Storbritannien har leveret tre premierministre siden 2. verdenskrig, der aldrig vil blive glemt. Det bør erkendes af enhver, hvadenten denne eller disse er enige eller uenige i disse politikeres holdninger. De tre personligheder, herunder viljer og ego´ers (anseelige) størrelser samt deres – lejlighedsvise – store visioner og resultater giver rammerne om deres konstante faktor i såvel den britiske som verdenshistorien.
De er mildt sagt meget forskellige. 2 konservative og 1 labour. 2 mænd og 1 kvinde. Winston Churchill (1874 – 1965) og Tony Blair (f. 1953) er mændene og kvinden alias jernladyen alias den længst siddende premierminister i Storbritannien siden 2. verdenskrig er naturligvis
Margaret Thatcher
The Iron Lady
Filmen om hende måtte komme. I hovedrollen ses den 62-årige amerikanske skuespiller Meryl Streep. Er hun god? Svaret er enkelt: Hun er aldeles fremragende! Det blev for få timer siden understreget ved det 84ende Academy Awards i Hollywood, LA, USA, hvor hun fortjent hentede den gyldne Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.
Er filmen god? – Det afhænger naturligvis af flere forhold. Det gavner tilskueren, der har levet i Thatcher-tiden og oplevet hendes politiske virke. Omvendt slører det noget, at den aktuelle Ms. Thatcher i mange scener vinkles fra hendes nuværende semi-senile tilstand i en af alder 86 år. Igen på den anden side er der fortrinlige flash backs til hendes politiske virke. Her tegner naturligvis en opstigen i det britiske konservative parti samt ikke mindst hendes premierminister-tid stærkest.
IRA-terrorbomben mod hende og de konservative på Grand hotel i (den vidunderlige sydengelske kystby) Brighton markeres klart. Falklands-krigen (naturligvis) ligeså. Og i sandhed også hendes kamp mod de britiske fagforeninger, primært i star-1980erne.
Der er et stort persongalleri. Nogle, måske mange vil være genkendt af personer, der levede et reflekterende liv i 1970er- og 1980erne og ikke mindst fulgte britisk politik på kortere eller længere afstand. Labour-oppositionspolitikeren – den gale/geniale (vælg selv) – Michael Foot bliver fremragende portrætteret. Det samme gør hendes støtte (inden han sprænges i luften af I(rish)R(epublican)A(rmy) i marts 1979) Airey Neave. – Edward Heath, Geoffrey Howe og ikke mindst hende store rival – mediedarlingen Michael Hesseltine er absolut også gode figurer. Sidstnævnte er medvirkende til hendes fald til slut.
Eneste overraskende svage casting er USAs udenrigsminister (den selvbevidste 4-stjernede general fra Nixons og Kissingers tid) Alexander Haig, hvor den ellers aldeles glimrende britiske skuespiller, Matthew Marsh forekommer mis-casted.
Hendes mangeårige fredsommelige, humoristiske og bøjelige ægtemand Dennis er helt fint castet med en af Storbritanniens store (i 2 række), nemlig den erfarne Jim Broadbent.
Generelt er filmen afgjort seværdig. Ikke bare store skuespilpræstationer, men tidslommer fra Thatcher-tiden illustrerer fortiden for nutidens seere. Hendes efterhånden (efter Falklands-krigen) nære forhold til US-præsidenten Ronald Reagan markeres, men kunne sagtens have fyldt mere i filmen.
Refleksion
Margaret Thatchers facon og talestil, der ofte forekom belærende og selvretfærdig, var svær at kapere for mange. Hun virkede kold over for de umiddelbare sociale konsekvenser af de økonomiske reformer, hun gennemførte. Og da Ms. Thatcher under den store minearbejderstrejke i 1984-85 omtalte de strejkende som »den indre fjende«, hvor argentinerne havde været den ydre fjende under Falklandskrigen i 1982, var det et spark til fagforeningsmedlemmerne, som stadig efter sigende huskes.
