, og jeg har slet ikke overblik overblik over, hvor mange jeg
står i gæld til!”
Man kan vælge at le eller græde, alt efter temperament og politisk ståsted. Reelt mere alvorligt er situationen for verdens – stadig – mægtigste magt. Alle historieinteresserede kan remse diverse store og magtfulde
riger op på jordkloden gennem vores tidsregning og hurtig finde fællesnævneren: De er alle enten gået til grunde eller kraftigt decimeret i størrelse og ikke mindst indflydelse. Senest var det Storbritannien og nu står USA for tur i dette århundrede.
Enhver indbygger på jorden, der har mulighed for at følge den globale udvikling, kender begrebet BRIC-landene (Brazil – Russia – India – China). Nogle udvider det til BRIICS (I=Indonesia og S=South Africa).
Andre snakker om G-20 osv.osv. Uanset bogstavskombinationer, årlige vækstrater og befolkningstilvækster i nævnte lande, er det altsammen tegn på nye tider. Modsat sin forgænger er Barack Obama med sin internationale baggrund og forståelse fuldt ud klar over dette.
Kogt ned til en Maggi-terning er USAs problem, at verdens mægtigste magt simpelthen ikke længere har råd til at være det. Landet har disponeret og levet over evne især efter årtusindeskiftet.
Efteråret 2008 udbrød en alvorlig febril økonomisk infektion, der viste sig at være dødbringende i sin smittefarlighed. Virus har det med at komme igen i muteret form. Nogle vira er nærmest resistente, andre
kan behandles med forskelligt antibiotica, men også her er eksperterne uenige.
Sidstnævnte førte i USA til dannelsen af Tea Party-bevægelsen. Den tilsyneladende frontfigur er Sarah Palin. Men enhver iagttager af USAs politiske forhold suppleret op med kontakt-kilder, der besidder realistiske analyseevner, smiler ved navnet “Palin” og siger straks i samme digitale åndedrag derefter “Michele Bachmann”. Hende skal republikanernes formodede præsidentkandidat (2012) Mitt Romney bestemt ikke undervurdere, når han/de begge vil kæmpe med dagens fødselsdagsbarn om at sidde i den stol, der nogle dage endnu stadig er Jordens mest magtfulde.
Obama vil forhåbentlig nyde fødselsdagen med den “rigtige” Michel(l)e – hans hustru siden 1992 i Chicago uden noget forstyrrende Tea Party, medens en del gratulationer fra mange dele af Globen vil indeholde et
implicit ønske om, at tallet “45″ først skal udtales fra januar 2017.
Congratulations Mr. President!
Note:
Øverste foto: Internet
Nederste foto: Henrik Montgomery/SCANPIX
Næste planlagte blogindlæg: “Prinsen og Dronningerne” 
ehuwords 