Hendes akademiske interesser og optagethed af liberalistiske teoretikere som von Hayek og Milton Friedman, som hun nærmest næsegrus beundrede, bliver der derimod ikke gjort noget ud af. Filmen markerer med inderlig tydelighed Thatchers mod og hendes beslutsomme udfordring både af 70ernes socialdemokratiske konsensus og af de traditionsbundne og kvindefjendske aristokrater i toppen af det konservative parti. Dens skildring af hendes regeringers politik i 1980erne er imidlertid ikke noget rent skønmaleri: Det gøres klart, at den havde sociale omkostninger og mødte modstand mange steder fra.
Man kan vel påstå, at i Margaret Thatchers tilfælde førte selvsikkerheden til virkelighedsflugt og til, at hun mistede vigtige politiske forbundsfæller. “Magtens arrogante fuldkommenhed” prægede de sidste år i hendes regeringstid på den berømte adresse 10 Downing Street i hjertet af London. Den proces skildrer filmen kort og præcist og ganske tankevækkende.
Hverken filmens hovedperson Margaret Thatcher eller skuespilleren Meryl Streep tilhører blogejerens top-100.000 liste, men filmen kan afgjort ses med interesse, såvel med historisk, politisk og menneskelig vinkling.
Filmens scener omkring den halvdemente Margaret Thatcher er både deprimerende, rørende og på sin vis – in real life – nådige for hende. Selvom en af hendes konservative efterfølgere – den aktuelle David Cameron – forsøger at videreføre hendes anti-EU-politik og sociale “tilpasninger”, kommer hun ikke til at opleve antiklimaks for Victoria-tiden, hvor solen aldrig gik ned over Storbritannien.
Problemet i nutiden og (ikke mindst) fremtiden for det britiske ørige m.m. er, at verdens 5/6 største økonomi vil opleve fortsatte fald fra top-10 listen. Allerede i dag er et “naturligt verdenskort/atlas” funderet med Stillehavet som centrum, Amerika til højre og Asien til venstre. Ude i venstre side af kortet ses så det aldrende Europa og helt ude i venstre kant Storbritannien (og Irland).
Sådan tænker nr. 44 i White House, 1600 Pennsylvania Avenue, Washington, USA såvel som andre med (hvis muligt 
)større eller (ikke mindst) mindre betydning, men dog med potent og realpolitisk toptunet sans uanset sociologisk lag og samfundsmæssig position.
“Mr. President” siges – modsat sine forgængere – ikke at have nogle nære politiske kontakter i Europa; ja endnu har han ikke sågar været i Bruxelles/Brussel. – Men – indrømmet – han smilede pænt til The Danish Prime Minister under hendes nylige besøg, hvilket han næppe havde gjort til den ultrakonservative købmandsdatter fra Grantham alias Ms. Thatcher.
Solen er vej ned i vest over Atlanterhavet helt i det venstre hjørne på nutidens og ikke mindst fremtidens kartografiske papir- og digitale eksemplarer!
Den stolte søfartsnation kan med et blik på radaren i fremtiden synge “Rule Britannia – direct port!”
Bonusinfo:
Milestones for Margaret Thatcher pr. dato
1925 – Født i købstaden Grantham, Lincolnshire, Storbrit. som Margaret Hilda Roberts (datter af en købmand)
1943 – Optaget på Oxford University – kemistudie
1950 – Opstiller for de Konservative til parlamentet, men taber
1951 – Gifter sig med (den velhavende) forretningsmand Denis Thatcher
1953 – Bliver mor til tvillingerne Carol og Mark
1959 – Kommer ved valget i det britiske parlament
1970 – Minister for undervisning og videnskab
1975 – Vælges som partileder for de Konservative
1979 – Storbritanniens første kvindelige premierminister
1981 – Kraftige raceuroligheder især i de større britiske byer
1982 – Falklands-krigen
1984 – Den irske undergrundshær I(rish) R(epublican) A(rmy) mislykkes med en terrorbombe mod hende
under de Konservatives årskonference i Brighton
1990 – Træder tilbage som premierminister efter pres fra fraktioner i de Konservative
1992 – Sæde i det britiske overhus “House of Lords”
2002 – Efter flere hjerneblødninger trækker hun sig fra offentligheden
2003 – Hendes ægtemand Denis Thatcher (f. 1915) dør (bugspytkirtel cancer) efter 52 års samliv
2012 – Dement – lever et tilbagetrukket liv i London
Grantham, Lincolnshire. UK
Grantham er lille, klassisk britisk by med mange hyggelige pubber og kroer. Angel & Royal siges at være den ældste såkaldte ”Inn” i England, ikke mindre end syv konger har boet her siden 1200-tallet. Charles Dickens og Daniel Defoe var også hyppige gæster.
Oxford University, UK
Universitetet i Oxford påstås at være verdens ældste. Kendte personligheder er uddannet her, bl.a. Margaret Thatcher, Bill Clinton, Indira Gandhi og Oscar Wilde. Universitetsmuseet er åbent for publikum, og her kommer ikke mindre end 1 millioner besøgende om året. Blogejeren kan varmt anbefale et besøg i byen, selvom inspector Morse (alias John Thaw – (1942 – 2002) og hans vidunderlige Jaguar Mark II) ikke længere eksisterer.
Links:
Anmeldelse af bogen The Iron Lady – The Thatcher Years – Politiken 25/02/12
Note:
Næste uges planlagte indlæg “Jeg er Zlatan Ibrahimovic”
ehuwords 
Som sædvanlig et ‘indspark’ (kampen fra i går sidder vist stdig i kroppen) fra blogejeren – Oxford’universitet skulle vist være verdens ældste i den engelsktalende verden – universitetet i Bologna, grundlagt 1088, skulle angiveligt være det worldwide ældste – det er ganske rigtigt ønsker man at se engelske arkitektur men ikke har tiden til en større rundrejse så kan man ‘nøjes’ med en byvandring i “byen med de drømmende spir” – en engelsk digter fandt på det øgenavn til byen Oxford med henvisning til selv samme universitets spir – husker ikke digterens navn påstående fod – men byen rummer alle engelsk stilarter tilbage fra saksernes tid inden for gåafstand… 😉
Apropos blogejerens Top “mange tusinde liste” – så foretrækkes skuespilleren klart klart fremfor den rigtige engelske ‘jernlady’ – den første ka’ vel snige sig ind på top 50 listen hos kommentatoren over engelske skuespillerinder mens den sidste – ja hende ja fred være med hende – det bedste er vel egentlig at hun har trukket sig tilbage… 😉
Jernladyen var vel egentlig et godt billede på den engelske tornerosesøvn efter kolonitiden og var en stopklods for opblødningen i Europa – som det amerikanske fjols GWB blev redder af “1109” til at få lidt længere snor i den amerikanske historie så gjorde ‘Jernladyen’ vel egentlig det samme med “Falklandskrigen” – i mine øjne vildt overvurderet og blev gjort ‘look a like’ bedre pga den mildest talt pivelendige opposition end på egne kvaliteter – selv med laveste fællesnævner vil een jo i sagens natur synes at fremstå som bedst – så’n er det med illusioner… 😉
Citat:
“A world without nuclear weapons would be less stable and more dangerous for all of us” – ” Europe was created by history, America was created by philosophy” – “I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” (så’n var det vist også i politik) – ”
It may be the cock that crows, but it is the hen that lays the eggs” – den sidste er nu meget kær… ‘hahaha’
@ledrakenoir#270212-1419:
Gode citater afslutter den interessante kommentar.
Overdrivelser fremme forståelsen, således også med 1/100.000-listen. 😉 Men skal vælges mellem (den meget kompetente og inderligt forskruede diva (sås igen tydeligt ved Oscar-uddelingen i nat)) og den selvbevidste, non-humoristiske britiske politiker Ms. Thatcher, vælges også den første. 😉
MS fortjente sin gyldne pokal ligesom Gary Oldfield (Dame Konge Es Spion) også havde fortjent den (modsat den “stumme” og pomadeagtige franskmand).
Det noteres, at vi begge finder den britiske universitetsby Oxford som et “must” at besøge.
Det samme gælder – nu gjaldt – quite off topic Wembley Stadium, hvor kommentatoren sammen med > 90.000 struber skreg sig hæs af begejstring over LFCs (forventede) triumf. Det skete efter overraskende hård modstand fra det fremmeste wallisiske hold, samt inderligt slidtage på 11-meter pletten, hvor ikke mindst familien Gerrard nok begge får mareridt nogle nætter fremadrettet. 😉
#.hulegaard – 27022012.1528
Stadig off topic, så var det da en nydelig gøn plet i swinging London – seriøst så er det et behageligt samt fortræffeligt sted at gå til fodbold på når det nu ikke skal være Anfield – Cardiff havde meget stor ære af kampen og det blev atter synliggjort at LFC af og til (tæt på tit) får problemer mod lavere rangerede hold mens de så for det meste kører topholdene over – opbygningsfaser kan føles lange – men skotten der nu har som den eneste nogensinde vundet alle 4 engelske titler som både spiller og manager – ja der blev hørt en del sange til hans pris i aftes og i nat – var jo nødt til lige at holde øje med at folk jeg kendte ikke kom ud i noget ‘snavs’… ‘hahaha’
Men jeg gik nu tidligt i seng
– for klokken 07.00 må vel siges at være tidligt… 😉
On topic – så har jeg har altid sammenlignet amerikanske Meryl Streep med danske Ghita Nørby – absolut respekt for deres store store talent og evner, men hold kaje hvor jeg tror det er et par hysteriske primadonnaer… ‘hæhæ’
Ja Oxford er i mine øjne absolut et besøg værd, det skal man ikke snyde sig selv for hvis man har muligheden – også de mange parker og grønne områder gi’r et godt indtryk af byen – der er også rigt mulighed for “shopalcoholikers” at snuse en oplevelse op flere steder især i bymidten – ikke at forglemme “The Covered Market”… 😉
“Blackwell’s Bookshop” skulle ifølge en bekendt nederlandsk historiker være den største boghandel i Europa med salg til hele det europæiske marked – men om det kun er lokalerne der er det og måske i virkeligheden blot en undskyldning for den pågældende historiker til at ta’ på en årlig studietur der til fra sit hjem i Colmar skal være usagt – men han lød overbevisende nok… 😉
@ledrakenoir#270212-1605:
Fortsat off topic: Den 173 centimeter skotske King Kenny har været LFC en god mand – so indeed!
Streep og Nørby….tja…tja..blogejeren ser nogle fællestræk. Har ikke haft den tanke før nu!
ad. Oxford – Blackwell Bookshop i centrum erindres (vistnok) svagt. Modsat Oxford har blogejeren været flere gange i Cambridge, der også var den vellykkede x-uger ramme om et intensivt sprogkursus nogle minutter efter jernalderen. Derfor heppes – totalt subjektivt 😉 – altid på Cambridge under den traditionsrige, årlige romatch ved påsketid. 😉
#.hulegaard – 27022012.1733
Apropos Cambridge vs Oxford så har kommentatorens holdning altid været at de kunne sejle (læs: ro) deres egen sø – den der vinder er nok den bedste, men hvem det optager ikke kommentatoren så meget – ud over at det ganske bestemt kunne være ganske fornøjeligt at overvære – hvis det skulle få energiprodukter til at cirkulere effektfuldt rundt i kommentatorens blodårer så kunne Cambridge og Oxford stille med et fælles hold et udvalgt sted på River Mersey – der er 113 kilometer at vælge mellem – så kunne deres evner testes mod et fælles hold fra mine 2 favoritbyer i det engelske nemlig L’pool og M’chester – så ville de givet få om ikke baghjul så dog bag’hæk at se… ‘hæhæ’
@ledrakenoir#270212-1753:
Imponerende friskhed i fantasien. Måske skulle man overveje at gå “tidligt i seng”! :-)))))
#.hulegaard – 27022012.1804
Det kan anbefales… ‘smiler meget smørret’
Det store problem ifm at gå ‘tidligt’ i seng er som regel ikke tidspunktet men hvad man lavede i tiden op til sengtid – “tilsætningsstoffer” er noget sjovt noget, nogle vist Storm P si’r at man sagtens godt kan more sig uden alkohol, men det bli’r derefter… ‘hahaha’
Meeeeen det tror jeg ikke helt på for mit vedkommende – det er jeg for kontrolfreak til – det er en (lejlighedvis meget kær) ingrediens ikke en hovedrolle… 😉
@ledrakenoir#280212-1829:
Når blogejeren er på “udebane”, er han også en absolut kontrolfreak på næsten alle discipliner. Fra hans professionelle dage i sundhedsindustrien kender han til de besværligheder med ambulancefly, sengeambulancer og ortopædkirurgiske fixings, der nemt kan følge med uforsigtig opførsel i mørke og tvivlsomme miljøer, hvor eksempelvis bardisken var det eneste faste holdepunkt.
#.hulegaard – 27022012.1829
Enig det er bedre at være herre over end at være slave af
– så er nydelsen og fornøjelsen og så desto større… 😉
On topic – ja lyset kan blive mere endnu mere neddæmpet i Britannia og selvom Jernladyen måske ikke bemærker det så har hun dog været i kontakt med kontakten og impliceret i det – hanekyllingen i Gallia er mere end indirekte involveret i at de følger med i måske en anden (om)vej men dog med samme distination – den eneste der måske redder skindet eller det meste af det er den lille kemiker fra Germania eller hendes land… 😉
Fremtiden har Europa lagt i hænderne på l’Extrême-Orient… 😉
@ledrake-270212-1956:
Præcis omformulering: “(….) så har hun dog været i kontakt med kontakten og impliceret i det (….).
Og apropos “hun”, så er “Die Übermutter” trods senest modstand i Forbundsdagen stadig eksponent for den eneste store økonomi i det gamle Europa, der kan tage kampen op mod hhv. ¨l´Extrême-Orient” og “BRIC-countries” (samt “vennerne” på højre side af atlasset= USA).
Verdens 4 største økonomi har stadig kraft og vil have det i mange år. Storbritannien forventes inden længe (derfor 5/6 i indlægget) overhalet af Frankrig, der i dette årti igen bliver overhalet af andre økonomier.
Set fra denne ydmyge blogpult skal EU(ropa) være himmelhenrykte for Tyskland – hvadenten det er Frau Merkel eller Herr Steinbruck, der sidder i det kæmpestore moderne palads nogle spytklatter fra Brandenburger Tor.
Herudover på et langt lavere niveau er det “livsduelige” Nederlandene, det “disciplinære” Sverige og i nogle områder også Danmark absolut overlevelsesdygtige.
Nogle futurister spår også en stor fremtid for hhv. Polen (EU) og Tyrkiet i de nære områder.
På mange måder matcher den gns. tyske indstilling asiaterne. Strategi, benhård disciplin, ingen dumme grin og en social omkostnings-bevidsthed, der vil få mangen en dansk SFer til besvime.
Også kineserne arbejder strategisk. Ingen krig og ballade, fordi det vil ødelægge deres senere verdensposition i dette århundrede, når USA er sejlet agterud. 😉
#.hulegaard – 27022012.2017
Forskelligheden med hensyn til de landes vilje består måske i at tyskerne har været nede at vende efter ww2 og tør stille krav til sig selv (på mange måder en situation lig flere lande i ¨l´Extrême-Orient” – franskmændene har aldrig vundet en krig (prøv at google ‘fransk krigssejr’) hvis de ikke har tabt så er der nogen andre der har vundet den for dem og det vil givet også være situationen i den økonomiske ‘krig’ – englænderne har som sagt sovet siden kolonitiden og tror stadig de er en supermagt, hvor omgivelserne slet ikke kender til deres interne ubaælance… 😉
@ledrakenoir:270212-2347:
“Krigsvinklen” er vi enige om. Hertil kommer det mærkelige begreb, der bedst kan benævnes “folkekarakter”. Få befolkninger i verden – hvis nogle – kunne kæmpe sig op fra år 0 som Tyskland (og Japan). I samme forbindelser virker briterne (generelt) mere seje end franskmænd.
#.hulegaard – 27022012.2347
Mon ikke det gamle ord “det er ikke slår dig ihjel gør dig stærkere” spiller ind – der synes at være en tendens i at visse lande der bli’r ydmyget som folk rejser sig med kraft – mens lande der kommer for let til tingene øder det hele væk – det ene kunne være forklaring på den tyske gejst og det andet kunne være forklaring på det britiske ‘sløvsind’ og franskmændene ja man ka’ jo ikke se jorden hvis man har næsen i sky – alt sammen karikeret… ‘hæhæ’
Der tales tit om parallelsamfund (oftest i anden anledning) men det er vel egentlig allerede implenmeteret i lande som Frankrig og især Storbritannien (ja og Danmark) – tænker især på det politiske aristokrati – på det punkt ka’ Tyskland måske virke som ikke værende kommet så langt ad det spor … 😉
@ledrakenoir#280212-0836:
“Parallelsamfund” findes efterhånden i mange stater. I Danmark ses de i forskellige varianter, såsom muslimske og asiatiske samt i nogen grad de ortodoks jødiske. Dette mønster ses – som nævnt af kommentatoren – også i f.eks. Storbritannien.
Sidstnævnte har Ms. Thatcher bidraget kraftigt til med sin”konservative købmandspolitik” i 1980erne. Det gik hårdt ud over f.eks. Birmingham,Liverpool, Manchester, Leeds, Sheffield o.l.
– Omkring Tyskland – ihvertfald Berlin og Hamburg – gælder, at der også eksisterer “subkulturer” i væsentlig grad forårsaget af den til tider kraftige indvandring/flygtninge-strøm fra Mellemøsten og Nordafrika. Selvklart gælder dette fænomen i sandhed også for Nederlandene.
Blogejeren har de sidste mange år kun rejst omkring den franske riviera og har ikke status på f.eks. Paris m.fl., men i Marseille er billedet meget tydeligt.
De etniske parallelsamfund i Frankrig bli’r også tydeligere a la i Engalnd – men personligt er jeg mere bange for de ikke etniske parallelsamfund – dem man kunne kalde de politisk aristokratiske – fordi deres omsorgssvigt af omgivelserne uden for deres egen lille kreds skaber mange ubehageligheder eller som minimum optimerer dem – iblandt etniske parallelsamfund men det er ikke de eneste sår der kommer
@ledrakenoir#280212-0900:
Nævnte “politisk aristokratiske” familier, hvoraf regeringen aktuelt er velsignet med 2 fra en kendt pol-familie synes at optage kommentatoren ganske meget. – En slags “skjult politisk adel”.
Aktuelt er blogejeren sikker på, at den danske generalstab ifm. forsvarschefens stillingsopslag kunne dele kommentatorens bekymring. 😉 – En DJØFisering af værnene, kanske inspireret også af den magtfulde dep.chef. Findsen.
Og videre i “Thatcher-sporet”: Apropos dansk magt og adel har blogejeren netop vendt sidste blad i bogen “Overklasseliv – fra landadel til magtelite og jetset”. Det er “fagjournalisten” Søren Jakobsen, der har begået denne interessante bog om de øverste danske cirkler og “tavshedens lov”. Til inspiration for kommentatoren ved lejlighed! 😉
#.hulegaard – 28022012.0913
Det er rigtigt at det politiske monarki’s arvefølgeprincipper bekymrer kommentatoren i mere end middelsvær grad – men det er jo desværre ikke gjort ved det – selve systemet altså det politiske kører deres eget system uden om “hovedsamfundet” og rekrutteringen sker alene hos det politiske aristokrati enten i den højadelige del eller i den lavadelige del – suppleret med smagsløse fluepapir’agtige wanna be politican kendisser der skal ha’ forlænget deres karriere som kendis… 😉
@ledrakenoir#280212-0929:
Point taken! De kommende måneders DK-reformforhandlinger vil afgjort udfordre denne nye adel. 😉
Apropos de engelske universiteter – så har både Eton og Oxford faktisk begge fundet The FA Cup – et trofæ Cambridge (byens fodboldhold Cambridge United fylder i øvrigt 100 år i år hed først Abbey United) endnu mangler…
Oxford University vandt den 3. udgave af FA’en i 1874 (var i finale ialt 4 gange) og Old Etonians FC (gamle elever fra Eton) vandt i 1879 og 1882 (var i finale ialt 8 gange) – Old Carthusians FC (gamle elever fra Charterhouse School i Godalming (Surrey) vandt i 1881 og et korps fra den britiske hær Royal Engineers AFC vandt i 1875 – resten af pokalerne er havnet i “traditionelle'” klubber – det var et sidespring… 😉
Eksemplerne med de gamle læreanstalter på sportens alter hører til de mere eksklusive.
“Sidespring” hørte næppe til Jernladyens repertoire. Hun foragtede mange af disse mandstyper (mandlige politikere, eks-sportsfolk, kostskoledrenge, old-boys-network osv.) og filmen illustrerer også, at efter at have “afleveret to pligtbørn” kastede hun sig ud i kampen mod mændene og systemerne med en kraft, som nogle gerne ville have tildelt en Cup. 😉
#.hulegaard – 29022012.0932
Man kunne fristes til at vende den om
– hvem foragtede Jernladyen egentlig ikke når det kom til stykket… 😉
Tilnavnet eller “kælenavnet” der siden fulgte MT skulle være hittet på af den sovjet’russiske militæravis “Krasnaja Svesda” alias Røde Stjerne i midt’70erne… 😉
@290212-0944:
“Hvem foragtede Jernladyen egentlige ikke….etc”?
Sv: Sig selv, sin far, sin søn (moderen og datteren blev accepteret), sin politiske mentor Airey Neave (jf. indlæg), to liberale verdenskendte økonomer (jf. indlæg), US-president Ronald Reagan….og tørrer listen vist også ind. 😉
Nemlig… 😉
@ledrakenoir#290212-0953:
😉
Skal man koncentrere sig om filmen eller kvinden? Eller om politikeren, demenspatienten, Storbritannien, Rule Britannia, de engelske fagforeninger før Thatcher, eller måske noget helt ottende? Givet er det, som du selv er inde på, at Margaret Thatcher har haft en indflydelse, som er meget få forundt.
England, eller hvad man nu foretrækker at kalde landet, har gennem flere århundreder præget store dele af resten af vores klode både politisk og
kulturelt. Reelt omfatter politik og kultur kun nogle få dele af hele det arsenal af gener, som et land/samfund er bygget af, men hvem kan i dag forestille sig en verden uden indflydelsen fra England?
Enhver kontroversiel politiker vil af sin samtid blive genstand for mange fordømmelser og forbandelser. Kun eftertiden kan vurdere den samlede indflydelse af hans/hendes handlinger. England består stadig i bedste velgående i dag, og måske var Margaret Thatcher en politiker, som landet havde brug for på det tidspunkt?
Uanset hvad “man” mener om Ms. Thatcher, kan det fastslås, at hun regerede på et parlamentarisk flertal i den længste periode for P.M. efter WW2 – jf. kommentarens sidste afsnit. 😉
Historien viser med laseragtig klarhed, at alle store riger går til grunde. Således Storbritannien og begyndende USA. Men det er helt rigtigt, at disse to stor-/supermagter med deres indflydelse vil præge ganske mange dele af det globale samfund langt ind i det 21. årh.
#.hulegaard – 01032012.2139
Apropos “parlamentarisk flertal” så får den evige 51% versus 49% problematik mig til at tænke på den nordjyske altmuligkarl inklusiv hesteavler Niels Hausgaard – “Er de fleste de bedste eller blot de fleste”… 😉
@ledrakenoir#020312-1139:
Den venstresnoede nordjyske entertainer ville næppe please Ms. Thatcher, hvadenten det skete i Royal Albert Hall eller Brund forsamlingshus (Thisted).
Men interessant nok bliver Niels Hausgaard ved med at trække fulde huse i en anderledes branche, hvor sidste salgsdato er påtrykt en anden labelfarve.
Humorens mange nuancer var ikke just blandt Ms. Thatchers spidskompetencer. Hendes Denis forsøgte sig. Det samme gjorde Ronald Reagan. At hun kunne lide dem begge inderligt, skyldtes måske en indre erkendelse af en mangel. 😉